20-årige Oliver er søn af rocker og læser finansøkonomi: Jeg VIL blive til noget stort

Som barn var Oliver Louai kendt som Brian Sandbergs søn - indtil han startede i 8. klasse.

20-årige Oliver Louai kunne så let som ingenting have valgt et liv i overhalingsbanen. Han kunne bare have hoppet op bag på farmands kværn og trykket sig ind til hans rygmærkede lædervest.

Men Oliver valgte fodbolden og senere skolebøgerne og lod sin far, Brian Sandberg, om at leve livet som kendis-rocker med speciale i Harley Davidson og Hells Angels og en bachelor i kriminalitet.

- Jeg har aldrig haft den store interesse for motorcykler. Kriminalitet var heller ikke noget, jeg blev draget af. Og når man ikke har en naturlig interesse for den slags, er det nemmere at holde sig væk og gå en anden vej, fortæller Oliver.

Både hans mor og faktisk også hans far har da også altid været meget opmærksomme på at holde deres søn på rette spor.

- Min far har gjort mange ting, som ikke var gode. Det ved jeg udmærket, men han har altid været bevidst om ikke at skubbe mig i den retning. Man kan sige, at han har skærmet mig fra sit liv ved ikke at introducere mig for sine venner eller at gøre sit liv til noget fedt overfor mig som ung, uddyber Oliver.

Far i fængsel

Han fortæller i DR2-programmet 'Min far er rocker' om sin opvækst med en far, der har været på forsiden af landets aviser utallige gange og hovedperson i mange nyhedsprogrammer.

Brian Sandberg var nemlig et fremtrædende medlem af rockergruppen Hells Angels under bandekrigen, og han er i den sammenhæng flere gange blevet beskudt og en enkelt gang forsøgt likvideret.

Han er blevet dømt for at have beordret et kølleoverfald, ligesom han har afsonet flere narkodomme – og så har han været livvagt for den tidligere IT-Factory-direktør og dømte millionsvindler Stein Bagger.

Hør Oliver fortælle om dengang, han hørte i radioen, at hans far var blevet skudt:

Det var først omkring 7. klasse, Oliver for alvor blev bevidst om, hvem hans far var, og hvad det indebar. Dengang var den unge dreng allerede en rigtig fodbolddreng, som gik op i sport og FC København. Men selvom han havde det, der kaldes 'sunde interesser', så manglede han noget, når det gjaldt skolen.

Han fortæller, at han havde det fint med at gå i skole og havde mange venner, men det kneb gevaldigt med den faglige interesse i de mindre klasser.

- Hvis jeg selv skulle gå i skole, kom jeg nogle gange for sent med vilje. Det var ikke, fordi jeg ville lave ballade. Jeg gad bare ikke ind til time. Jeg tror, jeg var lidt ligeglad med skolen, og jeg vidste nok bare ikke dengang, hvor vigtigt det var, siger Oliver.

Klasselærer mødte aldrig rockerfaren

Han nåede at gå i to folkeskoler, før han fejlagtigt blev placeret på en specialskole med få elever i hver klasse. Heldigvis blev det hurtigt opfanget, at det på ingen måde var det rette sted for Oliver.

Så da han skulle starte i 8. klasse på Tre Falke Skolen på Frederiksberg, var det en helt ny start på skolelivet for ham. Her fik han Charlotte Rytter til klasselærer, og han forklarer med egne ord, at hun "kickstartede hans skoletid".

- Jeg havde jo aldrig taget min skole seriøst, men jeg havde heller aldrig haft en lærer som hende før. Hun forstod mig, uddyber han.

Charlotte Rytter husker udmærket Oliver Louai - ligesom hun iøvrigt husker Asger, Mathilde og alle de andre børn, hun havde på Tre Falke Skolen. For der blev ikke taget særlige hensyn til Oliver, fordi han var søn af en berømt og berygtet rocker.

- Jeg mødte ham helt uvidende, og jeg legede ikke terapeut for ham. Han skulle starte på en frisk, der skulle bygges noget nyt op. Hvis vi skulle møde Oliver med et åbent sind, skulle vi se Oliver og ikke hans far, fortæller Charlotte Rytter.

Hun vidste naturligvis godt, hvem Olivers far var, men hun fravalgte bevidst at vide mere om ham, og hun så aldrig Brian Sandberg. Han kørte godt nok Oliver i skole, men han kom aldrig længere end bag rattet i bilen.

- Han kom ikke på skolen, for det havde vores leder besluttet. Jeg så kun Olivers mor, og på den måde holdt vi rockerdelen væk fra ham i skolen, fortæller Charlotte Rytter og uddyber:

- Oliver er hele sit liv blevet mødt af fordomme, han er født ind i, og som han ikke selv har haft indflydelse på. Jeg skulle skrælle alle lagene af for kun at se Oliver og ikke alt det, der omgav ham.

I de mindre klasser skete det indimellem, at Brian Sandberg kørte sin søn i skole, og det skabte stor opmærksomhed:

Det, Charlotte så, var en høflig og velopdragen dreng, der vidste, hvordan man skulle opføre sig, og som havde manererne i orden.

- Det var sådan en dreng, man ville sige ”han er bare godt opdraget” om, fortæller hun.

- Han var enormt likeable, og der var intet ballade i ham. Det var ikke, fordi han var en dengsedreng. Han spillede fodbold i frikvartererne og kunne godt nogle gange komme for sent, men han lavede ikke ballade i timerne.

I det hele taget gjorde den 14-årige knægt ikke meget væsen af sig i timerne. Oliver husker selv, at han helst ikke ville sige noget, fordi han troede, at han ikke kunne finde ud af noget rent fagligt.

Charlotte Rytter beskriver ham da også som en dreng med "en del faglige huller". Og så så hun med det samme en tristhed i hans øjne.

- Han manglede ganske enkelt troen på, at han var ok såvel fagligt som menneskeligt, husker hun.

Derfor var den nye klasselærers første opgave at få styrket den unge knægts selvværd. Det lykkedes ifølge Oliver på en hård, men god og samtidig personlig og motiverende måde.

- Hun fik de ting, jeg kunne, frem i mig. Hun pressede os på en god måde til at gøre vores bedste, og jeg lærte rigtig meget af hende. Når jeg så, at jeg skulle have hende, blev jeg lidt nervøs, fordi jeg gerne ville gøre det godt

Charlotte husker da også en lærenem dreng, som havde mod på tingene, selvom han havde svært ved noget af det.

- Han var én, der ikke gav op, han blev ved, og han var nysgerrig. Jeg havde hele tiden indtryk af, at han kunne mere, end han troede. Det skulle jeg overbevise ham om, og det gjorde jeg ved at opmuntre ham. Det handlede for mig om at fortælle ham, når noget var godt, og samtidig fortælle, hvad jeg for eksempel savnede i hans opgaver.

Fra under middel til middel på to år

Missionen lykkedes, og Oliver begyndte at gå op i skolen efter flere succesoplevelser.

- Charlotte udfordrede mig. Hun lærte mig, at man skal ud i de situationer, man ikke kan lide at stå i, før man kan blive god til noget. Hun lærte mig også, at det var ok at fejle, og at man rent faktisk lærer noget af at fejle.

Og da 9. klasse var overstået, viste fremgangen sig helt tydeligt. Karaktermæssigt var han gået fra under middel til middel på de to år, og han blev erklæret egnet til gymnasiet i første hug. Til stor overraskelse for Oliver selv.

- Den havde jeg ikke set komme, og hvis det ikke havde været for Charlotte, tror jeg, at det godt kunne have taget noget længere tid at komme igennem 9. klasse og nå gymnasiet.

Forvandlingen var også tydelig for hans lærer.

- To år er normalt ikke meget til at gøre en elev klar til gymnasiet, men det klarede Oliver. Han fik selvtillid, og det var en anden Oliver, jeg sagde farvel til, end ham jeg mødte i 8. klasse, lyder det fra Olivers tidligere klasselærer, hvis stemme nærmer sig de høje toner, da hun hører, hvad hendes tidligere elev har af planer for fremtiden.

Vil skabe egen identitet

Oliver Louai er netop begyndt på CPHBusiness, hvor han læser til finansøkonom.

- Det er så vildt! Tænk at have så meget tro på sig selv. Jeg bliver pavestolt, siger Charlotte med ægte overbevisning i stemmen.

- Jeg vidste ikke, hvad han ville blive til. Men jeg har altid troet på ham. Jeg har altid vidst, at der var krummer i ham. Det viste han selv ved at kunne vende den udvikling igennem de to år i 8. og 9. klasse.

For Oliver er målet at blive ejendomsmægler efter de to år på CPHBusiness. Det har altid været drømmen. Og meget gerne i udlandet.

- Jeg har altid gerne villet bo i udlandet. Jeg elsker Danmark, men jeg føler måske bare, at der er endnu flere muligheder i udlandet. Og så hænger det nok også sammen med, at det er vigtigt for mig at skabe min egen identitet.

- Min far har været kendt for noget stort i Danmark. Men ikke for noget godt. Jeg vil gerne vise, at jeg ikke er, som folk tror. Jeg kæmper med fordommene, og mange tror automatisk, at jeg er sådan og sådan, fordi han er min far. Det kæmper jeg stadig med i dag, og det er ikke synd for mig på nogen måde. Det har altid motiveret mig til at blive til noget stort - indenfor noget godt.