4G-net kan give ekstraregning og sort skærm

Næste år begynder udrulningen af af det mobile 4G-net. Men det kan forstyrre tv-signalet og flere tusinde kroner at ordne.

Signalet fra traditionelle tv-antenner kan blive påvirket af det kommende G4-net. (Foto: Einar Carstensen)

Tusindvis af tilfældige tv-seere bliver de kommende år tvunget til at købe nyt antenneudstyr, hvis de vil undgå hakkende billeder eller i værste fald sort skærm.

Årsagen er, at signalerne i næste bølge af mobilt 4G-bredbånd, der rulles ud fra 2013, anvender frekvenser, som tidligere blev brugt til tv-kanaler, skriver Nyhedsmagasinet Ingeniøren.

Derfor kan seernes tv- og antenneudstyr påvirkes af 4G-støj.

Utætte antennestik og -kabler

Problemet vil ramme dele af den omkring halve million husstande, der ser tv via egen antenne. Dertil kommer andre husstande, f.eks. lejligheder tilsluttet fællesantenneanlæg.

Husstande med kabel-tv kan heller ikke føle sig for sikre. 4G-støjen kan nemlig også forstyrre tv-signalet i utætte antennestik og -kabler.

- Forstyrrelsen af tv-signalet afhænger blandt andet af, hvor tæt man bor på en af de kommende 4G-sendere og hvilket antenneudstyr, siger Knud Erik Skouby. der er professor i telekommunikation ved Aalborg Universitet.

Prisen for nyt antenne- og tv-udstyr, der kan modstå 4G-støj, ligger på mellem nogle hundrede kroner og flere tusind kroner, hvis der for eksempel er behov for et nyt tv-apparat eller professionel antenne-hjælp.

Det mener forbrugerrådet ikke er fair. Rådet mener, at staten skal betale, fordi den kommer til at tjene millioner af kroner på at sælge 4G-licenser til teleselskaberne.

Ministeren afviser statsstøtte

- Alle seere bør holdes skadesløse, siger seniorkonsulent i Forbrugerrådet Martin Salamon.

I Norge og Storbritannien har man lagt op til, at 4G-operatørerne skal betale en del af udgifterne til nyt udstyr. Sådan bliver det ikke i Danmark, siger erhvervsminister Ole Sohn.

-Det er og bliver i vidt omfang kvaliteten af udstyret og installationerne hjemme hos den enkelte borger, der er afgørende for, om modtagelsen af tv bliver forstyrret, siger erhversministeren.

Derfor mener han også, at det er rimeligt, at den enkelte borger selv sørger for at udskifte dårligt eller utidssvarende udstyr.

Facebook
Twitter