36.449 par med en dansk adresse blev skilt sidste år mod 30.292 forrige år. Det er en stigning på 20 procent i forhold til 2012, der i forvejen var et år med de fleste skilsmisser i en lang årrække.
Siden 1. juli 2013 har det været muligt at blive skilt på nettet blot ved hjælp af NemID, så man har kunnet springe separationsperioden på seks måneder over.
Skilsmisse på internettet
Det er ifølge kommunikationschef i Danmarks Statistik, Carsten Ulrik Zangenberg, en del af forklaringen på en stor stigning i antallet af skilsmisser i fjerde kvartal i 2013.
Skilsmissecoach Mette Haulund mener, at en vigtig del af forklaringen på det stærkt stigende antal skilsmisser er dønninger efter finanskrisen.
- Mange er kommet ud af krisen og har fået en bedre økonomi, så de har fået råd til at droppe ægteskabet. En anden gruppe har forgæves forsøgt at få familien til at fungere i kriseårene og har så nu valgt at give op, siger hun til P4 Bornholm.
Flest skilte på Bornholm
Væksten i skilsmisser gælder i alle landets regioner - på Bornholm kom den største stigning
275 personer med en bornholmsk adresse blev skilt i 2013. Det er mere end 30 procent flere end året før.
Sidste år blev 51.358 personer gift, og det er et fald på lidt over fire procent sammenlignet med 2012.
Skilsmissetallene er indsamlet af Danmarks Statistik på baggrund af oplysninger i cpr-registret.