360.000 kroner og hjælpende hænder vælter ind til Ali

Det er ikke kun kolde kontanter, men også løfter om arbejdskraft, der bliver sendt til Ali Parnian.

Ali Parnian åbnede sit kombinerede bageri og restaurant for et halvt år siden efter halvandet år i Danmark.

En lille symbolsk opbakning i form af blomster og chokolade.

Det var egentlig tanken, da Konservatives politiske ordfører Mette Abildgaard søndag aften startede en støtteindsamling til den 19-årige Ali Parnian - bageriejeren, der har fået smadret sit kombinerede bageri og restaurant i Tingbjerg i det nordvestlige København af ukendte gerningsmænd, som bevæbnet med baseballbat gik amok på inventaret i butikken.

Og da den konservative politiker først havde startet indsamlingen, gik det hurtigt. Mandag fik hun travlt med at få formaliseret indsamlingen.

Der blev oprettet en komité, så hun kan få lov til lovligt at indsamle pengene, der er oprettet en ny konto i banken, og selvom Mette Abildgaard fik hævet sit loft hos betalingstjenesten MobilePay, nåede hun allerede i løbet af mandagen sin maksgrænse for, hvad hun kan modtage via betalingstjenesten.

https://twitter.com/metteabildgaard/status/955522573034577921?ref_src=twsrc%5Etfw

Det har dog ikke sat en stopper for donationerne.

Tirsdag formiddag kan Mette Abildgaard oplyse, at der er strømmet 360.000 kroner ind til 19-årige Ali Parnian.

Og det er ikke kun donationer og medfølende ord, der bliver sendt hans vej. I en tråd på den konservative politikers Facebook skriver flere personer, at de gerne vil give en hjælpende hånd til at få ordnet Ali's butik.

Søren Parrot, der har et arkitektfirma, vil gerne stå til rådighed med materiale.

Og den uddannede konditor Lena Juul Palsdorf tilbyder også sin hjælp, da hun i øjeblikket ikke har mulighed for at have et fuldtidsjob.

- Jeg har desværre en arbejdsskade, som gør, at jeg ikke kan arbejde så lang tid af gangen i et bageri, men hvis han (red. Ali) har brug for en formiddag med lidt småopgaver, så hjælper jeg gerne med at få hans bageri igang igen.

Mange andre kommer med støttende bemærkninger til Ali Parnia, blandt andre Daniel Lundt Mersebak, der mener, at den hærværksramte bageriejer bør gøres til ridder af Dannebrog med begrundelsen: "Han har været modig og gjort modstand mod en ubehagelig overmagt, som mange butiksejere med garanti har affundet sig med i årevis".

Ali Parnian's butik har siden torsdag været udsat for hærværk flere gange. Første gang torsdag hvor ruder blev smadret og der blev smidt fyrværkeri ind i butikken. Lørdag smadrede fem maskerede mænd butikkens møbler, glasmontrer og kasseapparater, mens der var kunder.

Ifølge Ali Parnian skyldes det grove hærværk, at han er blevet opkrævet beskyttelsespenge, som han har nægtet at betale.

Københavns Politi efterforsker sagen og er i færd med at undersøge antallet af lignende sager i området.

Neden for kan du se optagelse fra overvågningskameraet i butikken, hvor fem maskerede mænd raserer butikken.

FORLØB I ALIS BAGERI

  • En måned siden: Ali blev truet med kniv i sit hjem. Politiet blev kontaktet og kom.

  • Torsdag den 18. Ruder blev smadret i butikken og der blev kastet fyrværkeri ind i lokalet. Politiet kom. Fik ikke optagelser fra overvågningskameraerne med.

  • Fredag den 19. Der blev igen smadret ruder. Politiet kom.

  • Lørdag den 20. Fem maskerede mænd smadrede butikken i åbningstiden baseballbat og jernstænger. Her kom politiet også og fik denne gang overvågningsvideoerne med.

  • Søndag den 21. Efter indslag i TV 2 Lorry blev der igen smadret ruder, og tolk og far tog derud og blev igen opfordret til at betale.

Facebook
Twitter