4.500 indiske sygeplejersker vil til Danmark

Tusinder af indiske sygeplejersker vil gerne arbejde i Danmark. På to måneder har 4.500 indiske sygeplejersker søgt om at få godkendt deres autorisation i Danmark.

På to måneder har 4500 indiske sygeplejersker søgt om at få godkendt deres autorisation i Danmark. (© Colourbox)

Antallet af indiske sygeplejersker, der gerne vil arbejde i Danmark, er eksploderet i løbet af sommeren. Fra den 3. juni til den 3. august har 4.507 indiske sygeplejersker søgt om at få godkendt deres autorisation i Danmark. Til sammenligning søgte kun omkring 30 om autorisation i 2008, skriver dagbladet Børsen.

Den store interesse fra de indiske sygeplejersker er overraskende for både Sundhedsstyrelsen og for Dansk Sygeplejeråd.

Indere lokket af annoncer i lokale aviser

Den kommer dog ikke bag på direktør, Niels Prip, fra det lille jobformidlingsfirma Job Ikon, der netop nu uddanner ti indiske sygeplejersker, der kommer til Danmark til efteråret.

Han fortæller til DR Nyheder, at den danske stat for et års tid siden etablerede et center i Indien, der arbejder med rekruttering. Her fortalte man, at der mangler cirka 2.500 sygeplejersker i Danmark.

Herefter har nogle små sidegade-virksomheder i Indien så fanget budskabet og sat annoncer i lokale aviser, hvor de tilbyder at ekspedere de indiske sygeplejerskers autorisation med de danske myndigheder mod betaling af 150 dollars.

- Det er der selvfølgelig utrolig mange indiske sygeplejersker, der har været interesseret i, og derfor har vi fået alle de her ansøgninger, forklarer Niels Prip.

Et element af bondefangeri

Interessen fra Indien kommer på et tidspunkt, hvor Sundhedsstyrelsen allerede godkender langt flere udenlandske sygeplejersker end tidligere.

Sidste år blev 511 udenlandske sygeplejersker godkendt. Det var en fordobling i forhold til året før, og langt de fleste var fra vores nabolande.

Men det er langt fra alle af de 4.500 indere, der har læst annoncen, der rent faktisk kan se frem til at komme til at arbejde på de danske hospitaler, siger Niels Prip:

- Vi har jo ikke brug for 4.500 sygeplejersker i Danmark, så der er helt klart et element af bondefangeri i det her. Der er nogen, der har set deres snit til at tjene nogle hurtig penge ved at lokke folk med på den her fidus, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk