50-årig affyrede formentlig skud mod politiet ved Tivoli

Selvom manden blandt andet er sigtet for at affyre skud, så er det ifølge anklageren uvist, om han rent faktisk gjorde det.

Politi afspærrede området ved Tivoli efter skyderiet fredag sent eftermiddag. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Den 50-årige mand, der blev skudt af politiet ved H.C. Andersens Boulevard og Stormgade i det centrale København, affyrede formentlig selv skud mod politiet.

Det fortæller Signe Egsgaard, der er anklager ved Københavns Politi, til DR Nyheder efter dagens grundlovsforhør, hvor manden blev fremstillet in absentia.

- Han har truet to betjente ved at pege på dem med en tromlerevolver. Han har formentlig også affyret et skyd, men sagen er på et meget foreløbigt stadie, så jeg kan ikke sige mere på nuværende tidspunkt, siger hun.

Manden sigtes efter straffelovens paragraf 119 stk. 1, der handler om vold eller trusler mod tjenestemand. Under grundlovsforhøret læste Signe Egsgaard sigtelsen op, og her var formuleringen, at han er sigtet for at affyre et skud.

Men efter forhøret understreger hun, at det endnu ikke er fastslået, om det rent faktisk skete.

- Det er en foreløbig sigtelse, og det primære er, at han har truet to betjente ved at pege på dem med en revolver. Måske har han også affyret den, men det er så foreløbigt, at jeg ikke kan udtale mig nærmere om indholdet, siger hun.

Under behandling på Riget

Episoden fandt sted fredag aften ved Tivoli i København, og Politiet har forklaret, at manden trak et skydevåben, hvorefter trak politiet våben og skød.

Ifølge Signe Egsgaard er manden under behandling på Rigshospitalet, og derfor var han ikke i stand til at blive fremstillet i grundlovsforhør.

Manden er foreløbigt varetægtsfængslet 24 dage, men skal i et nyt grundlovsforhør, hvis han inden da kommer sig nok til at medvirke i retten.

- Når lægerne erklærer, at han er rask nok til at komme i retten, så vil han efter 24 timer derefter fremstilles på ny af en dommer, siger hun.

Som det altid er tilfældet, når politiet sårer en person, skal Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) nu undersøge sagen.

I en pressemeddelelse skriver DUP lørdag eftermiddag, at manden blev ramt af et skud i skulderen og et i låret. Han er dog uden for livsfare.

På et pressemøde fredag aften oplyste politiet, at manden truede med pistolen - ikke at han rent faktisk nåede at affyre skud.

Ingen af de involverede betjente kom til skade under skudepisoden.

Politiet har tidligere forklaret, at der ikke var tale om terror, men har ikke oplyst noget om, hvad motivet kan være.

Opdateret klokken 15.25: I den oprindelige version stod der, at den 50-årige mand affyrede et skud i går, hvilket han også er sigtet for. Men ifølge anklageren er det uklart, om han rent faktisk gjorde det, og derfor er blandt andet rubrik og indledning blevet ændret.

REGLER FOR BENYTTELSE AF SKYDEVÅBEN

  • Skydevåben må kun anvendes for at afværge et påbegyndt eller overhængende farligt angreb på en person.

  • Tjenestepistolen må også affyres for at afværge overhængende fare i øvrigt for personers liv eller for, at personer pådrager sig alvorlige helbredsskader.

  • Er der påbegyndt eller overhængende fare for et farligt angreb på samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg, må der også skydes.

  • Politiet må skyde, hvis det sikrer pågribelsen af personer, der har eller med rimelig grund mistænkes for at have påbegyndt eller gennemført et farligt angreb på person. Det gælder medmindre, der ikke skønnes at være risiko for, at den pågældende på ny vil gøre sig skyldig i et sådant angreb.

  • Der må yderligere skydes for at sikre pågribelsen af personer, der har eller med rimelig grund mistænkes for at have begået alvorlige forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed, mod statsforfatningen eller de øverste statsmyndigheder.

  • Politiet skal så vidt muligt først ved advarselsråb og dernæst ved varselsskud advare vedkommende, politiet har til hensigt at skyde.

  • Hvis der er nærliggende fare for, at udenforstående kan blive ramt, må der kun skydes i yderste nødsfald.

  • Kilde: retsinformation.dk

FacebookTwitter