3.000 dør af infektioner på danske sygehuse hvert år

100.000 danskere rammes hvert år af infektion, mens de er indlagt. 3.000 dør af det.

(© DR)

Rengøringen og hygiejnen på landets hospitaler er så dårlig, at flere tusinde patienter hvert år bliver syge af at tage på sygehuset.

Over 100.000 patienter rammes således af en infektion, mens de er indlagt på hospitalet. Det svarer til, at hver 10. patient bliver syg af at blive indlagt, viser tal fra Statens Serum Institut.

Infektioner slår flere ihjel end brystkræft

For 3.000 af patienterne, der får en infektion på hospitalet, ender sygehusbesøget med at koste dem livet.

Til sammenligning dør der årligt 216 danskere i trafikuheld, 1.200 af brystkræft og 1.655 af sukkersyge.

Infektion gav otte måneder i sengen

En af de patienter, der oplevede at blive alvorligt syg af at være indlagt, var Finn Lange, som var igennem to hofteoperationer på to forskellige sygehuse.

Mens den første forløb uden problemer, gav den anden på Amager Hospital så voldsomme infektioner, at Finn Lange måtte omopereres tre gange og lå på hospitalet i otte måneder.

- Bare jeg rejser mig op, kan jeg stadig mærke smerterne i den ene side. Men den anden fungerer fint.

Hvis han skulle blive syg igen, ville han vælge et nyt sygehus og først undersøge, hvordan standarden på hospitalet var.

- Jeg tog bare det sygehus med kortest ventetid, men det gør jeg ikke igen. Og jeg vil sgu ikke tilbage på Amager Hospital, siger Finn Lange.

Dårlig rengøring gør patienter syge

Hovedårsagerne til, at så mange danskere bliver syge og dør af infektioner på sygehusene skyldes dårlig hygiejne og beskidte operationsstuer.

Det afslører et nyt tv-program fra DR, "Hvad du ikke vidste om Danmark", som vises i aften kl. 20.00 på DR1.

Professor i klinisk mikrobiologi på Odense Universitetshospital, Hans Jørg Kolmos, kalder det et etisk problem:

- Sundhedsvæsenets første opgave skulle jo være ikke at skade patienterne. Og det gør vi jo faktisk, så det er et kæmpestort problem, siger han.

Hospitalsdirektør: Der er snavset

Vicedirektør for Hvidovre Hospital og hygiejneansvarlig i Region Hovedstaden, John Mogensen, indrømmer, at hospitalerne har store problemer med at holde afdelinger og operationsstuer rene nok.

- Når patienterne oplever, at der er snavset, så er det fordi, der er snavset. Og der ér beskidt. Vi har selv haft situationer, hvor rengøringen ikke er god nok. Og det synes jeg ikke er godt nok. Det er helt stensikkert.

Ifølge ham arbejder Region Hovedstaden på et mål om at nedbringe antallet af infektioner med 50 procent over de næste tre år.

Regionsformand: Rengøring er op til sygehuse

Det er regionerne, der står for at styre og kontrollere landets sygehuse.

Alligevel mener formand for landets regioner, Bent Hansen (S), ikke, at han har ansvaret for at sætte ind over for lemfældig rengøring på landets hospitaler:

- Jeg giver en sum penge til et hospital, Ud af den sum penge går noget til læger og sygeplejersker, og noget går til rengøring, siger han til DR.

Se mere i DR-programmet "Hvad du ikke vidste om Danmark"

Programmet om sygehusenes mangelfulde rengøring er første afsnit i en serie programmer om skyggesiden af Danmark.

Du kan se programmet "Hvad du ikke vidste om Danmark" på DR1 kl. 20.00 i aften.

Facebook
Twitter