29 år og krigsveteran hyldes på flagdag: Jeg synes ikke, jeg er en helt

Jonathan Petersen har været i krig to gange. Første gang som 19-årig.

(© Jonathan Petersen)

Helmand-provinsen, Afghanistan, 2013

Jonathan Petersen befinder sig i en ørken i Afghanistan. Det er anden gang, han er udsendt for Forsvaret. Denne gang på et såkaldt "lukkehold". Et af de sidste hold, inden Danmark stopper sin aktive indsats i den krigshærgede Helmand-provins.

Jeg er med som minesøger. Det er forreste mand i delingen. Selve minesøgeren slår ud på luftlag i jorden - hvis nogen har gravet en vejsidebombe ned. Jeg er blevet uddannet til det hjemme i Danmark og har styr på det. Alligevel forbereder jeg mig mentalt på, at det går galt. Ikke på at jeg dør, men på at jeg mister mine ben. Jeg går hele tiden og siger for mig selv: "Nu mister jeg mine ben, nu mister jeg mine ben."

Jonathan Petersen (Foto: Mathilde Valsgaard © dr)

Absalons skole, Roskilde, 2005

Allerede i 3. klasse føler Jonathan sig skoletræt, selvom han klarer sig fint i de fleste fag. Resten af sin folkeskoletid har han det bedst i frikvartererne, hvor han spiller fodbold. Han ved ikke, hvad han skal med sit liv - bare at han ikke skal gå mere i skole. Og så en dag går det op for ham...

Jeg tror, jeg går i 8. klasse, da jeg ser en nyhedsudsendelse med nogle soldater i ørkenen i Afghanistan. Det ser helt vildt ud - tænk at komme til Afghanistan! Så jeg læser lidt om det. Processen virker nem nok: Bliv soldat, klar en test, og så kan du komme i krig.

Der er et eller andet, der tænder mig her. Helt generelt: Det at blive soldat og komme i forsvaret, det er da det, jeg skal. Med alt det krudt jeg har i røven. Måske kan det tæmme mig lidt.

Hør Jonthan selv fortælle om sin tid i Afghanistan i podcasten Den Daglige Dosis:

0:00

Københavns Lufthavn, Kastrup, februar 2010

ISAF 9 tjekker ind, klar til afgang til Afghanistan. Jonathan har været en del af Livgarden på Høvelte Kasserne nord for København et år, da han fortæller han sine forældre, at han skal udsendes. De bakker ham op - selvom de året før har deltaget i begravelsen af nogle bekendtes søn, som er blevet dræbt i Afghanistan.

Jeg står i lufthavnens afgangshal sammen med mine to søskende og min mor og far. De tuder og tuder – og det er jo helt fair – men jeg vil bare gerne ind sammen med de andre gutter og afsted nu.

Jeg glæder mig til at sætte fødderne i sandkassen – og mærke det selv. Fra starten af har jeg et billede af, at jeg gerne vil gå en patrulje i Helmand. I Greenzone, som det hedder, det område vi patruljerer.

I mit hoved er en soldat en, der er i krig. Hvis du går hjemme i Danmark og træner, hvad er det så du tæner til? Jeg vil gerne se, om det virker, det, forsvaret har lært mig.

  • Jonathan på sin første tur til Helmand i Afghanistan med Hold 9. (© Jonathan Petersen)
  • Aften i Helmand. (© Jonathan Petersen)
  • Badefaciliteter for de danske soldater i Helmand. (© Jonathan Petersen)
  • Soldater hviler sig i den danske forpost Armadillo i Helmand-provinsen i Afghanistan. (© Jonathan Petersen)
1 / 4

Første tur til Afghanistan

Det hold, Jonathan er på, ISAF 9, skal vise sig at blive et af de hårdest ramte hold, som det danske forsvar udsender til Helmand-provinsen. De seks måneder, holdet er afsted, bliver 74 såret, og fem soldater dør. Men det ved Jonathan ikke, da han følger sin drengedrøm og endelig lander i Afghanistan.

Jeg bliver udnævnt til vognkommandør ret hurtigt efter, jeg kommer derned. Det er ham, der står oppe i lugen og siger, hvor vi skal køre hen og har radiokommunikationen.

Men vi bruger ikke køretøjerne så meget. I stedet går vi patruljer ud fra vores lejr. Det er hårdt og varmt. Vi går gennem mudder, jeg har en tung radio på ryggen - og det eneste, jeg tænker på er at holde formationen og lade være med at træde uden for sporet. Tit er vi kun få hundrede meter fra frontlinjen - der hvor Taliban er.

På patruljerne snakker vi med dem, der bor i landsbyerne omkring vores lejr for at lære dem at kende og vise, at der er en anden vej end Talibans. Lige der føler jeg, at det hele giver mening.

Første gang jeg tænker: "okay det her er ikke for sjov", er da en af mine kammerater – ham der står i sandhullet sammen med mig – går på en vejsidebombe.

Jonathan og hans kammerat i det kedsomhedshul, de graver, mens de er udsendt i Afganistan. (© Jonathan Petersen)

Jeg har vagt hjemme i vores lejr, men jeg kan se eksplosionen. Og jeg kan høre panikken over radioen. Først tænker jeg: Har jeg mistet en kammerat, hvem er det, har han mistet benene, er han død? Heldigvis får vi af vide, at han er ok. Han bliver fløjet væk i helikopter og kommer faktisk ned til os igen.

Selvom det her sker, så føler jeg mig uovervindelig, når vi går patruljer. Selv når vi har følinger med Taliban. Vi har styr på det. Jeg er så ung og også ret flabet. Det gider mange af de andre på holdet ikke rigtig at høre på. Men jeg har hverken kone eller børn derhjemme, så jeg føler ikke, jeg har så meget at miste. Og så sagde jeg jo til min mor, inden jeg tog afsted: "Bare rolig, jeg skal nok klare den". Og det gør jeg jo heldigvis også.

  • Jonathan har radiovagten (© Jonathan Petersen)
  • Jonathan sidder på vognen med radiosendere, der forvrænger signalet til fjernstyrede miner i nærheden (© Jonathan Petersen)
  • På patrulje i Helmand. (© Jonathan Petersen)
  • Fredelig syn i ørkenen. (© Jonathan Petersen)
1 / 4

Anden tur til Afghanistan - tre år senere

Efter første tur vil Jonathan egentlig helst ikke udsendes igen. Men han bliver i forsvaret, og her får han gode venner blandt de andre soldater. Så da de skal afsted med lukkeholdet, ISAF 15, til Afghanistan - så vil Jonathan ikke lade dem tage afsted alene.

Jeg var ikke bange første gang, jeg var afsted. Men da jeg kommer hjem, er jeg så lettet over at have overlevet, at det er her, jeg indser, hvor farligt det egentlig var. Folk døde, og jeg vil ikke dø.

Men så går tiden. Jeg begyndte at få venner for livet i Forsvaret - og hvad skal jeg ellers lave? Jeg er jo god til det her. Så pludselig er der tre måneder, til vi skal udsendes. Så er der to måneder. Og så hopper jeg bare ikke fra.

Denne gang er jeg med som minesøger. Det er forreste person i delingen. Og selvom vi er på lukkeholdet, skal vi stadig ud og gå patrulje i ørkenen. Det rammer mig hårdere denne gang.

Så der går jeg - afsted med min minesøger - og hvis det siger bip, sætter jeg et rødt kryds med en spraymaling - så går jeg til siden og ligeud igen. Og hele tiden forbereder jeg mig mentalt på, at det går galt. Jeg går hele tiden og siger for mig selv: "Nu mister jeg mine ben, nu mister jeg mine ben." Det bliver ligesom en sang i mit hoved. Hver gang jeg er nervøs, så siger jeg det.

Jonathan sammen med soldaterkammerater på Hold 15 (© Jonathan Petersen)

København, 2013

Jonathan mister ikke sine ben. Han kommer hel hjem fra sin udsendelse med ISAF 15. Men mentalt føler han sig ikke på toppen, så han takker med glæde ja til tilbuddet om psykologhjælp, som forsvaret gør obligatorisk for alle udsendte soldater i 2009.

Jeg kan mærke, at der er nogle ting, som jeg slet ikke har fået snakket nok om. Jeg pressede mig selv i en lang periode som minesøger på hold 15. Og nu er jeg sur og depressiv. Altså, jeg kan sagtens tage til en familiefødselsdag uden at sidde i hjørnet, men der er noget galt. Jeg var glad, energisk og flabet. Nu er jeg meget mere indelukket. Så der er nogle ting, jeg skal have snakket om.

Efter psykologsamtalerne har jeg fået det godt. Men jeg ved med mig selv, at jeg aldrig skal udsendes igen. Og så er det lidt meningsløst at være i forsvaret, synes jeg. Så nu er jeg selvstændig og arbejder blandt andet som rekvisitør i filmbranchen. Og det tror jeg faktisk, at forsvaret har rustet mig til; altså at arbejde som selvstændig.

Veteranernes flagdag, København, 2019

Overalt i landet bliver der flaget 5. september for de soldater, der har været udsendt for Danmark. Både dem, der har mistet livet, og dem, der er kommet sikkert hjem. Forsvarsministeren holder tale og krigsveteraner går parade. Men selvom Jonathan egentlig er en af dem - så går han ikke med.

Det er godt at mindes dem, der har mistet livet, mens de var udsendt for Danmark. Men mig...? Jeg har jo selv valgt at tage afsted, og jeg gjorde det for min egen skyld, så jeg har lidt svært ved at se, at jeg skal fejres på veteranernes flagdag. Jeg synes ikke, jeg er en helt. Synes du?

Altså, jeg tænker da, at min udsendelse gav mening. Vi skulle hjælpe nogen. Men jeg forventer ikke, at det har fået betydning i det store perspektiv.

Jeg synes bare ikke, at man skal have et billede af, at der kun kommer veteraner hjem, der har det hårdt. Der kommer også folk hjem, som har det endnu bedre – det skal man også høre om.

Jeg føler, at forsvaret har givet mig blod på tanden over for livet. Jeg har været helt hernede og risikeret mit liv. Og nu er jeg kommet hjem og sætter mere pris på tingene.

Jeg er heller ikke længere så fandenivoldsk og impulsiv. Og jeg kommer ikke med så mange dumme bemærkninger mere. Jeg har lært selvdisciplin, men jeg har også fået et vist behov for adrenalin.

Derfor rejser jeg sammen med to soldaterkammerater og skriver om det på Instagram under hashtagget #modpaamere. Vi vil bare gerne vise folk - både uden for og i forsvaret – at selv med den fortid, vi har, så kan man altså godt have det godt. Forsvaret har givet mig nogle redskaber - og også mig blod på tanden over for livet.

Jonathan Petersen på toppen af det første bjerg, han har besteget; Cotopaxi i Ecuador. (© Jonathan Petersen)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk