Omkring 2.000 personer demonstrerede søndag eftermiddag i København som en følge af den sorte amerikaner George Floyds død. Floyd døde efter en særdeles voldsom anholdelse i delstaten Minnesota.
Demonstrationen gik fra Østerbro klokken 14, hvor den amerikanske ambassade ligger, til Christianborg, hvor man forventede at slutte klokken 17.
Ifølge Københavns Politi forløb demonstrationen fredeligt.
- Det forløber stille og roligt, sagde vagtchef Henrik Svejstrup.
Han havde ingen forventninger om, at demonstrationen i København ville udvikle sig eller genere synderligt.
- Nej, vi forventer ingen ballade, sagde han.
De voldsomme protester begyndte i USA i tirsdags, dagen efter at George Floyd mistede livet i politiets varetægt i Minneapolis. Siden da har demonstrationerne udviklet sig voldsomt over hele USA, og flere steder er Nationalgarden sat ind.
Episoden har pustet endnu mere liv i aktivistbevægelsen Black Lives Matter, som sætter fokus på vold og racisme mod sorte mennesker. Derfor samles mange i disse dage i flere amerikanske stater og går på gaden.
Lea Rejmers fra Brønshøj havde fundet vej til demonstrationen på Østerbro.
- Jeg synes, det er uretfærdigt, at mennesker rundt om i verden bliver behandlet så dårligt uanset deres hudfarve. Der sker også racisme i Danmark. Vi er jo verdensborgere, så det er vigtigt at markere. Jeg synes, det er voldsomt og uetisk, det der er sket, siger Lea Rejmers.
Anita Mac bor rundt om hjørnet på Østerbro og er rystet over det, der er foregået i USA.
- Jeg synes, det er for galt. Grotesk, at den slags ting stadig kan foregå i et forholdsvis veludviklet land. Jeg er dybt rystet over, at sådan noget kan ske, som jo hører til 'way back'. Det berører os alle. Vi har mennesker fra alle lande her, så det er et spørgsmål om solidaritet, siger Anita Mac.
Demonstrationen gik gennem København med skilte, bannere og tilråb, inden alle blev samlet foran Christiansborg.