5 gode råd: Sådan håndterer du din sammenbragte familie

Psykolog Sia Holm giver fem gode råd til at få en velfungerende sammenbragt familie.

Det kan være en stor udfordring at få en familie med dine, mine og vores børn til at fungere. (Foto: Clara Rose © Scanpix)

I dag lever 27 procent af alle børn under 17 år i en sammenbragt familie med halv- eller stedsøskende.

Men der kan være svært at få en familie med børn fra tidligere forhold og fællesbørn til at fungere i hverdagen.

Derfor har DR Nyheder samlet fem relevante råd til forældre, der kæmper med det nye familiemønster.

Det sker i samarbejde med Sia Holm, der er psykolog med speciale i netop sammenbragte familier.

1. Vær klar over vilkårene

For det første er det vigtigt at vide, at en sammenbragt familie ikke er en traditionel kernefamilie.

Det værste, man kan gøre, er at lade som om, intet er forandret og bruge kernefamilien som rollemodel.

- Det kan sagtens blive en velfungerende familie, men der er vilkår i den sammenbragte familie, som adskiller sig på en række områder fra familiemønstret i en kernefamilie. Og ved at kende sine vilkår bliver det nemmere at få familien til at fungere, siger Sia Holm.

2. Accepter den følelsesmæssige forskel

Derudover er det vigtigt, at du respekterer, at der ikke er den samme kærlighed til stedbørn, stedmor eller stedfar, som der er til biologiske børn, mor eller far.

- Der er en følelsesmæssig forskel på egne børn og andres børn, ligesom der er en følelsesmæssig forskel på egne forælder og andre voksne. Sådan er det bare. Relationerne skal først udvikles, og nye roller skal skabes, forklarer psykologen.

3. Hav tålmodighed

Derfor er det vigtigt at acceptere, at stedrelationen først skal skabes og udvikles - og at det kan tage tid som i alle andre relationer.

Alt falder nemlig ikke bare på plads henover natten.

- Det kan godt være, at man skal holde tre eller fire juleaftner før, det hele føles rigtigt, forklarer hun.

4. Sammenlign ikke stedmor og stedfar

Sia Holm påpeger i øvrigt, at der ofte er stor forskel på mandens og kvindens samkvem med børn.

Derfor er det et skråplan, hvis man begynder at sammenligne hinanden i et parforhold mellem en mand og en kvinde.

- Det er bare stadig sådan i dag, at mor ofte har barnet flere dage end far efter en skilsmisse. Og der er forskel på at have et barn i tre eller syv dage, siger hun.

I en sammenbragt familie skal man desuden være indstillet på, at der er stor omskiftlighed i familien - nogle dage er der måske tre familiemedlemmer, mens der andre dage kan være seks medlemmer i din familie.

5. Tal sammen!

Til sidst råder psykologen de sammenbragte familier til at tale sammen.

- Få defineret, hvilken familie man ønsker at skabe. Mange tror, at det kommer af sig selv, men det gør det ikke, siger Sia Holm.

I hendes arbejde med par har familierne etableret sig på to forskellige måder:

'Fællesskabsfamilien', hvor parterne deles om alt, selvom det ikke er egne børn, eller som et 'familiebofællesskab', hvor parret bor sammen som kærester, men udelukkende opdrager og varetager egne børn.

- Det er to meget forskellige måder at organisere sig og samarbejde på. Både som voksne og som familie. Og så er det to meget forskellige forventninger til sig selv og ens partner, forklarer hun.

Find flere råd på hjemmesiden sammenbragte-familier.dk, som Sia Holm har stiftet.

Facebook
Twitter