29.000 boligejere har betalt 150 millioner kroner for meget i grundskyld

De berørte ejere vil få fuld tilbagebetaling, oplyser Skatteministeriet.

De 29.000 ejere af ejendomme vil få pengene tilbage, skriver ministeriet i en pressemeddelelse. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

29.000 boligejere i Danmark har samlet set betalt 150 millioner kroner for meget i grundskyld på grund af administrative fejl i staten. Der er også begået fejl i den kommunale administration.

Det oplyser Skatteministeriet.

De berørte vil få fuld tilbagebetaling med renter, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V):

- Når der er lavet fejladministration, skal myndighederne rette op. Og hvis for eksempel ens grundskatteloft har været justeret galt ved en fejl, så er det kun rimeligt, at man bliver kompenseret – uanset om det er kommunen eller staten, der har lavet fejlen.

- Derfor er jeg også meget tilfreds med, at vi politisk er enige om, at de berørte boligejere naturligvis skal have de penge tilbage, de har betalt for meget i grundskyld, fortsætter ministeren.

Skatteministeriet overtog ressortansvaret for administrationen af de kommunale ejendomsskatter fra Økonomi- og Indenrigsminsiteriet i 2015, hvor der blev sat et såkaldt serviceeftersyn i gang.

Betalt for meget fra 2003 til 2018

Det er Skatteministeriets eftersyn, der har vist omfanget af, at der er sket ukorrekt eller slet ingen genberegning af grundskatteloftet i forbindelse med fejlrettelser i 2010 og 2012.

De berørte ejendomsejere har betalt for meget i perioden 2003 til 2018, fremgår det af et aktstykke til Folketingets Finansudvalg.

- I nogle tilfælde handler det om, at kommuner har regnet forkert i forståelsen af skattereglerne. I andre tilfælde er det så skattemyndighederne, der har begået nogle fejl, siger Karsten Lauritzen til DR Nyheder.

- Hvorvidt det var statens eller kommunens fejl varierer fra sag til sag, men det ændrer ikke på, at hvis der er begået en fejl, så skal folk have penge tilbage, fortsætter han.

Ministeren forklarer, at der ikke er nogen fællesnævner for de boligejere, der har betalt for meget i grundskyld.

- Det er boligejere fordelt over hele landet. Det er små boliger, store boliger og almindelige boliger over hele landet, siger Karsten Lauritzen og fortsætter:

- Det er typisk nogle meget små beløb, som bliver til nogle hundreder eller tusinde kroner, og i alt bliver det til 150 millioner kroner til 29.000 boligejere.

Skatteministeriet oplyser samtidig, at der endnu ikke er fundet en løsning på den såkaldte "nulskattesag".

Her har boligejere fra omkring 1.200 ejendomme ikke betalt ejendomsværdiskat i en periode på op til 10 år.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk