36 millioner kroner sort på hvidt: Her brugte svindelmistænkte Britta Nielsen penge

Britta Nielsen hævede mere end 17 millioner kroner i kontanter mellem 2005-2017.

Anna Britta Troelsgaard Nielsen er sigtet for groft databedrageri for 111 millioner kroner. Det er uklart, hvordan hun stiller sig til sigtelsen. (Foto: SIPHIWE SIBEKO © Scanpix)

Socialstyrelsens pengekasse mangler mindst 111 millioner kroner.

Mistanken går på, at den tidligere betroede medarbejder og superbruger i styrelsen Britta Nielsen har overført pengene til sig selv og sin familie.

Imens har Britta Nielsen levet et liv, hvor hun har købt dyre smykker, heste og adskillige ejendomme i Sydafrika.

Det er sket, mens hun fik en løn på omkring 18.000-19.000 kroner efter skat om måneden fra Socialstyrelsen.

Fra 2002 til 2018 fik Britta Nielsen i alt udbetalt 3,7 millioner kroner i løn efter skat.

Lige nu arbejder danske myndigheder på at finde frem til de 111 millioner kroner, som Socialstyrelsen har mistet som følge af snyd fra 2002 til 2018.

Som det ser ud nu, har dansk politi i samarbejde med de sydafrikanske myndigheder fundet frem til 36 af de 111 millioner kroner.

Det viser en lang række retsdokumenter fra Sydafrika, som DR Nyheder er kommet i besiddelse af.

17 millioner i kontanthævninger

Her i Danske Bank i Hvidovre havde Britta Nielsen to af sine i alt fem danske bankkonti. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Danske Banks pengeautomater har været flittigt brugt af Britta Nielsen.

De sydafrikanske dokumenter viser nemlig, at hun har hævet 17 millioner kroner i kontanter fra 2005 til 2017 fra bankkonti i Danske Bank.

Det svarer til cirka 109.000 kroner hver måned i perioden på de 13 år.

- Det er højest usædvanligt og indikerer kriminel aktivitet og hvidvask af penge i Danmark, da det er umuligt at spore, hvor pengene kommer fra, skriver bagmandspolitiet i Danmark, SØIK, til de afrikanske myndigheder.

Hvad kontanterne er blevet brugt til, vides ikke med sikkerhed.

Nogle er gået til at betale for fire guldringe til en værdi af cirka 230.000 kroner, har Britta Nielsen selv fortalt de sydafrikanske myndigheder. Tre af ringene er blevet stjålet, siger hun.

Hun har også fortalt, at hun har købt smykker fra en diamanthandler, og at hun har investeret penge i en ædelsten kaldet tanzanit for 3.000 kroner.

Sendte millioner til Sydafrika

Indgangen til "Dannevirke." Her havde Britta Nielsen ejendom.

Britta Nielsen har derudover overført 8.971.000 kroner over mere end ti år fra sine bankkonti i Nordea og Danske Bank til en bankkonto i Sydafrika.

Selv har hun fortalt de sydafrikanske myndigheder, at hun brugte nogle af pengene til at købe flere ejendomme og huse i Sydafrika.

Senest forsøgte hun at købe et hus i oktober 2018, mens hun var eftersøgt af dansk politi. Det kostede omkring en million danske kroner, og pengene overførte hun til en advokat, der stod for huskøbet.

Købet nåede ikke at gå igennem, og pengene er nu indefrosset af de sydafrikanske myndigheder.

Britta Nielsen har anskaffet sig biler, indbo til husene, dyre smykker og en krokodilledam med seks krokodiller.

Overført penge til sønnen

Britta Nielsens søn er også varetægtsfængslet i sagen. Han er sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed. (© DR Nyheder)

Britta Nielsen har overført over 2.800.000 kroner til sin søn fra 2008 til 2018. Pengene er gået ind på hans danske bankkonto i Nordea.

Sønnen har boet i Sydafrika i flere år og har kun haft en indkomst på 31.000 kroner i Danmark de sidste mange år.

Dokumenterne fra Sydafrika viser, at han senest opholdt sig i landet på et studievisum, som udløb i slutningen af oktober 2018.

Han blev anholdt i en international lufthavn i Sydafrika på vej mod Mozambique.

Myndighederne var bange for, at han ville flygte, men ifølge Britta Nielsen ville han forlade Sydafrika, fordi hans visum var ved at udløbe.

I dag er han varetægtsfængslet i sagen, sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed.

Over syv millioner til de to døtre

Britta Nielsens døtre, Samina (tv)og Jamilla Hayat (th) i forbindelse med interview i programmet "Brittas døtre taler ud," som kan ses på Dplay.dk (Foto: Discovery Networks Danmark) (Foto: Discovery Networks Danmark/'Brit © Scanpix)

Af dokumenterne fra Sydafrika fremgår det, at Britta Nielsen har overført 646.000 kroner til sin ældste datter, Karina Jamilla Hayat.

Overførslerne er sket til hendes danske konto over ti år.

Imens har datteren haft en "beskeden indkomst" i Danmark, hvor hun bor.

Det fremgår også, at hun i samme periode har erhvervet sig andelsbolig, kolonihavehus og flere biler.

Andelsboligen og bilerne er ifølge danske myndigheder beslaglagt.

Britta Nielsens yngste datter, Nadia Samina Hayat, har modtaget endnu flere penge fra moderen. I alt knap 6,9 millioner.

Fra 2007 til 2015 modtog hun 1,5 millioner kroner på sine danske bankkonti. Desuden har Britta Nielsen overført 5,4 millioner kroner til datterens konti i Tyskland og Holland og til datterens firmaer i samme lande.

Datteren har haft en stor interesse for hestesport og har selv fortalt i et interview til Kanal 5, hvordan hende og moderen har handlet med heste til priser op mod 750.000 kroner.

Handlerne er blandt andet sket gennem Nadia Samina Hayats firma i Holland. Af regnskaberne for den hollandske fremgår det, at hun har lånt op mod 18 millioner kroner - men ikke af hvem. Hun har selv i interviewet indikeret, at pengene kom fra moderen.

I dag er Nadia Samina Hayat erklæret konkurs i Danmark.

Begge døtre er sigtet for at have taget imod stjålne midler - en sigtelse, der kan give op til seks års fængsel.

Har købt flere biler

Britta Nielsen har gennem tiden haft i hvert fald fem biler af mærket "Land Rover". Denne blev beslaglagt i Danmark i efteråret 2018.

Af dokumenterne fremgår det, at Britta Nielsen har købt flere biler af mærket "Land Rover" i Sydafrika, som hun løbende har opgraderet og solgt videre.

En af bilerne blev for eksempel udstyret med telt, senge og køkken-faciliteter.

Betalingerne er sket fra hendes Nordea-bankkonto, og på et tidspunkt blev bilerne registreret i sønnens navn.

Inden både Britta Nielsen og hendes søn blev anholdt i Sydafrika i efteråret, forsøgte hun at sælge den ene af de to biler, de havde tilbage på dette tidspunkt.

Beslaglæggelser i Danmark og Sverige

Britta Nielsens hus i Hvidovre er nu sat til salg for 4,75 millioner kroner. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Der er også blevet beslaglagt en række værdier hos Britta Nielsen i Danmark og Sverige.

For eksempel har hun haft både hus i Hvidovre ved København og et svensk sommerhus.

En opgørelse fra kurator per 12. februar 2019 viser, at der i alt er beslaglagt værdier for knap fem millioner kroner i Danmark og Sverige.

Det tæller penge på bankkonti, værdien af Britta Nielsens kapital- og ratepension, og den anslåede værdi af huset og sommerhuset.

Begge ejendomme er i øjeblikket sat til salg.

Danske Bank har indberettet sag

Danske Bank har ikke ønsket at kommentere deres rolle i sagen af hensyn til frotrolighed om kundeforhold. (Foto: Ints Kalnins © Scanpix)

Det har tidligere været fremme, at Danske Bank i 2012 indberettede Britta Nielsen til bagmandspolitiet, fordi banken mente, at der fandt mistænkelige transaktioner sted fra Socialstyrelsen til Britta Nielsens privatkonto og en erhvervskonto.

Bagmandspolitiet, SØIK, undlod at efterforske sagen, men sendte den videre til Skat. Derfor blev sagen ikke undersøgt dengang, og det beklagede Bagmandspolitiet og Rigsadvokaten efterfølgende.

Desuden modtog bagmandspolitiet underretninger om mistænkelige overførsler vedrørende en anden mistænkt i sagen i 2014 og 2016, men disse underretninger gav heller ikke anledning til at undersøge Britta Nielsen.

Det er uklart, hvordan Britta Nielsen stiller sig til sigtelsen for groft databadrageri, der kan give op til otte års fængsel.

I øjeblikket sidder hun varetægtsfængslet i Danmark.