25-årige Lena har en spiseforstyrrelse: 'Man bliver ikke rask af madplaner og voksenskældud'

Spiseforstyrrede skal behandles med mindre fokus på vægt og mere på, hvad det skyldes, mener Lena Bech Christensen, som lider af en spiseforstyrrelse.

Lena Bech Christensen er 25 år gammel og lider af atypisk spiseforstyrrelse.

Hvis fru Hansens venstre arm pludselig bliver lam, begynder lægen næppe at genoptræne armen som det første. I stedet leder lægen efter årsagen til, at armen er lam og forsøger at gøre noget ved det.

Sådan er det ikke med patienter, der har bulimi eller anoreksi. Her skal patienterne som reglen tage på, ofte flere kilo, og kunne følge en kostplan, før de kan få psykiatrisk hjælp til spiseforstyrrelsen.

Og det betyder, at 25-årige Lena Bech Christensen, ikke kan blive fri for sin spiseforstyrrelse. Sådan ser hun i hvert fald selv på det.

- Der er jo en årsag til, at spiseforstyrrelsen er der. Og den har man ikke lært at mestre, fordi det eneste, man har været igennem, er en fedekur, fordi ens vægt er farlig, siger Lena Bech Christensen, der lider af det, man kalder atypisk spiseforstyrrelse, som lidt forsimplet er en blanding af bulimi og anoreksi.

Den 25-årige midtjyde er én af de cirka 11.700 danskere, der lider af en så alvorlig spiseforstyrrelse, at de må i behandling på hospitalet. Et tal, der er steget med over 60 procent siden 2010.

Det viser en ny rapport fra Sundhedsdatastyrelsen.

Det er Lena Bech Christensens eksempel med fru Hansen og den lamme arm, det er opdigtet, men ikke grebet ud af den blå luft.

Hun er uddannet social- og sundhedshjælper og er vant til at arbejde med syge og ældre mennesker.

Lena Bech Christensen har været patient i halvandet år. Hun har haft en spiseforstyrrelse i tre år - måske fire.

Kort før hun blev alvorligt syg, vandt hun regionsmesterskabet i Skills, der er en konkurrence for erhvervsuddannelserne. Næste stop: DM.

Men sådan skulle det ikke gå.

Hårdt ramt

Lenas patientjournal er halvlang og temmelig kompleks.

Hun får behandling for sin undervægt i et ernæringsteam, for sin adhd i form af piller og for sin borderline i form af noget, der hedder DAT-behandling. Men ikke for sin spiseforstyrrelse.

Hun vejer 46 kilo, og det er ikke meget selv for en kvinde på 162 centimeter, men det er heller ikke en ekstrem undervægt. Og sådan er det ofte med patienter, som lider af bulimi. Selvom de kaster op, får de alligevel noget næring ind, og bliver ikke lige så hurtigt tynde og syge som anorektikere.

- Jeg kunne godt frygte, at det først er, når jeg bliver så lavvægtig, at jeg ryger ind 'på tvang', at de får øjnene op for, at jeg kan få den støtte, der gør, jeg kan blive rask. Så det er lidt med livet som indsats. Det føler jeg lidt, siger hun.

Ind og ud på rødt papir

Lena Bech Christensen har nu været indlagt flere gange. Også med tvang i form af eksempelvis kalium, hun fik sprøjtet ind i kroppen.

Bulimipatienter risikerer nemlig at få så lavt niveau af kalium, at det bliver livsfarligt. Hun har også været indlagt, fordi hun har været selvmordstruet. Men hun har svært ved at få en henvisning til psykiatrisk behandling for sin spiseforstyrrelse.

- Jeg prøvede at blive henvist til psykiatrien også, men de ville ikke have mig på grund af min borderline, og fordi de var bange for, at jeg ville lave selvskade eller selvmordsforsøg, siger Lena Bech Christenesn.

- Dem, der behandler borderline, turde først ikke have mig i terapi, fordi man kognitivt ikke fungerer optimalt, når man er så underernæret, som de mente, jeg var.

I stedet bliver Lena indlagt på et ernæringsafsnit, hvor målet er at få hende op i vægt. Det lykkes, og 3. februar bliver hun udskrevet og går nu til kontrol.

Patienter skal stabiliseres

Faktisk er det en helt normal praksis, at patienten skal have en mere stabil vægt og kost, inden man begynder at behandle patienten.

- Men det burde kombineres med psykologisk behandling, siger Lena Bech Christensen.

Hun kritiserer den måde, systemet ser på spiseforstyrrelser på.

- Det nytter ikke noget, at de stiller et krav om, at jeg skal indtage 2.000 kalorier, hvis ikke jeg kan være med til det alligevel, og så det ender med, at jeg giver op i stedet. Så er jeg først tabt på gulvet.

De læger, sygeplejersker og behandlere, hun har mødt, er dygtige, synes hun. De følger bare de regler og retningslinjer, der er, og det er dem, Lena mener, er forkerte.

- Du får at vide af systemet, at du er så underernæret, at du ikke fungerer optimalt kognitivt, så du kan ikke arbejde med tingene. Og det synes jeg jo er en fis i en hornlygte, siger hun.

Den rene fokus på vægten gør det sværere for Lena, for hun kan ikke leve op til de krav om at tage på, som bliver stillet. Hun fejler. Og når hun fejler, tyer hun til dét, hun ved, hun er god til.

Hun kaster op.

- Hver eneste gang, jeg skal til kontrol, bliver min spiseforstyrrelse forværret. For de sætter så høje krav. Når man så fortæller dem, at man ikke har kunnet følge dem, får man en slags voksenskældud: "Det skal tages alvorligt, fordi det er livstruende."

Det kan virke paradoksalt og ligefrem selvmodsigende, at Lena har så meget styr på retningslinjer, regler og hvad hun selv har brug for, for at blive rask. Når hun på samme tid piner sig selv så meget.

Men ofte er patienter med spiseforstyrrelser 'eksperter' i deres sygdom. Det er klassisk.

'Klassisk' problem

Noget andet, der er klassisk, er faktisk Lenas kritik af systemet. Spørger man eksperterne på området, er det et kendt problem, at patienterne føler, de bliver behandlet for de manglende kilo, men at de ikke får nok hjælp til at behandle årsagen til spiseforstyrrelsen.

Problemet ligger kort fortalt i, at det er regionerne - altså hospitalsvæsenet - der står for behandlingen af den akutte undervægt. Mens det er kommunerne, der skal forebygge og følge op på patienterne.

Og det er der, det er i det samarbejde, at det nogle gange ikke er godt nok, lyder det fra flere sider blandt andet fra Mette Bentz, der er psykolog ved Børne- & Ungdomspsykiatrisk Center Bispebjerg og som forsker og behandler børn og unge med spiseforstyrrelser.

- Regionerne skal behandle de syge, men det er kommunerne, der skal forebygge. Det giver problemer, og det er nødt til at blive bedre, siger Mette Bentz.

Og det er myndighederne faktisk klar over. De regler og retningslinjer, som Lena Bech Christensen kritiserer, er ikke blevet opdateret i 15 år, men helt nye retningslinjer er faktisk lige på trapperne fra Sundhedsstyrrelsen.

Og de indeholder blandt andet en del om den hjælp, som Lena efterspørger. Hjælp til at spise.

Hun har simpelthen brug for selskab, når hun spiser. En professionel person at tale med, som kan støtte hende igennem måltidet og i timerne efter, hvor spiseforstyrrelsen er ekstra aggressiv.

Tror, tror ikke

Lena Bech Christensen får nu behandling for sin borderline på en måde, der også benhandler hendes spiseforstyrrelse. Og det hjælper.

Og ind imellem tror hun da også på, at hun kommer til at leve et andet liv.

- Nogle dage tror jeg på det. Andre gør jeg ikke… Det svinger lidt. I fredags opgav jeg. Så lige nu er jeg på et kommunalt akutophold, hvor man kan få tre døgn ad gangen. Så kan jeg få støtte til alle mine måltider. Så lige nu tror jeg på det, siger Lena.

Facebook
Twitter