30 mennesker blev smittet til fødselsdag: 'Overvej, om festen kan udskydes'

Myndighederne vil ikke direkte opfordre til at aflyse private fester og sammenkomster.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) beder danskerne overveje, om den næste fest eller komsammen i haven kan udskydes. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Antallet af nye smittede med coronavirus stiger markant i disse dage, særligt i Odense og i og omkring København.

Det har fået myndighederne til at stramme reglerne på flere punkter i 18 kommuner. Her bliver forsamlingsforbuddet skærpet, så man nu kun må forsamles 50 personer i stedet for 100, og restauranter og barer må nu igen kun holde åbent til midnat.

Samtidig opfordres der nu til, at man overvejer, om planlagte arrangementer derhjemme kan udskydes til et andet tidspunkt.

Et af problemerne i øjeblikket er nemlig, at der sker en del smitte til private fester og sammenkomster. Det fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde i dag.

- Derfor vil jeg endnu engang bede jer overveje, om den fest, man har planlagt, skal afholdes nu, eller om der er mulighed for at udskyde festen, siger han.

Det kan nemlig gå helt galt med smittespredningen til de private fester, hvis man ikke passer på, understreger myndighederne.

- Et eksempel er en privat fødselsdagsfest, der indtil videre har affødt smitte hos 30 personer. Dertil kommer så nære kontakter til de 30 personer. Det viser, hvor lynhurtigt det kan gå med smitten til private fester, sagde Anette Lykke Petri, der er konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, på pressemødet.

Ingen direkte ordre

Hun sagde samtidig, at man ikke direkte beder folk aflyse deres fester her og nu. For det kan godt lade sig gøre at afholde en fest, hvis man overholder de retningslinjer, Sundhedsstyrelsen har udstedt.

- Men man skal hele tiden overveje, om det er relevant, eller om det kan udskydes. Der er ingen tvivl om, at en del fester fra foråret bliver afholdt nu. Og der er sandsynligheden jo så, at flere bliver smittet til private sammenkomster.

Men siger du dermed mellem linjerne, at man skal lade være?

- Jeg siger, at man skal følge retningslinjerne. Men man skal samtidig overveje, om det er strengt nødvendigt at holde festen, eller om den kan udskydes, til vi er i en anden situation, sagde Anette Lykke Petri.

Ifølge Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, er der flere ting, man kan overveje i forbindelse med at afholde en fest hjemme.

- Det er blandt andet at være opmærksom på, om man overhovedet skal afholde festen, hvor mange man vil invitere, hvad planen er, hvis man skal rykke indendørs, og om man har plads til så mange?

- Så skal man sørge for at sige til folk, at de ikke skal komme, hvis de er forkølede, og sårbare pårørende skal have to meters afstand, sagde han på pressemødet.

Aflyser nok ikke et bryllup

Når nu myndighederne ikke direkte siger til festglade danskere, at den næste fest derhjemme skal aflyses, men blot opfordrer til at overveje det, kommer det så til at ske?

Fortsætter de private sammenkomster, eller vil barnedåb, fødselsdag og sølvbryllup nu blive aflyst?

Det bliver afgjort af, hvad man egentlig har planlagt, vurderer Michael Bang Petersen, der er professor i Statskundskab på Aarhus Universitet og har stået i front for et forskningsprojekt, der har undersøgt danskernes adfærd under coronakrisen.

- Det er meget omkostningsfyldt at aflyse et bryllup, så for at du gør det, skal du virkelig få at vide, at det her er afgørende. Men en hyggekomsammen er mindre omkostningsfyldt at aflyse. Det vil man nemmere kunne få folk til.

Facebook
Twitter