32-årige Olivier har haft abekopper: 'Jeg har aldrig oplevet så forfærdelig en smerte'

Danske Olivier Ishimwe har været isoleret i knap fire uger, efter han fik abekopper.

Olivier Ishimwe bor til daglig i København og arbejder som designer. Privatfoto

Selvom smitten med abekopper er stigende på verdensplan, er sygdommen stadig ikke særligt udbredt i Danmark.

Der er fundet 101 tilfælde af virussygdommen herhjemme siden maj, hvor den blev konstateret i flere europæiske lande.

En af de 101 tilfælde er den 32-årige Olivier Ishimwe fra København.

Han blev i slutningen af juni måned testet positiv for abekopper. Han fortæller, at de følgende tre uger var et langt smertehelvede, som han ikke ville ønske for sin værste fjende.

- Jeg har aldrig nogensinde oplevet så stor smerte. Jeg tog alle mulige former for smertestillende piller, men det virkede ikke på smerten. Jeg troede, jeg skulle dø, fortæller Olivier Ishimwe.

Herunder fortæller han om, hvor frygteligt og smertefuldt det har været for ham at have abekopper.

Troede først det var covid-19

I slutningen af juni begyndte Olivier Ishimwe at mærke et ubehag i kroppen. Han troede først, at det var covid-19, men to forskellige hjemmetests viste begge negative resultater.

Et par dage senere begyndte han at få små knopper på kroppen, som lignede myggestik. Og det fik alarmklokkerne til at ringe.

Olivier Ishimwe opdagede små blæner på sin krop, som mindede ham om små myggestik. Det fik ham til at kontakte Rigshospitalet, hvor han efterfølgende blev testet positiv for abekopper. (Foto: (privatfoto))

Han ringede straks derefter til Rigshospitalet, hvor han kommer jævnligt for at få udleveret præparatet PrEP, som forebygger smitte med hiv og gives til mænd, der har sex med mænd.

Han fortalte om symptomerne, og sygeplejersken mente, at han skulle testes for abekopper.

Som dagen gik, fik han flere og flere smerter. Særligt i endetarmen og maven.

Smerterne blev så voldsomme, at han ikke kunne sove. Det fik ham til at ringe til 1813, som sendte ham videre til Hillerød Hospital.

Her tilbagte han det meste af natten og morgenen og fik udleveret morfinpiller. Andet kunne de ikke gøre, fik han at vide.

Få minutter senere blev han ringet op af Rigshospitalet. Beskeden lød: Du er smittet med abekopper.

Smerter blev uudholdelige

I det østlige Danmark er det Hvidovre Hospital, som tager sig af abekopperpatienter.

For Olivier Ishimwe var derfor ingen anden udvej end at tage direkte fra Hillerød Hospital til Hvidovre Hospital, da hans smerter i mave og endetarm kun blev værre.

- Det var så smertefuldt. Det var forfærdeligt. Men på det her tidspunkt, var det kun starten, fandt jeg ud af.

På Hvidovre Hospital blev han indlogeret på et eneværelse, og her startede smerterne for alvor for Olivier Ishimwe, der til dagligt arbejder som designer.

Han beskriver endetarmssmerterne som uudholdelige.

- Ærligt talt, så føltes det som at skide knive ud af røven. Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal beskrive det. Det gjorde så ondt, og det var så ulækkert.

Olivier Ishimwe var indlagt på Hvidovre Hospital i fire dage. Derefter blev han udskrevet med smertestillende medicin i favnen. (Foto: (privatfoto))

Mavesmerterne gjorde, at han følte en konstant trang til at presse, selvom der ikke rigtig kom noget afføring ud. Afføringen, der kom ud, var fyldt med blod.

- På det her tidspunkt var jeg stadig bange for, at det ikke var abekopper, for jeg følte det var meget værre, end hvad jeg havde læst mig frem til om sygdommen.

- Jeg troede, der var et eller andet galt med min mave. Jeg kunne ikke tro, at det var abekopper. Jeg følte, at jeg var lige ved at dø, fortæller han.

Olivier Ishimwe endte med at være indlagt på Hvidovre Hospital i fire dage, inden han blev sendt hjem med favnen fuld af smertestillende medicin.

Beskeden fra lægen var, at der ikke var mere, de kunne gøre. Kun tiden ville hele.

Da han blev udskrevet, flyttede han hjem til sin mor og far, hvor han endte med at opholde sig isoleret på et værelse i tre uger.

- De første syv dage gjorde det ekstremt ondt i maven og i endetarmen. De næste syv dage, havde jeg stadig ondt de samme steder, men jeg kunne godt overleve. Jeg havde masser af sår i endetarmen, og det gjorde det svært at gå på toilettet.

- Den sidste del af min isolation handlede om at få knopperne og området ved endetarmen til at hele, fortæller Olivier Ishimwe.

Alle skal have mulighed for vaccine

I dag er Olivier Ishimwe stort set kommet sig efter sygdommen, men han har stadig enkelte gener, fortæller han.

- Når jeg sidder på cyklen, kan jeg stadig mærke, at alt ikke er som før i endetarmsområdet.

Dem der frygter at få abekopper, skal de være bange?

- Ja, det skal de virkelig. Jeg ville ikke ønske abekopper for min værste fjende. Jeg har aldrig nogensinde oplevet så forfærdelig en smerte.

Sundhedsstyrelsen er lige nu i gang med at undersøge, om de skal justere på vaccinationsstrategien i forhold til abekopper.

I dag er det kun personer, der har været i nær kontakt med en smittet, der får tilbudt en vaccine.

Olivier Ishimwe mener, at vaccinen burde være tilgængelig for alle.

- Jeg synes, at alle mennesker skulle få den vaccine. Dem, der ikke vil have den, må selv tage konsekvensen af det.