40 forslag om mindre papirnusseri

Den konservative Lene Espersen har på fem dage fået 40 forslag, der kan gøre bureaukratiet mindre. Socialrådgiverne er dog ikke benovede.

Lene Espersens hjemmeside har fået 40 forslag om afbureaukratisering på fem dage. Socialrådgiverne skriver gerne, men troen på politikerne er lille. (Foto: Skærmdump © Skærmdump)

40 personer har givet deres bud på, hvordan bureaukratiet kan afskaffes. De har siden i fredags svaret på Lene Espersens invitation til at skrive på hjemmesiden www.frihedtildig.dk. Her opfordrer økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen offentligt ansatte og brugere til at foreslå hvilke regler, der er overflødige.

Hun lover til gengæld at gøre et stykke arbejde for at afskaffe en del af bureaukratiet til fordel for flere varme hænder i den offentlige sektor.

Kampagne skal give flere henvendelser

Analysechef for de konservative Martin Østergaard siger, at der ikke er noget mål for, hvor mange henvendelser minsteren havde håbet på, men at en kampagne nu skal give ekstra kendskab til hjemmesiden.

I fagforbundene er der delte meninger om hjemmesiden. FOA oplyser at der er al mulig god grund til at afskaffe meget papirnusseri, og fagforbundet, der bl.a. organiserer social- og sundhedspersonale, håber nu, at kunne arrangere en konference i samarbejde med erhvervs- og økonomiministeren.

Socialrådgivere skeptiske

Dansk Socialrådgiverforening derimod er mere skeptiske. Mange socialrådgivere oplyser ifølge en rundspørge i Politiken, at de i deres daglige arbejde ikke lever op til loven på grund af et voldsomt arbejdspres.

De er blandt andet trætte af, at forskellige computersystemer ikke "taler sammen", så de skal bruge urimelig meget tid foran en pc, frem for at servicere borgere, der har brug for hjælp.

Formand: Jeg er blevet metaltræt

Men ikke desto mindre er formand for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, ikke benovet over Lene Espersens initiativ:

- Vi skriver gerne vores forslag til hjemmesiden, men jeg er ærlig talt ved at blive lidt metaltræt. Ministre på stribe har lovet og lovet, talt og talt, -og intet er stort set sket, lyder det fra socialrådgiverformanden.

Facebook
Twitter