23-årig efterlyst i grundlovsforhør: Sigtet for at sprænge bombe ved Skattestyrelsen

Manden er blevet varetægtsfængslet efter grundlovsforhøret.

Billedet her viser indgangspartiet foran Skattestyrelsen på Østerbro i København, onsdag den 7. august 2019. En 23-årig svensk mand, der har været efterlyst, er blevet anholdt i sagen, oplyser politiet i dag. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix) (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Scanpix)

En 23-årig mand fra Sverige tog her til formiddag plads i Københavns Byret, efter at han i går aftes blev anholdt af dansk politi i Københavns Lufthavn.

Her blev han ved et grundlovsforhør sigtet for at have kørt med en bombe fra Sverige til Danmark for herefter at placere og sprænge den uden for Skattestyelsens bygning i København om aftenen den 6. august sammen med en 22-årig mand, der allerede er varetægtsfængslet i sagen.

Efter grundlovsforhøret valgte dommeren at varetægtsfængsle manden frem til den 24. september - samme dato som den 22-årige medsigtedes varetægtsfængsling løber til.

Den 23-årige mand var iført et sort joggingsæt fra Adidas, da han ankom til retten. Her fik han hjælp til at forstå sigtelserne mod ham af en svensk tolk.

Den 23-årige har været internationalt efterlyst i over en måned og nægter sig skyldig i sagen.

- Der ligger fortsat et meget stort efterforskningsarbejde foran os. Vi er glade for, at vi nu har den 23-årige i vores varetægt, lød det i dag fra Brian Belling, leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet hos Københavns Politi.

- Selve baggrunden for den anholdelse ønsker jeg ikke at komme ind på, sagde Brian Belling.

Politiet har dog tidligere fortalt, at man mente, at den 23-årige efter eksplosionen befandt sig i udlandet og derfor kommunikerede med udenlandske samarbejdspartnere.

Ifølge DR's oplysninger har han opholdt sig i Libanon.

- Han var opmærksom på, at han var efterlyst, og ville gerne have sagen ud af verden, sagde anklager Andreas Christensen efter grundlovsforhøret.

Lukkede døre ved retsmødet

Dommeren valgte at lukke dørene ved dagens grundlovsforhør efter anklagerens ønske.

Her ville den 23-årige ellers gerne give sin forklaring, lød det fra hans forsvarer, Sysette Vinding Kruse.

Men den fik offentligheden altså ikke at høre.

- Vi efterforsker, om der kan være flere medgerningsmænd på fri fod. På det her stadie i efterforskningen og med den karakter, som sagen har, mener jeg, at det på nuværende tidspunkt vil være skadeligt for efterforskningen, hvis der slipper detaljer ud om vores arbejde, var anklager Andreas Christensens argument for de lukkede døre.

Politiet mener altså, at de to sigtede kan have fået hjælp fra andre forud for eller ved eksplosionen.

23-årig har domme bag sig

Den 23-årige mand er tidligere dømt for vold i Sverige. Som 15-årig fik han 30 timers ungdomstjeneste, efter at han slog en mand under et skænderi.

Desuden fik han i sommer frakendt retten til at føre bil.

Ifølge politiet kørte han sammen med den 22-årige fra Sverige over Øresundsbroen en halv time før eksplosionen i en svensk indregistreret Citroën.

Det var den 6. august klokken 21.40. Politiet mener, at bilen derefter har kørt gennem København, og at den forlod dansk jord igen samme aften cirka 22.50.

- Det kan ikke udelukkes, at bilen er stoppet undervejs, og at de mistænkte har mødt andre personer. Vi vil derfor meget gerne i kontakt med vidner, der har set bilen på eller i nærheden af ruten, lød det fra politiet den 16. august.

Det er uvist, om politiet har fået nye spor at gå efter, siden man efterlyste vidner, der havde set den hvide bil.

Den 22-årige mistænkt blev anholdt i en forstad til Malmø den 14. august. Han har siden siddet varetægtsfænglset i sagen.

Politiet anholdt også kortvarigt to andre personer i sagen. De to en del af den 22-årige og 23-åriges omgangskreds, men dansk politi har ikke ønsket at fortælle, hvad de er sigtet for.