200 danske soldater rejser i dag til Estland

Et nyt hold soldater skal sammen med andre Nato-soldater holde Rusland i skak.

De danske soldater vil være en del af Natos multinationale styrke på omkring 4.000 soldater i Polen og de baltiske lande.

Kursen er sat for de 200 danske soldater: I eftermiddag lander de i Estland og får base i byen Tapa, som ligger cirka 70 kilometer øst for hovedstaden Tallinn.

Soldaterne skal være en del af Natos mission i de baltiske lande og Polen. Meningen med missionen er at afskrække blandt andre Rusland og vise, at Nato står sammen.

- Der er trusler fra Rusland, og vi ser et Rusland, der opruster i de her år. Derfor er det selvfølgelig også vigtigt, at vi – sammen med vores Nato-allierede – markerer, at vi er til stede, at vi er stærke, at vi beskytter de baltiske lande, siger forsvarsminister Trine Bramsen (S).

Soldaterne skal være væk i et halvt år og siger farvel til deres familier.

Bruge tiden på at træne

Forsvaret forventer dog ikke, at soldaterne reelt kommer i skarpe situationer med russerne.

- For at vi ikke bare skal stå derovre og give agt og rør og lave ingenting, så bruger vi tiden til at gøre os selv meget bedre, fortæller major Bjarne Munk, som har en ledende funktion på missionen.

Derfor skal soldaterne træne og øve med Danmarks Nato-allierede - i det her tilfælde soldater fra Storbritannien og Estland.

- Det er en lidt anden måde at øve på, fordi terrænet er ikke helt som i Danmark. Det er mere lukket af skove og masser af søer, så det er ikke de store åbne marker, som vi ser hjemme i Danmark, siger majoren.

Klimaet er også anderledes. Det er også en udfordring for soldaterne.

- Vi kan godt blive ramt af rigtig russisk vinter. Det håber vi ikke, lyder det fra Bjarne Munk.

Soldaterne sidder klar til afgang mod Estland. Det er primært soldater fra Livgarden, der skal af sted.

Soldater har tidligere været i Estland

Forsvaret havde gennem hele 2018 også omkring 200 mand på basen i Tapa, hvor de som del af en britisk ledet bataljon fik dagene til at gå med at træne kampsituationer i det skovklædte terræn.

Flere af de danske soldater gav dengang udtryk for, at det var en lidt kedelig mission at være udsendt på, fordi de reelt bare lavede det samme, som når de var derhjemme.

Alligevel er missionens danske chef, oberstløjtnant Tommy Kjær, ikke bekymret for, at det nye hold soldater kommer til at kede sig.

- Når jeg kigger ned over flokken, som jeg skal have med, så er det for mere end halvdelen deres første udsendelse, siger han og fortsætter:

- Og der tror jeg, at den her udsendelse er bedre end en skarp mission i Irak eller Afghanistan. Risikoen for at komme i kamp er meget mindre, så det er en god tilvænningsmission for nye soldater.