31-årige Christian er ny løve i Løvens hule: Det er ikke pengene, der driver mig

Christian Arnstedt er i en ung alder medstifter af en millionvirksomhed, men det stiger ham ikke til hovedet.

(Foto: Per Arnesen © (c) DR)

31-årige Christian Arnstedt er det, man på godt nymoderne dansk kan kalde et wonderkid.

Som barn var han et lovende tennis-es.

Som ung var han på juniorlandsholdet indenfor alpint skiløb.

Som studerende klarede han en bachelor i International Business og en kandidat fra London School of Economics på rekordtid.

Som forholdsvis grøn på arbejdsmarkedet fik han en høj stilling i det amerikanske konsulentfirma McKinsey.

Som 29-årig var han på det anerkendte amerikanske erhvervsmagasin Forbes' liste over Europas 30 største business-talenter - under 30 år.

I dag er han stifter og medejer af sit eget firma.

Og fra januar kan DR-seere opleve den unge, entreprenante mand som ny i panelet i 'Løvens hule'.

Men når man snakker med Christian Arnstedt om de fine bedrifter gennem livet, så er der især en vending, der går igen; 'Og så var jeg så heldig at...'.

For på trods af de mange succeser er det ikke de store armbevægelser, der kendetegner den unge københavnske mand.

- Som dansker kan man ikke lide at tillægge sig selv alt for mange tillægsord, griner han.

- Og jeg bliver jo ikke dygtigere af at rose mig selv, uddyber han, men indrømmer dog under moderat pres, at 'der må have været nogle ting, som nogen synes, jeg har gjort godt undervejs'.

Tæller ikke arbejdstimer

Med sine 31 år er Christian Arnstedt suverænt den yngste i panelet i 'Løvens hule' nogensinde.

Det er ikke en ny rolle for ham. Han har ofte været 'den yngste' til noget. Men når man læser sig til en bachelorgrad på den halve tid og som 21-årig skriver sit speciale samtidig med, at man har sine fag på kandidaten, så kommer man tidligt i gang med sin karriere.

- Det er ingen hemmelighed, at jeg havde lidt travlt på studiet, siger Christian Arnstedt med et smil.

Og det er der fortsat. For han passer ganske godt på den gennemsnitslige stereotyp indenfor iværksætteri, mener han selv.

- Mit arbejde fylder meget, og jeg arbejder mange timer og har lange dage. Men det har jeg altid gjort, så for mig er det helt naturligt.

- Jeg synes jo, det er sjovt, og glæden ved at have et spændende arbejde gør, at jeg ikke tæller timerne. Hvis du spurgte mig, hvor mange timer jeg arbejdede i sidste uge, ville jeg ikke have et svar på det sådan lige på hånden. Så skulle jeg kigge i min kalender og regne efter.

Han har stor respekt for dem, der kan arbejde færre timer og opbygge en virksomhed på den måde. Men med vanlig ydmyghed lyder det:

- Så dygtig er jeg ganske enkelt ikke - endnu.

Det handler nemlig om at lære. Og det måtte Christian Arnstedt sande, da han for otte år siden var medejer af online-tilbudssiden MenuCard.

Virksomheden er i dag børsnoteret. Men i 2012 fik MenuCard kritik i forbrugerprogrammet ’Kontant’ på DR1 for at sælge varer med kunstigt opskruede rabatter. MenuCard tilbød efterfølgende de utilfredse kunder fuld refundering og fik tilsagn fra forbrugerombudsmanden om, at sagen var håndteret korrekt.

- Det er noget, jeg personligt er meget ked af. Jeg og vi lærte meget af det, som vi har taget med os, siger Christian Arnstedt.

De fem løver i den nye sæson er:

  • Jesper Buch, 44 år, stifter af takeaway-portalen Just-Eat, som han solgte for et milliardbeløb tilbage i 2011. Investor og medejer af en lang række selskaber, blandt andet online markedspladserne Miinto og Reshopper. Har som den eneste været med i ’Løvens hule’ alle fem sæsoner. (Foto: Per Arnesen © (c) DR)
  • Jan Lehrman, 49 år, tidligere medstifter af Bilbasen. Investor i en række internetvirksomheder som Mybanker, hvor man kan sammenligne pengeinstitutternes renter og gebyrer samt bestyrelsesformand i butikskæden Normal. Kom med i ’Løvens hule’ sidste år. (Foto: Per Arnesen © (c) DR)
  • Christian Arnstedt, 31 år. Medstifter af virksomheden Blazar Capital, som opbygger brands og koncepter. De har blandt andet opbygget virksomheden Nordgreen, der laver ure. Tager hul på sin første sæson i ’Løvens hule’ i år. (Foto: Per Arnesen © (c) DR)
  • Mia Wagner, 42 år, uddannet jurist. Administrerende direktør for Freeway-koncernen, som blandt andet står bag dating.dk, plusbog.dk og avisen.dk. Kom med i ’Løvens hule’ sidste år. (Foto: Per Arnesen © (c) DR)
  • Jacob Risgaard, 42 år. Medstifter af webshoppen og butikskæden Coolshop. Tager hul på sin første sæson i ’Løvens hule’ i år. (Foto: Per Arnesen © (c) DR)
1 / 5

Lykkelig familie - på sigt

Det er ikke kun på arbejdsfronten, at det rykker for Christian Arnstedt. I sommer blev han gift med sin kone Charlotte Reventlow efter at have kendt hende i fire år.

Det store og dybe spørgsmål er så, hvad der er det vigtigste i livet for en nygift arbejdshest?

- Det vigtigste over tid er at have en lykkelig familie. Og så kommer arbejdet derefter. Men jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at arbejdet fylder rigtig meget for mig lige nu, indrømmer han.

Det fungerer da også ganske fint, fordi Charlotte Reventlow er ganske som sin mand selv er godt i gang med en karriere som konsulent. Og derfor ligner det unge pars hverdag meget hinanden.

- Vi er begge ret fokuserede på vores arbejde i hverdagene, og det giver en god balance. Og så er vi meget klare omkring, at i weekenderne prioriterer vi at lave noget sammen.

Dyrkede sport hver dag

Som barn voksede Christian Arnstedt op lidt udenfor København. Hans far var læge og havde egen praksis, men det er også det tætteste, han har været på iværksætteri i sin opvækst.

Dengang var det sport, sport, sport. Hver dag. Men en albueskade satte en stopper for tenniskarrieren, og visheden om, at han som dansker aldrig ville nå op på siden af en østriskfødt skiløber, gjorde, at han stoppede den karriere som ung. Og i stedet valgte at læse økonomi med henblik på at blive iværksætter og få egen virksomhed.

- Det er faktisk ikke det økonomiske, der er drivkraften for mig. Selvfølgelig skal man bruge penge, når man vil starte noget op, men for mig er det mere processen omkring at se ting udvikle sig og vokse, der fascinerer mig og giver mig energi.

Det viser sig hurtigt, at bare det at tale om iværksætteri giver Christian Arnstedt energi. For med stor indlevelse i stemmen fortæller han om sin egen virksomhed Blazar Capital, som han startede i sommeren 2017 sammen med tre andre.

Byggede millionvirksomhed ud fra simpel idé

Blazar Capital opbygger og opkøber brands og koncepter. Og deres første og største virksomhed, Nordgreen Ure, ventes at omsætte for 30 millioner kroner i 2019.

- Det er sjovt at drive egen virksomhed, fordi det at drive noget fra at være en idé i starten og måske gøre det stort i sidste ende er fascinerende.

- Nordgreen startede som en simpel idé, hvor vi gerne ville skabe et fedt skandinavisk designkoncept og samtidig lave noget lækkert til en overkommelig pris. Det vil sige, at vi havde en vision, men intet produkt, vi havde faktisk ingenting.

- Man kan sige, at vi langsomt fik samlet Legoklodserne igennem et langt forløb, og nu har vi bygget en succesfuld millionvirksomhed, fortæller han.

Grænseoverskridende at blive genkendt

Så på trods af sin forholdsvis unge alder og titel som den yngste løve i hulen nogensinde, så er Christian Arnstedt helt klar til at finde nye iværksættere og spændende projekter.

Den unge løve har stor respekt for de andre løvers erfaring, og han håber at kunne bidrage til programmet og iværksætterne som en anden profil.

- Der sidder så mange unge mennesker ude i landet med super gode ideer. Jeg håber, at jeg ved at være en yngre karakter i programmet kan være med til at inspirere dem til at tro på det.

- Det mest grænseoverskridende for mig bliver måske at blive et offentligt ansigt, som bliver kendt på gaden. Det frygter jeg lidt, og det bliver nok lidt grænseoverskridende. Og det er jeg helt ærligt lidt bange for, siger Christian Arnstedt.

RETTELSE: Efter offentliggørelse af artiklen er afsnittet, om at MenuCard, som Christian Arnstedt var medejer af, i 2012 fik kritik i forbrugerprogrammet Kontant, tilføjet.