46-årig kvinde fik nok af gamer-kæreste: Smadrede computer med kødhammer

Bagefter truede hun kæresten med, at han skulle lide samme skæbne som computeren.

Kvinden fik syv måneders fængsel for trusler og vold mod sin gamerkæreste samt trusler mod og tilsvining af politiet. (Foto: Arkivfoto: Colourbox)

De fleste kender til følelsen af at være irriteret på kæresten af den ene eller anden grund. Heldigvis er det de færreste irritationer, der udvikler sig til dødstrusler og slåskampe.

Det var dog præcis, hvad der skete for et kærestepar på Langeland i foråret - mere præcist den 24. maj i år. Og i går, torsdag den 6. december 2018, faldt hammeren altså for den tiltalte kvinde i sagen.

Den 46-årige kvinde blev idømt syv måneders fængsel for dødstrusler og vold mod kæresten, samt trusler og fornærmende tiltale mod de politibetjente, som skilte parret ad.

- I retten forklarede den dømte kvinde, at hun var træt af, at kæresten altid sad og spillede computer og aldrig hjalp til med noget i hjemmet, siger anklageren i sagen, Anne Marie von Lowzow.

Kvinden var angiveliget så træt af situationen, at hun smadrede computeren med en kødhammer og bad kæresten om at forlade hjemmet.

Det gjorde kæresten meget vred, og parret endte derefter i håndgemæng.

- Jeg smadrer dig med kødhammeren

Den 46-årige kvinde, som blev dømt i sagen, ringede til politiet, efter hun havde smadret computeren, fordi kæresten ikke gad at forlade hjemmet.

Da politiet ankom til adressen, hørte de kvinden true kæresten med at slå ham ihjel med kødhammeren. De lå på det tidspunkt uden for hjemmet på en græsplane og tumlede rundt - med kødhammeren liggende ved siden af dem i græsset.

Efter politiet havde skilt parret ad, sparkede kvinden kæresten i hovedet.

Den vrede kvinde blev taget med af politiet, og derefter skulle hun have svinet dem til og truet dem med at spytte dem i hovedet. Derfor er hun også tiltalt og dømt for det.

- Hun er blevet tiltalt for truslen om at slå kæresten ihjel med kødhammeren samt sparket i hovedet på kæresten, imens betjentene var der, siger anklageren i sagen.

Kæresten kom ikke alvorligt til skade, men dommens hårdhed blev afsagt på grund af kvindens tidligere domme.

- Jeg er godt tilfreds med dommen. Den afspejler, at hun også tidligere er straffet for personfarlig kriminalitet, siger Anne Marie von Lowzow.

I de syv måneders fængsel, kvinden er blevet dømt til, indgår en retsstraf på 65 dage, hun tidligere har fået for vidnetrusler.

Forbrydelsen skete i en periode, hvor kvinden var prøveløsladt fra en tidligere dom. Hun har været prøveløsladt i ét ud af to års fængselsstraf for den tidligere forbrydelse. De 65 dage blev udløst på grund af den nye dom.

Facebook
Twitter