300 ældre dør af forkert medicin

Omkring 300 plejehjemsbeboere dør hvert år, fordi de får medicin beregnet på psykisk syge, siger en overlæge fra Risskov. De ældre medicineres fordi personalet finder dem urolige, ikke fordi de er syge.

Urolige og angste ældre får ofte medicin, der er beregnet til psykisk syge. Gives medicinen i længere tid risikerer den ældre hjerneblødninger og død. (© ap)

Omkring 300 ældre på plejehjem dør hvert år, fordi de får en medicin, der er beregnet på psykisk syge, og som ikke hjælper dem.

Ifølge veldokumenterede internationale undersøgelser, er risikoen for pludselig død fordoblet for de ældre, der behandles med denne medicin, skriver Politiken.

Lægemiddelstyrelsen har opgjort, at 28 procent af beboerne på danske plejehjem bliver behandlet med antipsykotisk medicin. Ofte fordi de er urolige eller angste.

Risikerer hjerneblødning og død

Det europæiske lægemiddelagentur Emea har udsendt klare advarsler om, at ældre demente, der behandles med antipsykotisk medicin, risikerer hjerneblødning og død.

Overlæge Nils Gulmann, Risskov, har beregnet, at med knap 30.000 plejehjemsbeboere er der samlet er tale om cirka 300 personer om året.

- Dertil kommer, at man dør af andre typer psykofarmaka, siger han.

Han mener, at det er rigtigt at behandle ældre med medicinen i en ganske kort periode. Problemet er imidlertid, at behandlingen ofte fortsætter i årevis.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53347a4b6187a21f34f288cf

FacebookTwitter