250.000 lever under fattigdomsgrænse

Antallet af fattige er steget med 55.000 fra 2001 til 2006. 250.000 lever under fattigdomsgrænsen, der er sat til 250 kroner om dagen efter skat.

Blandt de 250.000 personer, der lever under fattigdomsgrænsen, er nogle hjemløse, mens andre fattige ikke på den måde kan ses i gadebilledet. (© stock.xchng)

Der er blevet større forskel på rig og fattig i Danmark. Over en kvart million danskere lever i dag under den økonomiske samarbejdsorganisation OECD's fattigdomsgrænse: 250 kroner om dagen efter skat, skriver Politiken.

Det beløb skal dække både husleje, vand, varme, tøj og mad - samt hvad en hverdag i Danmark ellers kræver.

Under grænsen i tre år

Fra 2001 til 2006 er antallet af fattige steget med 55.000 mennesker, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Det fremgår også, at hver fjerde fattige har levet under fattigdomsgrænsen i mindst tre år, skriver Politiken.

Og det er netop det stigende antal langtidsfattige, som er bekymrende, vurderer Finn Kenneth Hansen fra Center for Alternativ Samfundsanalyse.

- Måske kan man klare sig et enkelt år i fattigdom, men ligger man der i over tre år i træk, begynder man at mærke afsavn. Så forlænger lånene sig, børnene kan ikke komme på udflugter med skolen, møblerne forfalder. Og det er der, fattigdom virkelig viser sig«, forklarer Finn Kenneth Hansen over for Politiken.

Usynligt fattige

Han betegner de langtidsfattige som »de usynligt fattige«:

- De bor jo i et hus, børnene får tøj på kroppen. Men de kan ikke få sund mad, børnene kan ikke deltage i aktiviteter, og man har måske ikke råd til internet. Til sidst fører det til social isolation«, siger Finn Kenneth Hansen til Politiken.

Danmark har ingen officiel fattigdomsgrænse, men AE-Rådet har arbejdet med den definition, som Det Økonomiske Råd og OECD også bruger.

Ikke fattig i forhold til Afrika

Her bestemmes grænsen for fattigdom ud fra den øvrige befolknings indtægter. I Danmark er man relativt fattig, hvis man som enlig lever for mindre end 7.500 kroner om måneden efter skat.

- Det er relativt, for de er ikke fattige i forhold til dem i Afrika. Men de har så meget mindre og færre muligheder end den gængse dansker, at det er vanskeligt for dem at leve et liv, som man lever det i Danmark«, forklarer direktøren for AE-Rådet, Lars Andersen, over for Politiken.

Ifølge AE-Rådet er andelen af kontanthjælpsmodtagere, der lever under fattigdomsgrænsen, steget fra 20 procent til 30 procent siden 2001.