20 øjenvidneberetninger: 'Fuldstændig vild oplevelse'

Det er strømmet ind med beskrivelser af meteoritten til DR Nyheder natten og morgenen igennem.

Her tæt ved Kronprins Frederiks Bro ved Frederikssund oplevede et øjenvidne meteoritten. (Foto: MOGENS LADEGAARD © Scanpix)

Mange hundreder danskere blev lørdag aften omkring klokken 22 vidner til et noget usædvanligt syn over Danmark, da himlen pludseligt lyste op og blev fulgt af et kæmpe brag, der varede i flere sekunder.

En professor fra Niels Bohr Instituttet har bekræftet over for DR Nyheder, at der var tale om en meteorit, og den oplevelse kan kun ses et par gange om året i Danmark.

Vi har samlet nogle af de mange hundreder kommentarer, der er kommet til DR på 1212@dr.dk og på vores Facebookside.

Her er de vildeste øjenvidneberetninger

Mikkel Pedersen, Svogerslev: Vi kom kørende hjem fra Hillerød mod Roskilde. Da vi ved 22-tiden er lige ud for Slangerup, lyser himlen pludselig meget kraftigt op, og en kæmper ildkugle med en lang hale flyver lige hen over vores bil. Det var en fuldstændig vild oplevelse. Hele himlen og vores bil blev oplyst i flere sekunder.

Torben Krüger, Hellerup: Befandt mig i min lejlighed i Hellerup, da der pludseligt kom et kraftigt lys udenfor fra sydvestlig retning. Lidt efter bemærkede jeg et mindre brag. Tænkte at det måske var noget kraftigt fyrværkeri længere væk.

Anne-Lise Fich, Frederiksberg: Jeg så kraftigt lysglimt. Troede først at det var fyrværkeri, men det var kraftigere og højere oppe, over tagene. Der kom en rumlen eller noget lige efter.

Line Brisson Mortensen, Roskilde: Vi så lyset, og noget efter kom buldren. Det var som om, der var en lille trykbølge med på lyden, for vinduerne gav lidt efter som når det blæser meget. Jeg nåede at tænke, om det var et lille bitte jordskælv. Lyden varede overraskende længe.

Heidi Villadsen Halvorsen, København S: Min datter og jeg så et stort lysglimt, som lyste hele himlen/vejen op udenfor vores vindue. Vi hørte intet brag. Vi blev dog lidt forskrækkede

Camilla Sander, Vallensbæk: Stod ved køkkenvinduet og lavede kaffe til gæster. Stort lysglimt - troede det var fyrværkeri, da der også var lidt buldren. Herfra så det ud som om, det var mod nord/nordøst.

Katrine Brøndum, Frederikssund: Klokken cirka 22 holdt jeg i krydset ved kronprins Frederiks bro, da jeg pludselig så himlen lyse op. Jeg gik først ud fra det var et nødlys sendt fra havet eller fyrværkeri, indtil jeg læste jeres artikel.

Alf Skovgaard, Søborg: Jeg så det omtalte lysglimt (meteor?), da jeg kiggede ud af mit stuevindue lidt over kl. 22 lørdag aften. Det lignede umiddelbart lysglimtet fra et lyn. Der gik dog ualmindeligt lang tid, før jeg hørte braget - vel 15-25 sekunder. Der gik for lang tid mellem lysglimt og brag til, at det kunne være alm. lyn og torden. Lysglimtet forekom ca. 193 grader syd fra min bopæl på Hjortestien i Søborg.

Camilla Hansen, Køge: Det hele har også kunnet ses og høres i Køge. Flere jeg kender har set lysglimt. Jeg hørte en voldsom rumlen, og det rystede, specielt lysene i vinduet stod og rystede. Vildt skræmmende. Troede det var et jordskælv.

Niels Rasmussen, Slagelse: Vi kom kørende mod syd klokken ca. 22, da vi ved Frederikssund pludseligt så et kraftigt lys der lyste hele himlen op i 5 - 10 sekunder. Vi så en stor ildkugle med en lang lysende hale, der fløj mod øst. Det var et flot syn.

Sebastian Winkelmann, Søborg: Jeg så også lyset, som dog kun varede i få sekunder, to gange, den ene gang mere end den anden, i vest. Det var meget surrealistisk, da jeg bare havde besluttet mig for at gå en tur. Jeg besluttede mig for, at det nok bare var mig der så forkert, eller en vinterversion af kornmod. Som de andre har berettet så var det en ganske uforglemmelig oplevelse.

- Der kom dog først fem brag, lige efter hinanden, cirka et minut efter lyset havde været der. Efter det følte jeg, at hele jorden rystede, og jeg blev meget svimmel, og jeg troede at der var noget galt med jorden. Jeg talte i telefon med min far i mens, og han hørte mit gisp af skræk og nydelse, da det på alle måder var en fuldkommen uforglemmelig oplevelse.

Lisbet Lücke Larsen, Lejre: Ét lysglimt som oplyste himlen i det fjerne mod nordvest, ca. 1 minut senere hørtes et kraftigt brag efterfulgt af buldren. Hunden, som lå og sov, vågnede ved braget og begyndte at gø. Såvel lysglimtet som braget mindede meget om tordenvejr, sådan som vi oplevede det.

Emma og Casper, Brøndbyvester: Lørdag aften så jeg og min kæreste, Casper, som så mange andre, det mystiske glimt. Vi stod i haven og luftede hunden og overværede hele processen, inden vi skyndte os inde døre for en sikkerheds skyld. Himlen lyste helt op i rødlige og hvide farver, hvorefter jeg ser en rød spaltet ildkugle i et hul mellem skyerne. Noget tid efter kommer det voldsomme brag.

Anne, Tappernøje: Vi var på vej hjem fra fødselsdag i København, da vi lige er kørt af på afgørelsen til Rønnede, kom et kæmpe lysglimt. Det hele lyste op! Jeg troede, jeg havde en lastbil helt tæt på bagenden af bilen, som pludselige satte langt lys på. Vi blev vildt forskrækket.

Gerda og Jørgen, Jyllinge: Vi sad i stuen og pludselig blev himlen fuldstændig oplyst i nordlig retning nærmest som lysglimt fra en kæmpe raket og ca 1/2 til 1 minut senere kom et langvarigt drøn/brag, som fra en fjern eksplosion.

Emma Jensen, Værløse: Min mor og jeg var ude at lufte hund, da himlen pludselig lyste op, ligesom når der kommer et lyn, men det blev ved. Jeg kiggede op og nåede at se den her 'kugle' af lys, der fløj hen over himlen som et meget stort og langsomt stjerneskud. Efter cirka to sekunder forsvandt den - den brændte vel ud? Min mor nåede ikke at se det. Få sekunder efter hørte vi først ét brag, og siden flere, som om nogen fyrede fyrværkeri af langt væk. Vi snakkede først om, om det kunne være et fly, der var styrtet ned, og at det var eksplosioner derfra, vi kunne høre. Lidt efter stilnede det af, og der skete ikke mere.

David Granum, Hedehusene: Vi sad og så "Sum of All fear" da himlen pludselig lyste op. Det gik vel 30 sekunder efter lyset var slukket før braget kom. Det varede i hvert fald også 30-40 sekunder. Først troede vi det var et lyn men braget var for langt. Det var ret vildt. Fascinerende, flot og skræmmende på en gang