Enten er livet blevet sværere for indbrudstyvene, eller også er de bare blevet færre.
I hvert fald havde 2015 det laveste antal indbrud i private hjem i ni år, skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
Blot 33.207 gange oplevede danskere at komme hjem til smadrede ruder, åbne døre og tomme skuffer viser politiets foreløbige tal, og det glæder rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.
- Jeg er meget glad for, at færre og færre familier bliver udsat for den ubehagelige oplevelse, det er, når tyveknægte bryder ind i ens hjem, siger han og forklarer, at politiet længe har prioriteret indbrud højt.
- Selvom vi nu ser det laveste niveau i ni år, så holder vi fast og prioriterer fortsat indsatsen mod utryghedsskabende kriminalitet, som indbrud i privat beboelse er et skoleeksempel på, helt i top.
Fra 2009, hvor der blev begået 48.745 indbrud, og til sidste år er antallet af indbrud faldet med 32 procent. Og siden 2011 er antallet faldet hvert år.
I politiets mål og resultatplan for 2016, som blev offentliggjort onsdag, bliver indsatsen mod indbrud prioriteret yderligere.
Målet er, at antallet af indbrud falder med yderligere to procent i 2016 sammenlignet med 2015.
"Resultatkravet for 2016 er et led i et 4-årigt mål, der skal understøtte, at antallet af indbrud i privat beboelse i 2019 er faldet med 8 procent i forhold til 2015," fremgår det af mål- og resultatplanen.
Antal indbrud fordelt på de sidste ni år
- •
2006: 31.264
- •
2007: 36.341
- •
2008: 44.015
- •
2009: 48.745
- •
2010: 44.810
- •
2011: 45.896
- •
2012: 43.482
- •
2013: 41.919
- •
2014: 36.841
- •
*2015: 33.207 (tallene er foreløbige)
- •
Kilde: Rigspolitiet