22-årig havde tape, kondomer og kniv i kælderen - og en dødsliste med kvindenavne

Specialanklager ser ingen tegn på, at tiltalt skal behandles som psykisk syg.

En 22-årig ålborgensisk mand er tiltalt for drabs- og voldtægtsforsøg på sin nabo, en 24-årig kvinde, og politiet fandt en liste med navne på 16 andre personer, som manden ifølge politiet ville slå ihjel, voldtage eller begge dele.

Og liste indeholder en overvægt af kvindelige navne på den tiltales alder.

Det fortæller specialanklager Dorthe Lysgaard til DR Nyheder.

- Listen indeholder et bredt udsnit af personer, men man kan godt tillade sig at sige, at der er en overvægt af kvinder på hans egen alder, siger hun.

I anklageskriftet fremgår det, at listen indeholdt både navne- og adresseoplysninger samt særlige kendetegn på de 17 personer.

Et kælderrum med kondomer, strips og maskering

Manden havde slået, taget kvælertag og forsøgt at voldtage sin 24-årige nabo i januar, og da politiet fangede ham og undersøgte hans lejlighed, fandt de en seddel med en liste på 17 navne, den tiltalte ifølge politiet ville dræbe, voldtage eller begge dele.

I et tilhørende kælderrum fandt politiet endvidere en række genstande, der er medvirkende til, at sagen bliver taget så alvorligt. Af anklageskriftet fremgår det blandt andet, at der er fundet engangshandsker, tre ruller gaffertape, strips, kondomer og en kniv.

Det lyder voldsomt, men ifølge specialanklageren er der ikke noget, der umidelbart tyder på, at han strafferetligt skal behandles som havende en form for psykisk syge.

- Der er intet, der tyder på, at vi er ud over almindelig strafferet, fortæller Dorthe Lysgaard.

Manden nægter sig skyldig. Retslægerådet har netop nu sagen hos sig, og der afgøres det, om der er mulighed for forvaring på ubestemt tid, eller om straffen bliver en almindelig fængsselsstraf.

Ikke usandsynligt at den 22-årige ville forfølge sin liste

Det er anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi, der fører sagen.

Nordjyllands Politi er erklæret inhabil, da en kvindelig politidirektør figurerer på listen over navne.

Og politiet ser det ikke som usandsynligt, at den 22-årige ville bruge listen efterfølgende.

- Vi har en antagelse om, at han ville forholde sig til listen, og det er en af grundene til, at vi har rejst tiltalen. Men hans motiv ved vi ikke noget om på nuværende tidspunkt, fortæller Dorthe Lysgaard.

Retssagen begynder den 12. november 2018 i Retten i Aalborg, og manden har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen i januar.

DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra politidirektøren, hvis navn figurerede på listen, men hun er ikke på kontoret i dag, og ifølge hendes sekretær vil hun ikke kommentere sagen.

Facebook
Twitter