Københavns Byret har afgjort, at straffen bortfalder for en 40-årig formodet pirat, selvom han dømmes for at have forvoldt fare for danske soldaters liv under en ildkamp.
Det har en enig domsmandsret afgjort i Københavns Byret.
Manden, der mistede sit ene ben som følge af episoden, var ombord på en motorbåd, der sidste år kom i ildkamp med dansk militærhelikopter.
Retten lægger til grund, at tiltalte tog aktivt del i angrebet, hvor der blev skudt to gange mod helikopteren.
Retten afgør dermed, at manden er skyldig i anklagen, men omstændighederne gør, at straffen bortfalder.
Det skyldes blandt andet, at tre andre mænd, der også deltog i angrebet og blev taget til fange af de danske soldater, blev løsladt med tiltalefrafald.
Det indgår også i rettens begrundelse, at manden mistede sit ben, og at ingen danske soldater kom noget til.
Fortsat varetægtfængslet
Anklagerne havde krævet en fængselsstraf på mellem 12 og 15 måneders fængsel samt udvisning af Danmark i 12 år.
Den 40-årige kunne dog ikke forlade retten som en fri mand, da anklagemyndigheden valgte at anke dommen med henvisning til udlændingeloven og mulighed for senere udvisning.
Manden er derfor varetægtsfængslet frem til 20. december.
Ildkamp i Guineabugten
Sagen begyndte for et år siden, da fregatten Esbern Snare af den daværende regering var sendt til Guineabugten ud for Vestafrika for at afskrække pirater.
Den 24. november kom det til ildkamp mellem danske styrker og en gruppe personer i et fartøj, der udviste alle tegn på pirateri, har vidner fra Forsvaret forklaret i retten.
Ved sammenstødet blev fire personer i det formodede piratfartøj skudt og dræbt, mens en femte person faldt i vandet og formodes druknet. Fire andre blev tilbageholdt ombord på fregatten.
Sådan forløb det den 24. november 2021 ifølge Forsvaret:
Fik ben amputeret
En af dem var den 40-årige, der blev hårdt såret og derfor fik sit ene ben amputeret.
Danmark havde ingen samarbejdsaftaler med kyststaterne i området. Derfor kunne de tilbageholdte ikke blive retsforfulgt i lokalområdet. Blandt andet derfor frafaldt Justitsministeriet sigtelserne mod de tre tilbageholdte, der fik en gummibåd og blev sat på fri fod.
På grund af sine skader kunne den 40-årige ikke blive løsladt. Han blev derfor bragt til Danmark, hvor han i januar blev fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for drabsforsøg.
Sigtelsen blev senere ændret til en anklage for at have forvoldt fare mod danske soldaters liv og førlighed ved at have været ombord på et fartøj, hvorfra der blev skudt mod Forsvarets Seahawk-helikopter. Det er den sag, hvor der i dag klokken 14 blev afsagt dom i Københavns Byret.