22-årig anholdt svensker nægter udlevering: 'Det kan tage uger'

Den 22-åriges advokat ønsker ikke at kommentere sagen.

Indgangspartiet foran Skattestyrelsen på Østerbro i København, onsdag den 7. august 2019. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix) (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Scanpix)

Den 22-årige mand, der tirsdag aften blev anholdt i Malmø mistænkt for bombesprængning mod Skattestyrelsen, vil ikke udleveres til Danmark.

Det bekræfter anklager i svensk politis afdeling for international og organiseret kriminalitet, Måns Björklund.

- Den 22-årige har modsat sig udlevering til Danmark, siger han.

Derfor er det nu op til byretten i Malmø at afgøre, om dansk politis ønske om at få den anholdte stillet for en dommer i Danmark, skal efterkommes. Og det kan godt tage lidt tid, lyder det fra anklager Måns Björklund.

- Det kan i første omgang tage indtil i morgen, hvor anklageren her så først skal begære ham varetægtsfængslet i Sverige. Dernæst skal der så findes et tidspunkt for, hvornår domstolen kan træffe beslutning om udlevering, siger han.

Den 22-åriges advokat, Anders Malm, ønsker ikke at fortælle, hvorfor hans klient nægter at lade sig udlevere.

- Det har jeg ingen kommentarer til. Du må snakke med anklageren eller dansk politi. Jeg har ingen kommentarer til sagen, siger Anders Malm.

Anholdt kan få sag prøvet ved landsret

Men selv hvis byretten i Malmø beslutter, at den 22-årige skal udleveres til Danmark, så kan der gå endnu længere tid, før han rent faktisk sætter fod på dansk jord.

Oprydningsarbejdet efter eksplosion ved Skattestyrelsen i København, onsdag den 7. august 2019. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (Foto: Philip Davali © Scanpix)

- Han har muligheden for at klage over byrettens beslutning, ligesom man kan i Danmark. Hvis han gør det, er det så det, der svarer til landsretten, der tager sagen, siger anklager Måns Björklund.

- Det kan godt tage flere uger.

Den 22-årige er ifølge DR's oplysninger ikke tidligere straffet. Han bor hos sine forældre i det nordøstlige Malmø og arbejder også i familiens pizzeria.

Dansk politi mistænker ham for at være gerningsmand ved angrebet mod Skattestyrelsen sammen med en 23-årig svensk mand.

Den 23-årige er endnu ikke anholdt, men er internationalt efterlyst.

Hos Københavns Politi afventer man nu processen i Sverige.

Eksplosionen ved Skattestyrelsen

  • Eksplosionen blev anmeldt tirsdag den 6. august klokken 22.15.

  • Ukendte gerningsmænd havde ifølge politiet angrebet Skattestyrelsen og forårsaget en kraftig eksplosion.

  • Ruder i bygningen var smadret, og facaden voldsomt beskadiget.

  • Ifølge politiet blev der brugt industrielt sprængstof ved eksplosionen.

  • Det er kraftigt sprængstof, der for eksempel bruges til at sprænge granit eller bygninger væk.

  • Én person kom til skade ved ekplosionen, da vedkommende blev ramt af fragmenter.

  • Skattestyrelsens medarbejdere måtte blive hjemme fra arbejde to dage på grund af bombesprængningen.

Facebook
Twitter