3 politikere: Sådan undgår du at røbe en hemmelighed

Politikere kan som ingen andre svare udenom. Særligt de, der er medlemmer af Det Udenrigspolitiske Nævn, hvor møderne er fortrolige. Her giver tre politikere råd om, hvordan man holder på en hemmelighed.

Rasmus Nordquist (Alternativet), SF's Holger K. Nielsen og Marie Krarup (DF) er alle medlemmer i Udenrigspolitisk Nævn. De fortæller her, hvordan de undgår at sladre om indholdet fra nævnets hemmelige møder. (© Scanpix)

En hemmelighed kan være svær at holde. Særligt hvis det at røbe den kan blive en fordel for én selv.

Det ved politikerne i Det Udenrigspolitiske Nævn, hvor regeringen rådfører sig med resten af de politiske partier om blandt andet dansk krigsdeltagelse. Møderne er nemlig fortrolige, og derfor skal medlemmerne holde mund om, hvad der er diskuteret på mødet.

Desuden er politikere mestre i at hoppe mere eller mindre elegant over spørgsmål, som ifølge dem selv har bedst ved at forblive ubesvarede.

Vi har derfor spurgt tre medlemmer af Det Udenrigspolitiske Nævn om, hvor ofte de har lyst til at sladre, og hvordan de alligevel forsøger at holde mund, hvis de bliver presset til at røbe en hemmelighed.

Marie Krarup: Jeg har haft lyst til at bryde tavshedspligten flere gange

Marie Krarup kunne aldrig finde på at referere fra et fortroligt møde for sin egen vindings skyld. Men hun fortæller, at hun har haft lyst til at bryde tavshedspligten flere gange.

Det skete dengang, at Udenrigspolitisk Nævn blev informeret om bombningerne i Irak og samarbejdet med irakiske grupper nede på jorden.

- Her ville Enhedslisten have mig til at give et svar, som de udmærket godt vidste, jeg ikke kunne give, fordi jeg ikke måtte referere fra mødet. Det var enorm dårlig stil fra Enhedslisten, fordi de blev ved med at påstå, at jeg ikke ville give dem svaret. Men det var jo, fordi jeg ikke måtte, siger hun.

Tavshedspligten for møderne er skruet sådan sammen, at man som medlem godt må fortælle, hvad man selv har sagt. Men man må ikke referere, hvad andre har sagt. Derfor ser hun det som en fordel, at lade ministeren tale først, når mødet er slut, så hun kan referere til det samme, som ministeren fortalte.

Desuden råder hun andre til at se det med at holde på en hemmelighed i et lidt mere langsigtet perspektiv.

- I forhold til Det Udenrigspolitiske Nævn er det vigtigt at forstå, at den fortrolighed, som bliver krævet af jeg og de andre medlemmer, er der af en årsag. Hvis man bryder den fortrolighed, så bryder det hele sammen. Man skal forstå, at sagen er vigtigere, end de to minutters berømmelse man lige kunne få ved at bryde tavshedspligten.

Holger K. Nielsen: Man kan altid tale sort

SF’s Holger K. Nielsen indrømmer, at der har været et par gange, hvor han har haft lyst til at fortælle andre, hvad der blev diskuteret under møderne. Men han kan ikke selv komme på en episode, at han har ladet noget sive. Heller ikke, hvis en journalist har forsøgt at presse ham.

- Jeg synes egentlig, det er meget nemt. Jeg siger bare, jeg ikke gider tale om det. Og hvis journalisten fortsætter, så er jeg ret kold. Man kan så bare håbe på, at pressen finder ud at det på en anden måde, så man kan kommentere på det senere.

Ud over at køre den kolde attitude, så har Holger K. Nielsen to andre fif til at holde noget hemmeligt: Enten kan man ændre præmissen for spørgsmålet, eller så kan man forsøge at tale sort. Men en metode er ofte lidt nemmere end den anden.

- At tale sort kan man altid. Og det har jeg gjort adskillige gange. Men jeg lyver aldrig. Jeg har en fast regel om, at jeg ikke vil lyve. Heller ikke over for pressen, siger han.

Rasmus Nordquist: Du bør ikke svigte tillid

Rasmus Nordquist er partiet Alternativets eneste medlem af det Udenrigspolitisk Nævn. Han ønsker nogle gange, at han kunne vende tingene, som er foregået i nævnet, sammen med resten af partiet.

Nogle emner har han haft lyst til at fortælle til offentligheden, men han har aldrig været fristet af at gøre det. For hvis han selv skal sige det, så er han god til at holde på hemmeligheder.

- Man har et kæmpe ansvar, når man sidder og taler i fortrolighed i Det Udenrigspolitiske Nævn. Det bør man tage alvorligt. Det gælder for øvrigt med alle slags hemmeligheder. Nogen har vist dig tillid ved at fortælle dig en hemmelighed, og den tillid bør du ikke svigte, siger han.

Facebook
Twitter