28-årig fængslet for dødstrusler mod K-politiker

En 28-årig hashryger er fængslet for trusler mod Mai Mercado (K), der hyldede rydning af Pusher Street.

Love it, skrev Konservative Mai Mercado til politiets rydning af Pusher Street på Christiania. Det fik en 28-årig hashryger op i det røde felt. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

En 28-årig mand fra Haderslev er varetægtsfængslet i fire uger for trusler mod Mai Mercado, politisk ordfører for De Konservative.

Truslerne blev fremsat på Facebook, efter at folketingspolitikeren havde hyldet politiets rydning af Pusher Street på Christiania.

- Findes der noget bedre end barsel med en nyfødt? Det skulle da lige være TV2 NEWS kørende i baggrunden, hvor politiet gennemsmadrer hashboder på Christiania! I love it, skrev politikeren på sin Facebook-profil.

I retten erkendte den sigtede at have skrevet til politikeren, men han nægter, at der er tale om trusler, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ifølge Jydske Vestkysten forklarede manden i Retten i Sønderborg, at han følte sig forurettet over Mercados skriverier.

- Jeg føler, hun håner folk, som ryger hash. Jeg har meget gavn af at ryge hash, for jeg har adhd, sagde den sigtede ifølge avisen.

Den sigtede har kæret kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

/ritzau/

Facebook
Twitter