40 anholdt under demonstration i lufthavn

Politiet i Københavns Lufthavn har anholdt 40 personer under en demonstration mod udvisningen af to irakere.

Politiet i Københavns Lufthavn har anholdt 40 personer under en demonstration mod udvisningen af to irakere.MediaLinks:

24 af anholdelserne er præventive - det vil sige, at de anholdte ikke direkte har begået ulovligheder, men at politiet har vurderet, at de ville være til fare for den offentlige orden.

Demonstranter sendt med metro

Det var ventet, at en gruppe unge demonstranter ville samle sig i lufthavnens terminal 3 for at protestere mod behandlingen af irakerne, der er udvist efter at have afsonet deres straf her i Danmark.

- Der er ikke rigtig nogen, der kan gøre rede for, hvad deres skæbne bliver i Irak. Det er fuldstændig uansvarligt og strider mod al form for medmenneskelighed, og derfor føler vi, at vi har ret til at stoppe det fly, siger Lars, en talsmand for demonstranterne. Han ønsker ikke at oplyse sit efternavn.

Politiet oplyser, at demonstrationen er opløst. De unge, som ikke er anholdt, er sendt tilbage til byen med metroen.

Lænkede sig til skranke

Tidligere på dagen lykkedes det ifølge demonstranterne selv to personer at lænke sig til check-in skranken til Lufthansa-flyet, som skulle bringe en af de udvisningsdømte irakere til Bagdad via Frankfurt.

Demonstranterne havde på forhånd proklameret aktioner mod luftfartsselskaber, der deltager i hjemflyvningen af de udviste irakere.

- Vi alene kan ikke stoppe udvisningerne, men det er vigtigt, at der kommer et pres på myndighederne for ikke at sende folk til Bagdad, siger talmanden Lars.