400 mio. til landets cykelstier

Danmarks cyklister kan se frem til mærkbare forbedringer i løbet af de næste år. I alt afsætter staten og kommunerne 400 millioner kroner til forbedringer af cyklisternes forhold landet over.

(Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Hvis det står til politikerne vil cyklisterne i de kommende år blive stadig mere synlige i trafikken, også uden for bykernerne.

Torsdag blev der afsat en milliard kroner til trafikken inden for rammerne af trafikforliget fra januar.

Mange gode forslag gav ekstra penge

Ifølge den socialdemokratiske trafikordfører, Magnus Heunicke, er der tale om et "kæmpeløft".

- Vi har modtaget så mange gode forslag til cykelprojekter fra hele landet, at vi besluttede at forhøje næste års pulje fra 100 til 185 millioner kroner. Dertil kommer, at kommunerne også har forpligtet sig til at bidrage til finansieringen, så cyklisterne i alt tilgodeses med et beløb, der nærmer sig 400 millioner, forklarer Magnus Heunicke.

Blandt de mange projekter kan nævnes, at der i 2010 afsættes 31,7 millioner kroner til tre cykelprojekter på det statslige vejnet i henholdsvis Viborg, Ballerup og Hammel.

86,5 millioner statslige kroner er øremærket til kommunale cykelby-projekter. Flest penge fra denne pulje får Fredericia og Århus Kommuner.

Massiv investering i infrastruktur

I en pressemeddelelse kalder transportminister Lars Barfoed aftalen en massiv investering i dansk infrastruktur.

- Med aftalen vil borgere i hele landet opleve mærkbare forbedringer, uanset om man er cyklist, bilist, buspassager eller togpendler, siger ministeren

Facebook
Twitter