25-årige Caroline: Jeg har tabt 6.600 kroner på krakket andelskasse

De kunder, der havde andelsbeviser i den krakkede Københavns Andelskasse, har mistet penge.

Københavns Andelskasse er overtaget af Finansiel Stabilitet, og kunder med andelsbeviser har mistet de penge, de havde investeret i dem. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

Med lukningen af Københavns Andelskasse stod flere tusinde kunder i går tilbage i uvished.

En af dem var 25-årige Caroline Christiansen, der har både bankkonti og andelsbeviser i den nu lukkede andelskasse.

For hende kom nyheden om lukningen af Københavns Andelskasse som et chok.

- Jeg synes, det er super underligt, at min bank lige pludselig lukker. Jeg har ingen besked fået om det, og det hele er sket meget pludseligt, siger Caroline Christiansen.

I stedet var det igennem medierne, at Caroline Christiansen måtte erfare, at hendes bank var blevet overtaget af statens skraldespandsselskab for nødlidende banker, Finansiel Stabilitet, med øjeblikkelig virkning.

- Jeg ringede straks til min far for at høre, hvad der var op og ned i sagen. Han beroligede mig med, at det ikke ville gå ud over mine penge i banken, siger Caroline Christiansen.

Almindelige indlånskunder som Caroline Christiansen er i Danmark dækket af Garantiformuen, som betyder, at kunder ikke mister beløb på under 745.000 kr.

Kunderne betaler regningen

Hvad angår Caroline Christiansens andelsbeviser til en værdi af 6.600 kroner, er der dog ikke noget at gøre.

Andelsbeviser indebærer, at kunder som Caroline har en mindre ejerandel af andelskassen. En andel, som Finansiel Stabilitet allerede på nuværende tidspunkt har vurderet værdiløse.

- Når en bank krakker i Danmark er det ejerne, der står først til at betale regningen, og det sker også i dette tilfælde. Det endelige regnestykke er dog endnu ikke gjort op, siger DR’s økonomikorrespondent Casper Schrøder.

Jeg er rigtig ærgerlig over at have mistet pengene. Især fordi jeg overvejede at melde mig ud over sommeren, men ikke fik gjort det

Caroline Christiansen

- Jeg er rigtig ærgerlig over at have mistet pengene. Især fordi jeg overvejede at melde mig ud over sommeren, men ikke fik gjort det, siger Caroline Christiansen.

En del af andelskassens 4.000 kunder har andelsbeviser i Københavns Andelskasse, der nu er lukket. Ifølge andelskassens egen hjemmeside havde pengeinstituttet en værdi af 29.116.500 kroner, men efter Finansiel Stabilitets overtagelse er den ikke længere gældende, og andelshaverne har derfor mistet pengene.

- Mine forældre meldte sig ud sidste sommer, fordi de ikke længere følte, at det var en andelskasse, der betjente kunderne ordentligt. Så der skulle jeg nok have gjort det samme og trukket stikket, siger Caroline Christiansen.

-Intet mindre end en lukning kan gøre det

Ifølge Finanstilsynet var der ikke længere andet at gøre end at lukke andelskassen.

Faktisk slår tilsynet fast, at det næppe vil være nok at afsætte hele bestyrelsen og hele ledelsen.

Casper Schrøder, DR's erhvervskorrespondent

- Beslutningen er blandt andet baseret på tilsynets vurdering af, at der ganske enkelt ikke i personkredsen omkring driften af banken er nogen med tilstrækkelig forstand på bankdrift til, at den kan og bør overleve.

- Faktisk slår tilsynet fast, at det næppe vil være nok at afsætte hele bestyrelsen og hele ledelsen. Intet mindre end en lukning kan gøre det, siger Casper Schrøder.

Andre skal overtage kunderne

Finanstilsynet har i flere år holdt nøje øje med pengeinstituttet, der nu er overtaget af Finansiel Stabilitet. Tilsynet politianmeldte Københavns Andelskasse i august, og to ledende medarbejdere blev samtidig bortvist.

Det skete efter en stikprøvegennemgang af andelskassens kunder, hvor Finanstilsynet konstaterede, at der i henhold til hvidvaskloven ikke var sikret et tilstrækkeligt kundekendskab til en del af kunderne.

Andelskassens kunder er nu overgået til Finansiel Stabilitet, der er ved at danne sig et overblik over kunderne og deres indestående.

- Vi prøver at undersøge, om der er nogle, der er interesserede i at overtage kunderne og deres indlån. Hvis ikke der er det, så kan det være, vi bliver nødt til at opsige indlånene og hjælpe kunderne med at finde en anden bankforbindelse. Det har vi gjort før, siger Henrik Bjerre-Nielsen, der er administrerende direktør i Finansiel Stabilitet.