27-årige Rikke har haft en spiseforstyrrelse: 'At bage store mængder kager opvejede min ensomhed'

Rikke Collin kom i behandling for atypisk bulimi for to år siden.

Det startede med, at jeg spiste hele portionen på én gang.

Jeg havde fået en vane med at bage store mængder kager. I den første periode var det meget cookies, jeg kastede mig over.

For mig var det ikke en glidende ting, hvor jeg startede med at spise et par stykker først og så lidt flere.

Nej, jeg spiste simpelthen hele portionen hurtigt og med det samme, og det var ret voldsomt, for det er jo mange kalorier på én gang.

På det tidspunkt var jeg lige blevet student og flyttet til Berlin, hvor jeg også boede alene. I starten havde jeg ingen venner eller et arbejde. Jeg havde egentlig ikke noget andet, end at jeg syntes, det var et vildt spændende sted at være.

Det at bage store mængder kager blev en form for opvejning for min ensomhed.

Jeg spillede elite-fodbold, da jeg var yngre og var derfor vant til at holde mig i god form. En ting, jeg holdt fast i, og som jeg brugte for at kompensere for mine store kalorieindtag. Efter en overspisning, løb jeg måske en tur bagefter på flere kilometer, eller jeg gik en lang tur, men dengang kunne jeg ikke se et mønster i det, som jeg kunne senere hen.

Mit hjerte slog helt ukontrolleret

Men første gang jeg for alvor tænker, at jeg har et problem, er omkring et halvt år efter, jeg er flyttet til Berlin. Der har jeg noget kørende med en fyr, som dropper mig og tager hjem til Danmark.

Jeg kan huske, at den dag han rejser hjem, gik jeg direkte ned i det lokale supermarked, og så tømte jeg bare hylderne for lige præcis de søde sager, jeg følte, jeg havde brug for. Selvom der var meget mere end det.

Da jeg så kom hjem, startede jeg fra en ende af, til jeg havde spist det hele. Det drejede sig om måske 5000 til 6000 kalorier på én gang.

Det var første gang, jeg tænkte, at det her kunne jeg blive syg af. Ikke sådan psykisk syg, men mere at jeg kunne få en blodprop. Jeg kunne mærke mit hjerte slå helt ukontrolleret.

Det var mærkeligt, for det var en følelse af, at jeg havde gjort noget, jeg slet ikke kunne styre, samtidig med at det var vildt rart, fordi jeg ikke kunne mærke, hvordan jeg havde det, så jeg glemte, hvor ked af det jeg var over ham fyren.

Efterfølgende blev det til sådan en ting, jeg ofte gjorde, når jeg havde svært ved at sætte ord på mine følelser eller forstå, hvordan jeg følte.

Ingen værktøjer til at håndtere følelser

Det underlige for mig var, at så kunne jeg beslutte mig for, at jeg ikke ville spise sukker i to eller tre uger. Det gik tit enormt godt, og så tænkte jeg, at jeg var kureret for overspisningerne. Det var en periode i mit liv, og nu er jeg videre.

Men lige pludselig ud af det blå, var der enten en belønningsmekanisme inde i hjernen, at nu har du gjort det så godt, så nu har du fortjent en enkelt chokoladebar, hvor den blev til rigtig mange. Der kunne også være noget, der slog benene væk under mig, som gjorde mig rigtig ked af det, og det eneste værktøj, der kunne kurere det, var at overspise.

Jeg kunne derfor også narre mig selv efter de uger, at nu var det væk, men inderst inde vidste jeg jo også godt, at det bare var et spørgsmål om tid. Jeg havde ikke fået nogen værktøjer på nogen måde til at håndtere mine følelser.

Jeg prøvede at kæmpe imod

Det er en rutschebane, man får, den følelse, når man går i gang med en overspisning, og jeg kunne faktisk altid mærke, når der var én på vej. Jeg har været igennem mange forskellige faser i min spiseforstyrrelse, så overspisningen har også været forskellig på forskellige tidspunkter.

Klassikeren var at gå ned i supermarkedet, hvor jeg på forhånd havde sagt til mig selv, at nu må jeg købe noget sødt. Ét produkt, må jeg købe, og så er det dét, men når jeg så gik rundt mellem hylderne og tingene, er det som om, at alle de regler, jeg havde stillet op for mig selv, forsvandt.

Jeg prøvede også at kæmpe imod mig selv, men når den første ting var lagt i kurven, havde jeg på en måde givet slip. Og så vidste jeg godt, at kampen var tabt. Det var på en mærkelig måde en nydelse, men også utrolig hårdt, fordi jeg vidste, at jeg skulle bruge det næste stykke tid i supermarkedet på at vælge, hvad jeg skulle overspise.

Det var en måde at være en slags høj på, og det hele skete stadig i smug, for der var ingen, der vidste noget om det. Selvom folk omkring mig i supermarkedet godt kunne se, der var mange ting på båndet, så jeg stadig sund og slank ud.

Hør og se, Rikke fortælle om den rejse, hun har været ude på i klippet her:

På vej hjem kunne jeg fortsat snyde mig selv og sige, at alt det, jeg havde købt, var til en regnvejrsdag. Når jeg så kom hjem, var den regnvejrsdag utrolig tæt på. Faktisk omkring et kvarter eller en halv time, efter jeg var trådt ind ad døren. Der var det hele stort set spist.

Det faste ritual var at sætte en serie på, jeg havde set mange gange, som jeg ikke skulle bruge min hjerne til, og så var det bare at køre alt det ind, jeg havde købt, til der ikke var mere.

Mens det stod på, var det en fantastisk følelse. Du slår hjernen fra, og du fylder din krop op med ting, der i øjeblikket er vidunderligt for den. Men det var lidt forskelligt, hvor lang tid der så kunne gå, før den dårlige samvittighed bare slår dig så hårdt, at du ikke ved, hvordan du skal reagere.

Jeg tror aldrig, jeg håndterede skam-følelserne i øjeblikket, for det kunne jeg slet ikke. Måden jeg prøvede at tage hånd om min egen reaktion på det var at kompensere på en eller anden måde. Løbe eller gå en lang tur eller noget i den stil.

De svære følelser, som Rikke sidder med efter en overspisning, sendte hende på et tidspunkt på den psykiatriske akutmodtagelse. Hun kunne ikke holde ud at være til, og hun anede ikke, hvad hun skulle gøre. Hør hende fortælle om det her.

0:00

En atypisk spiseforstyrrelse?

Til jeg kom i behandling for min spiseforstyrrelse, troede jeg, at jeg led af det, der hed BED, altså tvangsoverspisning, fordi jeg kunne spise helt vildt ukontrolleret meget, og så kastede jeg ikke op.

Jeg kunne ikke forstå, hvor alle de kalorier, jeg spiste, blev af, men da jeg kom i behandling, fandt jeg ud af, at jeg havde atypisk bulimi.

Den klassiske fortælling om spiseforstyrrelser er, at der er anoreksi og bulimi. Hvis du har anoreksi, spiser du ikke noget, og har du bulimi, kaster du op, når du har spist. Det gjorde jeg ikke, men atypisk bulimi kan være meget andet end at kaste op. Det kan være, at du tager afføringsmidler, du træner helt vildt, eller sulter dig selv efter en overspisning.

Mens jeg gik i behandling, fandt jeg ud af, at jeg kompenserede helt vildt. Jeg gik direkte ud og løb efter en overspisning, eller jeg gik ti kilometer.

Mange jeg kender, der har den samme form for bulimi som mig, sætter en masse regler op for sig selv, som de typisk ikke kan overholde, fordi de er alt for strenge og hårde. For mig var det bare så inkorporeret i mig, at jeg skulle gå 10.000 skridt om dagen lige meget hvad.

Det gjorde jeg altid. Også på dage, hvor jeg ikke overspiste, så på den måde var jeg også forholdsvis sund. Senere tog min spiseforstyrrelse den retning, at jeg begyndte at få angst. En dødsangst. En angst for at få blodpropper som følge af mine overspisninger. En enormt irrationel følelse, fordi jeg så sund og slank ud.

På et tidspunkt stoppede jeg faktisk også med at motionere, fordi jeg var bange for at få en blodprop, og der kunne jeg ikke forstå, at jeg ikke tog på. Men jeg kompenserede jo stadig ved at gå vildt lange ture.

Mit lod i livet at have det skidt

I mange år tænkte jeg, at det var mit lod i livet at have det sådan, og at jeg skulle have det sådan for altid. I hele mit voksne liv var det sådan, jeg havde haft det, og jeg tænkte, at det nok bare var sådan at være voksen.

Jeg tænkte hele tiden, at nu rammer jeg bunden. Nu kan det kun gå fremad. Men sommeren inden jeg startede i behandling, blev jeg ved med at ramme bunden, og det endte med, at jeg flyttede hjem til mine forældre og var helt ulykkelig og langt ude.

Endelig var jeg til lægen, som var en ny læge, der havde talt om, at hun måske mente, jeg havde noget angst. Der var jeg begyndt at sige, at jeg måske havde en spiseforstyrrelse. Til sidst blev jeg henvist til en psykolog, og det var forfærdeligt.

Jeg græd og midt i alt det der, sagde hun, at det eneste hun kunne gøre for mig var at henvise mig til psykiatrien, for hun mente, at jeg skulle igennem en større udredning. Der insisterede de på, at jeg havde en depression. Men jeg holdt fast i, at de følelser, jeg havde der, var midlertidige, og at de i virkeligheden udsprang af en spiseforstyrrelse.

Til sidst blev jeg sendt til en psykolog, der skulle vurdere mig, som sagde, at hun mente, jeg skulle sendes til Stolpegården, hvor man behandler spiseforstyrrelser.

Terapien blev et trygt og sikkert rum

I oktober 2017 startede jeg i terapi i en gruppe derude, hvor jeg gik i behandling i fem måneder. Det var vildt grænseoverskridende at starte. Der er nogle faste ting, man skal igennem på Stolpegården. En gang om ugen er der gruppeterapi, hvor man altid starter med at blive vejet individuelt. Det er meget vigtigt undervejs, at du ikke svinger for meget i din vægt.

Du skal også skrive kost-dagbog. Der skal man skal skrive, hvad man spiste, på hvilket tidspunkt, og hvordan du havde det, mens du spiste. Ved at skrive mit indtag af mad ned, opdagede jeg pludselig, at på dage, hvor jeg ikke havde spist nok, der var jeg mere tilbøjelig til at have en overspisning. Når du starter i behandling, går du med på at spise det, man kalder mekanisk. Det vil sige tre hovedmåltider og tre mellemmåltider om dagen.

Vi var syv i en gruppe, nogle gange færre, og så to terapeuter. Jeg ved, at jeg var en af dem i gruppen, der var mest ærlig og ligefrem. Det var min stil, og sådan har det også været i andre aspekter af mit liv, og det var enormt rart pludselig ikke at have de her tanker helt alene.

Selvfølgelig skammede jeg mig stadig over at have overspisningerne, fordi det er så voldsomt. Det tror jeg, at alle i gruppen gjorde, men den skam føltes anderledes i gruppen, fordi alle kunne nikke genkendende til de følelser og den situation, man var i.

Det var et rart og sikkert rum at være i med dygtige terapeuter. Og når man græd, hvilket jeg ved Gud gjorde, var det ikke lige så slemt der. Det var ret befriende og rart. Der kom nogle ting frem i terapien, som var ret hårde.

Det var ikke sådan, at man kunne spejle sig én til én i gruppeterapien, da folk kom forskellige steder fra og havde vidt forskellige vaner. Men når jeg havde været til gruppeterapien, var der måske 10 procent hos hver person, jeg kunne genkende, og det er samlet set ret meget, du føler dig spejlet i og forstået ud fra.

Rikke var egentlig ret skeptisk for gruppeterapien, inden hun selv startede. Hør hende fortælle om det, og om hvordan gruppeterapien forløb i klippet her.

0:00

En spiseforstyrrelse kan også være en god ting

Det var først, da jeg havde været i behandling i et godt stykke tid, at jeg fandt ud af, at der fandtes andre måder at være voksen på.

I behandlingen lærte jeg, at det faktisk kan være en god ting at have en spiseforstyrrelse, fordi den også hjælper en med mange ting. At den blokerer for de hårde følelser er faktisk også helt okay, for ellers ville det være endnu hårdere at komme igennem livet.

Vi har alle sammen noget, vi gør, for at komme igennem livet. Nogle er selvfølgelig skadelige, hvor andre ikke er. Jeg lærte senere hen, at spiseforstyrrelsen ikke kun er et onde.

Nu er det omkring et halvandet år siden, jeg stoppede i behandling. Jeg har været grundglad siden da, og det har jeg aldrig oplevet før i hele mit liv. Behandlingen har virkelig revolutioneret min måde at være til på.

Rikke har haft en anden grundlæggende glæde i livet, siden hun stoppede i behandlingen.

Det er ikke sådan, at man vågner op en morgen og tænker, der var den. Den der glæde. Det er noget, der er sket løbende med alle de ændringer, som er fulgt med behandlingen.

Når man stopper på Stolpegården, har du en evaluering, som udspringer af et spørgeskema, som du også har svaret på, når du starter i behandling. Den sidste gang foran de andre, skal man svare på de samme spørgsmål, hvor du så får at vide, hvor langt du har rykket dig, fra du startede. Den forskel, der var hos mig, var bare så slående.

Et af spørgsmålene var, hvor ofte jeg overspiste om måneden. Da jeg startede svarede jeg måske tyve til femogtyve. Da jeg stoppede var mit svar fra nul til tre. Der kunne jeg se et resultat, der var helt anderledes fra dengang. Alene det at erkende og acceptere, at de her svære følelser findes, gør det langt lettere at leve det her liv. Og så tale højt om det med folk omkring mig. En så simpel ting som det, gør en verden til forskel.

Facebook
Twitter