30 dages fængsel til ex-borgmester

Glostrups tidligere borgmester straffes med 30 dages fængsel for at have hentet fortrolige oplysninger om en politisk modstander.

Glostrups tidligere borgmester, Søren Enemark, er idømt 30 dages fængsel for at have hentet oplysninger om en politisk modstander. (© DR)

Glostrups tidligere borgmester Søren Enemark er idømt 30 dages fængsel ved Retten i Glostrup for at have hentet fortrolige oplysninger om en politisk modstander.

Han blev dømt for uberettiget at have skaffet personlige oplysninger om SF'eren Charlotte Brangstrup efter kommunalvalget i Glostrup i 2009.

SF'er skiftede kulør

Forud for valget i 2009 havde Charlotte Brangstrup lovet at støtte Søren Enemark, men da stemmerne var talt op skiftede hun kulør og pegede i stedet på Venstre-manden John Engelhardt. Han blev borgmester, og er det stadig.

Efter en undersøgelse fra KL valgte byrådet i Glostrup at politianmelde Enemark, der var borgmester i kommunen fra 2000 til 2009.

Han har på stedet anket dommen til Østre Landsret.

Facebook
Twitter