23 besætningsmedlemmer fra smuglerskib er blevet løsladt

23 af de 24 varetægtsfængslede besætningsmedlemmer fra fragtskibet Duncan Island er blevet løsladt.

I forrige uge blev der lastet mere end 100 kilo kokain fra containerskibet Duncan Island. (Foto: Claus bech © Scanpix)

23 af de 24 varetægtsfængslede besætningsmedlemmer fra containerskibet Duncan Island er blevet løsladt.

Det oplyser Københavns Politi.

De 24 personer blev anholdt i forbindelse med indsmugling af narkotika i større mængder og eftefølgende sigtet for at have deltaget i narkosmuglingen, hvor der blev kastet mindst 100 kilo kokain ned til en mindre båd, som bragte narkoen i land.

Det sidste besætningsmedlem, der altså ikke bliver løsladt med det samme, er en 48-årig lette, der i morgen vil blive fremsitllet i Københavns Byret, hvor politiet vil bede om at få varetægtsfængslingen forlænget.

Det har taget politiet halvanden uge at ransage containerskibet.

- Det har været en ret stor opgave, fordi Duncan Island måler 178 meter, og på sådan et skib kan der være rigtig mange containere. Dem har vi skullet ransage, siger leder af Center for speciel efterforskning ved Københavns Politi, politiinspektør Dannie Rise i en pressemeddelelse.

I alt blev 27 anholdt

Politiet kan af hensyn til efterforskningen ikke komme ind på, hvilke fund der er blevet gjort på skibet.

- Vores efterforskning viser, at der ikke er grundlag for at opretholde varetægtsfængslingen af de fleste af besætningsmedlemmerne. Derfor bliver 23 af de 24 anholdte fra skibet nu løsladt, siger Dannie Rise.

Aktionen fandt sted for halvanden uge siden ud for det sydlige Langeland. Her læssede et fragtskib indregistreret i Bahamas narkotika af til en mindre motorbåd ført af to udenlandske mænd.

Motorbåden sejlede herefter til land på det sydligste Langeland, hvor politiet anholdte tre personer.

Efterfølgende blev det store fragtskib bordet ud for Gedser og sejlet i havn ved Kalundborg, hvor skibets 24 besætningsmedlemmer blev anholdt.

I alt blev 27 personer anholdt i forbindelse med aktionen.

Skibet var forud for aktionen sejlet fra Helsingborg omkring klokken 2 om naten. Herefter var det sejlet vest om Sjælland, ned gennem Langelandsbælt, hvor narkotikaen blev læsset af, før det blev bordet af politiet ud for Gedser.