5 ting du skal vide når du holder ferie i lejet sommerhus

Vil du undgå efterregninger, når du har lejet en feriebolig, så tjek de gode råd her.

Skal du leje et sommerhus i ferien? Her er fem gode råd. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Sommerferien står for døren, og måske er du én af de mange tusinde danskere, der skal på ferie i et sommerhus, du har lejet via et professionelt udlejningsbureau.

For det meste går alt som planlagt, men nogle kunder ankommer til beskidte huse, har problemer med at klage, eller modtager efterfølgende uventede efterregninger på forbrug og rengøring. Det viser en kortlægning foretaget af Efterforskerne på P1.

Derfor giver vi her fem gode råd til, hvordan du sikrer den bedst mulige oplevelse, hvis du skal en tur i lejet i sommerhus. De råd er baseret på erfaringer indsamlet fra kunder såvel som oplysninger fra Konkurrence og Forbrugerstyrelsen samt Forbrugerombudsmanden.

1. Spørg til husets forbrug af el, vand og varme før booking

En del feriehusgæster modtager overraskende store efterregninger på el, vand og varme efter en tur i et lejet sommerhus - især dem, der vælger spa- og poolhuse. Bureauerne oplyser ikke altid det forventede forbrug, når du booker. Så ring og spørg til det konkrete hus, eller kig på størrelsen af husets depositum. Det beløb kan nemlig blive ædt op af forbrugsudgifter, så du aldrig ser de penge igen.

2. Husk at læse det med småt

Mange kunder får ikke læst lejebetingelserne ordentligt, før de tager på ferie i et lejet sommerhus. Men det er en god idé, hvis du f.eks. vil undgå store efterretninger.

F.eks. skriver feriehusbureauet Novasol i deres lejebetingelser, at man skal rengøre fryser, ovn og grill, før man tager afsted. Så hvis man nøjes med at svinge støvsugeren, kan man altså få en efterregning. Og de kan sagtens løbe op i mere end 1.000 kroner.

3. Hvis huset er beskidt ved ankomst….

...skal du tage billeder af det og klage til bureauet samme dag. Ellers risikerer klagen at blive afvist, fordi du ikke har givet bureauet en chance for at udbedre den manglende rengøring.

Og husk at klage på skrift, selvom der f.eks. i Novasols lejebetingelser står, at kunderne ikke må klage per mail under opholdet. Det er Forbrugerombudsmanden og Forbrugerstyrelsens generelle anbefaling, at forbrugerne holder kommunikationen skriftlig for at sikre sig selv bedst.

4. Hvis du får en efterregning, så nærlæs den

Nogle gange modtager sommerhusgæster efterregninger på f.eks. rengøring, selvom de allerede har betalt for den ydelse, da de bookede huset. Det hænder, at der går flere måneder før disse slutafregninger fremsendes, men man skal altså stadig være vågen, når de kommer.

5. Du har ret til at klage

Hvis det feriehus, du har booket, har mangler, er beskidt eller ikke lever op til beskrivelsen, kan du klage over det. Ud over at gå direkte til bureauet, kan du også klage til Ankenævnet for Feriehusudlejning. Du skal dog være opmærksom på, at det koster 300 kroner, at klage. Penge som du kun får tilbage, hvis du får medhold i klagen.

Alternativt kan du også gå på f.eks. Facebook og Trustpilot og brokke dig. Det har nogle kunder gode erfaringer med.

Kontakt os

Hvis du ender med en dårlig oplevelse med et lejet feriehus, så kan du også kontakte Efterforskerne på P1 på vores mail, efterforskerne@dr.dk. Send meget gerne billeddokumentation med.

Læs også