24-årig skal blive i fængsel for bombeplaner mod skoler

Forsvarer får afvist sit ønske om løsladelse af klient i Kundby-sagen, hvor 16-årig pige også er sigtet.

Den 24-årige har været fængslet siden midten af januar. Politiet sigter ham for at medvirket til, at en 16-årig pige blandt andet forsøgte at skaffe bombemanualer, kemikalier og forsøgte at fremstille sprængstoffet TATP. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

En mand, der sigtes for at have deltaget i planerne om at bombe to skoler, skal blive i sin fængselscelle.

Østre Landsret har onsdag stadfæstet en kendelse fra Retten i Holbæk om, at den 24-årige mand fortsat skal være varetægtsfængslet.

Manden nægter sig skyldig. Og i et retsmøde har hans forsvarer forsøgt at overtale tre landsdommere til at sætte ham på fri fod. Men altså forgæves.

Den 24-årige har været fængslet siden midten af januar. Politiet sigter ham for at have medvirket til, at en 16-årig pige blandt andet forsøgte at skaffe bombemanualer, kemikalier og forsøgte at fremstille sprængstoffet TATP.

Påstanden er, at en eller flere bomber skulle bruges i to forskellige terrorhandlinger - mod Carolineskolen i København og mod Sydskolen i Fårevejle.

Retsmødet i landsretten er foregået bag lukkede døre. Fængslingsfristen udløber 20. juli.

/ritzau/

Facebook
Twitter