25-årig får skærpet dom i landsretten for vandscooterdrab

Den dømte i vandscootersag er glad for, at sagen nu er afsluttet, siger forsvarsadvokat.

Efter ulykken i maj sidste år blev der lagt blomster og tændt lys på Islands Brygge ved Langebro. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

En 25-årig mand skal to og et halvt år i fængsel for at være skyld i to amerikanske kvinders død, da han sejlede vildt på en vandscooter i Københavns Havn i maj sidste år.

Det har Østre Landsret netop afgjort. Det er et halvt år mere end Københavns Byrets dom fra januar.

Anklagemyndigheden ankede dengang sagen til landsretten, da man mente, at dommen på to års ubetinget fængsel var for lidt. I stedet krævede man fængselsstraf på fire år.

Tilfredshed med dommen på begge sider

Selv om straffen ikke blev helt så høj, er senioranklager hos Statsadvokaten i København Rikke Jensen tilfreds med dommen.

- Jeg er tilfreds med dommen, siger hun.

- Byretten havde karakteriseret det som groft uagtsomt, og det synes vi godt man kunne skærpe og sige, at det er hensynsløs sejlads. Det har landsretten været enig i,og derfor er straffen er blevet skærpet.

Ifølge forsvarsadvokat Jane Ranum er den dømte også tilfreds med dommen og ikke mindst glad for, at sagen nu er overstået.

- Han havde gerne set, at den blev på byrettens niveau, men hans holdning er lettelse over, at det her nu er overstået, siger hun.

- Han har været fængslet nu i over et år og har set frem til at få et punktum, så han kan komme videre, som han nu kan med den her sag på samvittigheden.

Syv passagerer i båden

Hændelsen fandt sted om aftenen den 6. maj sidste år. Her var to unge amerikanske udvekslingsstuderende ude at sejle i en udlejningsbåd fra firmaet GoBoat i Københavns Havn, da den 25-årige mand sejlede sin vandscooter ind i udlejningsbåden, hvor der i alt sad syv passagerer.

Den ene unge kvinde døde på stedet, den anden døde kort tid efter, og en tredje brækkede kæben. Resten af bådens passagerer fik mindre skader.

Den 25-årige mand sejlede med nogle venner, da det skete, og i alt har otte personer været tiltalt i sagen. De syv tiltalte blev i januar straffet med bøde på mellem 3.700 og 11.700 kroner.

Sagen fik stor opmærksomhed og har blandt andet ført til ændrede regler, så man nu skal have et vandscooterkørekort, ligesom Københavns Politi oftere patruljerer Københavns Havn.

Og tilbage i april i år vedtog Folketinget nye regler på området, der har givet politiet bedre muligheder for at konfiskere fartøjer.

Facebook
Twitter