30-årige Jesper har lidt af angst og depression: 'Det er en sygdom, du har fået - ikke noget du er'

Nu minder han dagligt sig selv om, hvad der er vigtigt for ham i livet.

(© PRIVATFOTO)

Engang tænkte 30-årige Jesper Lysgaard Rasmussen, at psykiske lidelser aldrig ville ramme én som ham.

Indtil for omkring tre år siden, hvor han blev ramt af et sammenbrud, der førte til, at han blev diagnosticeret med stress-relateret angst.

Det udløste et langt forløb med forskellige psykologer, sygemelding af flere omgange og perioder med depression, angst og selvmordstanker.

'Er jeg så en anden person nu, end før jeg blev ramt?', har han ofte tænkt. Men nej, det er han ikke, er konklusionen. Han forstår bare andre mennesker bedre nu.

I starten af 2019 kom han tilbage på fuld tid som selvstændig app-udvikler, og i dag prioriterer han sit liv anderledes, ligesom han også øver sig på at give slip på bekymringerne.

Her får du Jespers historie, fortalt med hans egne ord.

Hvad sker der med mig?

Midt om natten vågnede jeg og kunne mærke, at der var noget helt galt. Det fik mig ud af sengen og mod lægevagten, men på vej i bussen var jeg ved at besvime, jeg havde svært ved at trække vejret, og det stak i fingrene på en mærkelig måde.

Da jeg kom frem til lægen, sagde han, at han ikke troede, at der var noget alvorligt galt. At jeg skal prøve at slappe af og falde lidt ned. Det hjalp allerede lidt at få at vide fra en læge, at der ikke var noget galt med mig fysisk.

Det var min første oplevelse med det, jeg i dag ved er panikangst. Episoden blev fulgt af en periode, hvor jeg blev fysisk dårlig og faktisk blev indlagt på en stue helt for mig selv, fordi lægerne slet ikke kunne finde ud af, hvad det var.

Folk skulle have masker over næse og mund, når de skulle ind til mig, fordi personalet var lidt i vildrede over mine symptomer, og de vidste ikke, om det kunne smitte, men med tiden gik det lidt i sig selv igen. Dengang tænkte jeg ikke på, at det kunne være noget psykisk.

I virkeligheden tror jeg nu i bagklogskabens lys, at det hang sammen med, at mit immunforsvar var helt ødelagt af stress og angst. Sygdommen virkede derfor meget voldsommere, end den måske har været.

For et halvt år efter blev jeg diagnosticeret med angst. Generaliseret angst og panikangst. Det fik mig til at starte i et forløb med en psykolog, som virkelig hjalp mig godt på vej.

Jeg fik nogle værktøjer, jeg kunne bruge, såsom at forstå min krop og mit sind, og hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde, og jeg fik det løbende gradvist bedre.

Græd for første gang i 10 år

Midt i mit forløb har jeg også en anden oplevelse, som var lidt vild for mig. Jeg var på vej hjem fra arbejde og lige pludselig, ud af det blå, begyndte jeg bare at græde.

For første gang i måske 10 år. Det var virkelig surrealistisk og en ud af kroppen-agtig oplevelse, fordi jeg slet ikke kunne huske, hvordan det var at græde. Det kom bare ud af det blå uden nogen egentlig grund.

Mine følelser var fuldstændig påvirket af de her symptomer og var på en måde ude af balance. Den oplevelse var både lettende og skræmmende på samme tid.

Det føles altid som en lettelse, når man græder, men det var også skræmmende, for jeg vidste ikke, hvad det var, der skete med mig. Jeg kunne ikke rigtig kende mig lige pludselig.

Og jeg havde lang tid, hvor jeg havde det sådan, for jeg har jo altid tænkt, at psykisk sygdom eller psykiske lidelser aldrig var noget, der ville ramme én som mig.

Jesper arbejder som selvstændig app-udvikler.

Hvorfor går min krop i panik?

I starten var det vildt skræmmende, at mit hjerte pludselig begyndte at hamre derud af, at jeg fik svært ved at synke og trække vejret, for jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg forstod slet ikke, hvorfor min krop igen og igen gik i panik uden nogen grund.

Med tiden lærte jeg det lidt bedre at kende. Ikke at det blev mindre ubehageligt af den grund, men jeg kunne forstå det bedre, og jeg fik gang i min hverdag igen.

Men i 2017 var der en medspiller til fodbold, der pludselig fik et hjertestop, og vi fandt ham livløst i badet. Den historie endte heldigvis godt, fordi vi gav ham hjertemassage, og han overlevede, men alle de her følelser som jeg var ved at bevæge mig væk fra, kom væltende ind over mig igen.

Det var heldigvis nemmere for mig at få det godt igen denne her gang, fordi jeg har fået en masse redskaber hos psykologen, og jeg nu ved jeg, hvad det er.

Med tiden bliver jeg også bedre og bedre til at håndtere mine egne følelser.

Hvorfor får vi angstanfald, og hvad sker der i vores hoved og krop, når sådan et rammer? Det kan du få forklaret her:

Depressive tanker og tanker om selvmord

Men igen i oktober 2018 går jeg ned med flaget og får et lidt voldsomt tilbagefald med både angst og depressionslignende symptomer. En form for sorg føles det som om, som er domineret af triste tanker.

I den periode følte jeg ikke, jeg kunne noget som helst. Jeg havde ingen energi, sad bare derhjemme og var igen blevet sygemeldt fra mit arbejde.

På et tidspunkt opdager jeg, at min hjerne begynder at rationalisere selvmord som en løsning. At hvis jeg skal blive ved med at have det, som jeg havde det, uden at blive bedre, var det måske en løsning.

Jeg var ikke bange for, at jeg ville gøre alvor af det, men jeg kan huske, at jeg tænkte, at nu forstår jeg, hvordan det føles at have selvmordstanker.

Det var selvfølgelig skræmmende, men jeg følte på en måde også, at jeg havde kontrol over det. Det var mere en tanke, der opstod, som resultat af, hvordan jeg havde det.

Jeg talte selvfølgelig med min psykolog om det, for den slags skal man sige højt til nogen, men jeg var ikke bange for det.

Mange andre har de samme følelser

Det vigtigste jeg lærte hos en psykolog var faktisk noget, jeg lærte i mit første forløb, at det ikke er unormalt at have det, som jeg havde det, og at det i virkeligheden var sådan, som mange andre oplevede det. Der var ikke noget farligt i det som sådan.

Undervejs i mit forløb, da jeg også får de her depressionsligende tanker, er det som om, at jeg har skabt en afstand til mig selv og til de her triste følelser. Det er lidt svært at forklare. Jeg fik lukket lidt ned for følelserne, så jeg kunne heller ikke rigtig føle mig glad.

Igen fik jeg hjælp af en psykolog til at nå derhen, hvor jeg kan føle glæde igen. For jeg var på en måde stoppet med at holde af mig selv, og så er det svært at være glad. Der gav psykologen mig nogle øvelser til at få vendt det om igen.

Det var ting som at se mig selv i spejlet og rose mig selv hver aften. Jeg grinte lidt i starten, når jeg skulle gøre det, for det var lidt som at date sig selv på en måde, men efter lidt tid begyndte jeg faktisk at tro på det. Det hjalp mig i hvert fald.

Vi er så vant til at skælde os selv ud for alt muligt, så det var meget anderledes at rose sig selv for ting, man gør, eller den person, man er. Det skal man virkelig huske.

Jeg forstod det ikke, før jeg selv stod i det

I dag har jeg det bedre, men angsten fylder stadig. Nogle ting kan jeg nu gøre uden problemer, men så snart der er noget, der påvirker kroppen meget, så kommer angsten tilbage.

Det kan for eksempel være et vigtigt forretningsmøde, hvor de fleste nok kender til at blive lidt pressede, men det kan også være, hvis jeg er meget mæt.

Det presser min krop og sætter gang i min angst. Det er selvfølgelig ubehageligt for alle at være meget mæt, men jeg mærker det bare 100 gange mere. Min krop reagerer på, at der sker noget i kroppen, som den skal være på vagt overfor, og så kan det sætte panikken i gang.

Jeg tænker meget over, at når jeg taler med andre om det, kan folk ikke nødvendigvis forstå, hvad jeg mener, for jeg kunne ikke selv forstå det, før jeg stod i det.

Jeg kender også andre med psykiske lidelser, men jeg havde ingen idé om, hvad der sker i deres krop, før jeg selv mærkede det. Før har jeg naivt tænkt, at det er synd for dem, det rammer, men det sker ikke for mig, for jeg havde gang i en aktiv livsstil med både venner, motion og arbejde.

Er jeg en anden person nu?

Jeg prioriterer anderledes i min hverdag og mit liv i dag end tidligere, fordi jeg skal passe på mig selv på en anden måde for at have det godt.

Generelt er jeg en person, der bekymrer mig meget og tænker over ting, men det øver jeg mig på at give slip på.

Det hele skal nok gå. I alle tilfælde. Det gør det jo altid, og det er jeg bedre til at se i dag, end jeg har været tidligere.

Jesper arbejder som selvstændig app-udvikler i Aarhus.

Jeg er blevet bedre til at blive skarp på, hvad der giver mig energi, og hvad jeg gerne vil fokusere på, for det hjælper mig til at få det bedre.

Sig, hvad du har brug

Jeg har også lært, hvor vigtigt det er at fortælle andre, hvad det er, du har brug for. Jeg arbejder i en virksomhed, hvor vi er tre mand, og det rammer selvfølgelig hårdt, når én er væk, som jeg var det.

De to andre har virkelig trådt til og har taget over, og det viser bare, hvor vigtigt det er, at man får fortalt omverdenen - arbejde, venner og kæreste - hvad man har brug for, og hvad folk kan forvente af én.

Undervejs har jeg også bekymret mig meget over, om jeg nu er en helt anden person, end jeg var, før jeg blev ramt af alt det her.

Der er det virkelig vigtigt at sige til sig selv, at det er en sygdom, der rammer, som så mange andre sygdomme kan. Det tager bare lidt længere tid at komme sig over den her sygdom.

Det er lidt en klassiker, når man taler med psykologer, men det er også vigtigt at huske, at det her er en sygdom, man har fået, og at det er ikke noget, man er.