Der er registreret et coronadødsfald det seneste døgn i Danmark.
207 er bekræftet smittet med coronavirus siden fredag. Sidste weekend blev der registreret 109 nye smittetilfælde.
Antallet af indlagte er steget med seks til 24. To af de indlagte ligger på intensivafdeling - begge ligger i respirator.
Samlet set er 13.996 bekræftet smittet med coronavirus i Danmark, hvor 1.182.260 er blevet coronatestet.
De smittede på Danish Crowns slagteri i Ringsted viser sig også i tallene fra Statens Serum Institut. Her er 61 smittet siden mandag den 27. juli.
Hvis man fjerner Ringsted fra kortet, finder man dog også andre iøjnefaldende tendenser. For eksempel er antallet af smittede i Aarhus og den københavnske vestegn også steget, hvillket man kan se på kortet her.
Sverige har mandag registreret yderligere et dødsfald med coronavirus. Dermed stiger det samlede dødstal til 5.744. Det oplyser Folkhälsomyndigheten ifølge Ritzau.
Sammenlagt er 81.012 personer blevet bekræftet smittet med covid-19 i Sverige.
Smittetrykket i Sverige er faldet så meget, at Udenrigsministeriet i Danmark torsdag åbnede for alle rejser til samtlige svenske regioner.
Dermed frarådes ikke-nødvendige rejser ikke længere - uanset hvilken del af landet, der er tale om. Samtidig er der også åbnet for, at svenskere fra hele landet kan rejse ind i Danmark som turister. Så længe de har booket mindst seks overnatninger.
