30-årig mand får et års fængsel for voldtægt af kvinde i borgmesters seng

Den 30-årige mand har valgt at anke sagen.

Ninna Hedeager Olsen har som konsekvens af sagen været sygemeldt gennem flere måneder fra sit job som borgmester. Hun er først lige vendt tilbage til sit embede. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

En 30-årig mand, der er tidligere medlem af Enhedslistens bestyrelse, får et års ubetinget fængsel for voldtægt af en kvinde begået i den københavnske teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsens (EL) seng.

Det har byretten i København netop besluttet.

Manden var tiltalt for at have voldtaget en kvinde 31. marts i år. Ifølge tiltalen kunne kvinden ikke modsætte sig på grund af alkohol og søvn. Og dette har retten fundet bevist.

- Det er godtgjort, at kvinden har befundet sig i en tilstand, hvor hun ikke kunne modsætte sig, lyder det i dommen.

Han var desuden tiltalt for at have blufærdighedskrænket teknik- og miljøborgmesteren ved at have rørt ved hendes bryster og holdt om hende, mens han ifølge anklageskriftet begik voldtægten. Dette forhold er han ligeledes kendt skyldig i.

Det er en enig domsmandsret, der har fundet manden skyldig i begge forhold. Han er ligeledes blevet dømt til at betale kvinden 30.000 kroner i erstatning - lige som han er dømt til at betale 14.000 kroner i erstatning til Ninna Hedeager Olsen.

Den 30-årige mand har besluttet at anke sagen til landsretten. Han påstår frifindelse.

Anklager krævede mere end et års fængsel

Sagens anklager, Sonja Hedegaard, forklarede i sin procedure, at kvinden havde været omtåget, og at hun ikke var i stand til at modsætte sig.

Anklageren mente derfor, at den 30-årige mand skulle idømmes 1 år og 3 måneders fængsel.

Omvendt plæderede den tiltaltes forsvarer, Hannah Krog, for, at den 30-årige mand skulle frikendes.

- X ( den tiltalte er beskyttet af navneforbud, red) har på intet tidspunkt haft forsæt til at ville overrumple en sovende kvinde. Han har følt, at hun var vågen, og at det var frivilligt, sagde hun.

Borgmester sygemeldt

Ninna Hedeager Olsen har som konsekvens af sagen været sygemeldt gennem flere måneder fra sit job som borgmester. Hun er først lige vendt tilbage til sit embede.

Flere medier har dog kunne berette om, at hun har arbejdet på sin venindes kro på Tunø, hvor hun blandt andet har serveret fadøl.

Det har fået flere politikere har borgerrepræsentationen i København til at kræve en redegørelse, da det kan være i strid med reglerne at arbejde under en sygemelding.