200-års fødselsdag: Kierkegaard fejres over hele landet

Søren Kierkegaard mindes med foredrag, gudstjenester, udstillinger og koncerter over hele landet.

Søren Kierkegaard-statue i Kongens Have i København (Foto: Kristoffer Juel Poulsen. © DR)

Søren Kierkegaard ville være fyldt 200 år i dag. Det fejres over hele landet med særgudstjenester, udstillinger og rundvisninger.

I København mindes Kierkegaard ved gudstjenesten i Vor Frue Kirke, hvor dronning Margrethe også deltager. Derefter skal hun til Københavns Universitet, hvor universitetet skal have overrakt en ny udgave af forfatterens samlede værker - 55 bind - til universitetet. Dronningen skal holde en kort tale ved arrangementet.

På Københavns Universitet holder man desuden en festforelæsning om Kierkegaard, og universitetet er vært for en videnskabelig konference om Søren Kierkegaard.

Også andre steder i København gør man noget særligt i anledning af den store danske eksistentialist.

Rundvisning og koncert

I Den Sorte Diamant på Det Kongelige Bibliotek vil Paul Holdengräber, som til daglig leder debatscenen på New York Public Library interviewe forfatter Siri Hustvedt, filosof Pascal Bruckner og Nomas køkkenchef René Redzepi med udgangspunkt i Kierkegaards filosofi.

Fra Assistens Kirkegård, hvor Kierkegaard er begravet, udgår en rundvisning om forfatterens liv og levned i København.

Uden for København fejres Kierkegaard også. For eksempel arrangerer seniorhøjskolen i Nørre Nissum et foredrag om Kierkegaards forfatterskab i eftermiddag.

Og i kirkerne i både Lund i Sverige og Meldorfer i Nordtyskland mellem Flensborg og Hamborg fejres Kierkegaard med henholdsvis et foredrag og en koncert.

Kilde: kierkegaard2013.dk, aok.dk, dr.dk

Facebook
Twitter