22-årige Ann-Katrine var alene med ansvaret for sin demente mor: Der var kun mig til at støtte hende

Ann-Katrine Hansens mor er begyndt i et nyt dagtilbud for yngre demente, der giver mere frihed til de pårørende.

Ann-Katrine Hansen (th) og hendes mor Lone Hansen (tv) foran ’Toppen’, der er et dagtilbud for yngre under 65 år med demens.

Ansvar, bekymringer og manglende frihed. Det er sjældent det, man forbinder med at være en ung kvinde på 22 år.

Ikke desto mindre var det virkeligheden for Ann-Katrine Hansen, da hendes mor Lone Hansen fik konstateret demens som 59-årig.

Der var kun Ann-Katrine til at tage sig af hende. Derfor påtog hun sig et stort ansvar med at lave ting i hverdagen med Lone, der meget af tiden var trist og indelukket.

- Jeg blev selvfølgelig ked af det, for det er aldrig rart at se en, man elsker, have det sådan, siger hun.

Lone, der nu er 60 år, er begyndt at komme i det nye netværkshus 'Toppen' i Holbæk, der er et dagtilbud for borgere under 65 år med demens.

Det har hjulpet Ann-Katrine meget, for det var svært for hende at tage sig af sin mor helt alene.

- Det var superhårdt. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre, for det var begrænset, hvad jeg kunne gøre for hende. Jeg gjorde mit bedste, men hun havde brug for andre mennesker også. Jeg har været meget bekymret for hende, fordi hun er blevet afhængig af mig, fortæller hun.

Hverdagen drejede sig om hendes mor

For Ann-Katrine var det svært at balancere hendes eget ungdomsliv, samtidig med at hun følte, at hun var alene med ansvaret for at gøre sin mors tid værdifuld.

- Alt, hvad jeg ville, skulle passe med, hvad hun også ville. Hun havde været meget hjemme og ville selvfølgelig gerne se noget mere, så det skulle passe med hende, siger Ann-Katrine.

Anne Knudsen er demensfaglig rådgiver i Alzheimerforeningen. Hun fortæller, at det er meget typisk, at unge pårørendes liv bliver fyldt med sygdom og ansvar, når man skal tage sig af sin mor eller far med demens.

- Man mister noget af sin egen ungdom, hvis man skal bruge sin tid på at støtte sine forældre. Det er et meget stort ansvar. Det kan være svært at få sit eget liv op at stå, fordi den unge ikke får tid til så meget selv, siger hun.

Og det kan i sidste ende have meget store konsekvenser for pårørende som Ann-Katrine, når de skal tage sig af en syg forælder.

- Den unge risikerer selv at blive syg med stress og at føle sig ensom og få en depression, siger Anne Knudsen.

Hjælp til yngre med demens

Det har forbedret livet for både Ann-Katrine og hendes mor Lone, efter hun er begyndt at komme i 'Toppen' et par gange om ugen.

Her kan Lone blandt andet gå ture, synge og spille billard sammen med andre yngre med demens.

Det beroliger Ann-Katrine at vide, at der også er andre, som hjælper med at passe hendes mor, så hun ikke skal bære det store ansvar helt alene.

- Så er det ikke kun mig, der er hendes verden. Det betyder rigtig meget for mig, at der er andre, som giver mening i hendes liv, så jeg har lidt frihed selv, fortæller Ann-Katrine.

Dagtilbuddet har givet Ann-Katrine en frihed, der betyder, at hun endelig kan gøre ting, hun selv har lyst til i stedet for at skulle være styret af hendes mors behov.

Ann-Katrine råder andre unge, der har forældre med demens, til selv at opsøge et kommunalt tilbud ligesom 'Toppen'.

- Jeg vil helt klart anbefale at prøve at få dem sådan et sted hen, for det giver utrolig meget glæde, siger Ann-Katrine Hansen.

Facebook
Twitter