25-årig blev anholdt i storstilet terroraktion: Nu taler han for første gang

For første gang fortæller en af de anholdte i terrorsagen fra Holbæk, hvorfor han blev sigtet for terrorisme.

(© dr)

Klokken er 02.18 natten til den 8. februar. Mørket er totalt i den lille lejlighed i Gentofte.

En 25-årig mand har lagt sig til at sove sammen med sin kone. I timerne forinden har de spist aftensmad sammen hele hans familie.

Pludselig banker det på døren.

'Police, police' bliver der råbt. Den unge mand hører, at politiet trænger ind i lejligheden.

- Jeg bliver bedt om at lægge mig ned på gulvet. Jeg får elastik på mine arme, som bliver holdt bag ryggen, siger han til DR Nyheder.

Den 25-årige mand bliver kørt til politistationen. Han ved ikke, hvorfor han er anholdt.

Timer efter finder han ud af det, da han taler med en politimand.

- Han siger, at vi er terrorister.

Den 25-årige A er en af 13 personer, som har været anholdt i forbindelse med en stor terroraktion i Holbæk og Gentofte i starten af februar.

En aktion, hvor politiet fandt flere ingredienser til at fremstille bomber, våben med flere skarpe patroner og et IS-flag.

Det fremgår af politiets sigtelser i sagen.

Politiets teori er, at planlægningen af et angreb var i gang, og at angrebet skulle have fundet sted i enten Danmark eller Tyskland.

Ifølge politiet er to brødre centrale i sagen. De er begge sigtet for forsøg på terrorisme. A's kone er lillesøster til de to brødre.

For første gang står den terrorsigtede løsladte mand A nu frem med sin fortælling om, hvordan det har været at være anholdt og sigtet for terror i Danmark.

Han ønsker ikke at stå frem med sit navn og ansigt, fordi en terrorsigtelse er et voldsomt stempel, og han har ikke lyst til at blive genkendt på grund af det.

A finder først ud af, hvor alvorlig sagen er, da han sidder i Retten i Holbæk en sen aften, og sigtelsen bliver læst op.

- Præcis i det her øjeblik tænker jeg 'wow, what the fuck'.

Det var voldsomt

To en halv måned efter anholdelsen valgte politiet pludselig at løslade seks personer i sagen.

Heriblandt er 25-årige A, hans to brødre, søster, nevø og hans kone, der dog stadig er sigtet for forsøg på medvirken til terrorisme.

A's hustrus familie sidder fortsat fængslet. Der er tale om hendes to terrorsigtede brødre, hendes mor og far, svigerinde og svigerindens søster og mand.

I over ti uger har 25-årige A siddet varetægtsfængslet. En oplevelse, som stadig sidder i kroppen på ham.

- Jeg bliver ført på politistationen i underbukser. Min kone havde kun underbukser på, og du ved en undertrøje. Det var meget voldsomt den aften - det er noget, jeg aldrig kan glemme.

Efter grundlovsforhøret bliver han overført til den særligt sikrede afdeling i Enner Mark Fængsel. Her føler han, at vagterne kigger på ham, som om han er terrorist.

- Jeg kan se det i deres øjne. De tænker, 'nå han er terrorist'. De behandler mig, som om jeg er et farligt menneske.

Sigtet: Brev ligger bag anholdelse

Men hvorfor bliver A og hans familie overhovedet mistænkt for terrormedvirken? Her spiller et gammelt brev en central rolle.

Terrorsagen fra Holbæk er mørklagt, og det er kun sigtelserne på alle de anholdte, som har været fremme.

De to brødre er sigtet for at ville udføre et angreb. Resten af de anholdte er sigtet for at have medvirket til terrorforsøg.

Alle retsmøder har været holdt for lukkede døre, så det har ikke været muligt for offentligheden at få at vide, hvilket materiale politiet har mod A og hans familie.

Men for første gang løfter A selv sløret for, hvad der er sket bag de lukkede døre til retsmøderne.

Ifølge ham modtog den danske ambassade i Egypten tilbage i 2014 et brev. I brevet bliver hans familie beskyldt for at være radikaliserede, og brødrene og nevøen skulle også have deltaget i camps i Syrien, ligesom A skulle have en elektronikuddannelse, som han kunne bruge til at fremstille bomber.

A forlod dog Syrien i 2012 - da han var omkring 15 år gammel. I brevet står også omtalt en nevø, som var 11 år på det tidspunkt, hvor han skulle have vist sympatier for Islamisk Stat.

- PET har snakket med min bror om det, og de har aldrig taget brevet seriøst. Og lige pludselig er det her brev medvirkende til, at vi bliver anholdt for terrorisme.

- Der står, at jeg har deltaget i nogle camps med ISIS. PET har undersøgt det, så hvorfor skal vi anholdes på sådan en voldsom måde, spørger han.

Ifølge A er brevet skrevet af en person, som gerne ville familien det ondt tilbage i 2014. Ifølge ham ligger der en politianmeldelse på personen i Egypten.

Udover brevet er A under retsmøder alene blevet præsenteret for fund af en koran på bopælen og en sweatshirt med skriften "Defend Paris".

Midt - og Vestsjællands Politi ønsker ikke at svare på spørgsmål omkring sagen, og de henviser til en tidligere pressemeddelelse.

Men DR Nyheder har fået bekræftet oplysningen om brevet fra flere af hinanden uafhængige kilder, og at brevet spiller en central rolle i forbindelse med anholdelsen.

Ifølge DR Nyheders oplysninger har politiet indtil anholdelsen ikke taget brevet mod familien seriøst.

Politiet ransagede adresser flere steder på Sjælland i forbindelse med terrorsagen fra Holbæk. (Foto: Byrd/Rene Lind)

A: Hvis det er terror skal de straffes

Den 25-årige A siger selv, at han er uskyldig, og at han ikke har haft kendskab til fundene af våben og ingredienser til at lave en bombe på en adresse i Holbæk.

- Jeg ved slet ikke noget. Hvis jeg vidste, at der var noget om det, ville jeg med det samme anmelde det til politiet.

Men selvom fundene er alvorlige, så forstår A stadig ikke, hvorfor det skulle tage så lang tid, før han blev løsladt igen.

- Du er stadig sigtet. Man mener ikke der længere er grund til at fængsle dig, men der er stadig en mistanke imod dig.

- Jeg er sikker på, at på et eller andet tidspunkt falder den her sigtelse.

- Hvis nu de andre vil begå terror - er det så ikke en alvorlig sag?

- Hvis de gerne vil lave terror, så håber jeg, at de får den hårdste straf for det. Det er jo mit land jo. Jeg fik mine rettigheder igen i Danmark, og jeg elsker Danmark.

A kan nu vente på, at sagen bliver efterforsket færdig. Når politiet mener, de er klar, er det op til anklagemyndigheden at beslutte, om der skal rejses tiltale mod A.

- Jeg er et meget høfligt menneske, og jeg kan godt lide at smile. Men det smil har jeg mistet på grund af det her.

Se interviewet med 25-årige A i '21 Søndag' på DR1 eller på DRTV.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk