50 gange stærkere end heroin: Fentanyl fik misbrugslæge til at erklære amerikanske tilstande i Danmark

Det smertestillende middel fentanyl bliver brugt af både unge og misbrugere til at opnå en voldsom rus.

Det er 100 gange mere potent end morfin og 50 gange stærkere end heroin.

Stoffet fentanyl er et lægemiddel, der bliver brugt mod stærke smerter, og som kun kan fås på recept. Her findes det som plaster, der sættes på huden, hvorfra det bliver optaget i systemet over nogle dage.

Men det potente lægemiddel bliver ikke kun brugt på sygehuse.

For et par år siden trak lægemidlet overskrifter i lokalmedier i Fredericia, fordi plastrene var kommet i omløb i misbrugsmiljøet.

Misbrugerne udnytter stoffet ved at klippe plastrene i stykker og ryge det – hvilket giver en langt hurtigere og langt kraftigere effekt, der kan resultere i den visse død, fordi lungerne sætter ud.

- Udviklingen er kommet dertil, hvor jeg vil betegne det som amerikanske tilstande inden for misbrugsproblematikken, lød det fra daværende læge på Fredericia Misbrugscenter Erik Østerballe.

Med amerikanske tilstande henviser han til den krise, der bliver kaldt ’opioid-epidemien’ i USA. I 2017 døde 70.200 amerikanere af en overdosis, og 68 procent af de dødsfald skyldtes opioider, som er morfin-lignende præparater – heriblandt fentanyl-plastrene.

Landsdækkende problem

Men det er ikke kun i USA og Fredericia, at fentanyl og andre morfinlignende præparater skaber frygt blandt misbrugseksperter.

Ifølge læge og psykiater Henrik Rindom, der blandt andet er tilknyttet Stofrådgivningen i København, har stoffet også bredt sig til blandt andet København og Odense.

- Siden det blev opdaget i Fredericia, at man kunne bruge plastrene på den måde, har det spredt sig til hele landet. Det virker så godt for mange, at brugen simpelthen har været stigende. Nu ser vi det også i for eksempel Odense og København, siger han.

Han understreger dog, at der fortsat er tale om en slags nichemisbrug, der ikke hører til i den brede befolkning.

I juni 2018 lød det fra Sundhedsstyrelsen, at der inden for relativt kort tid var sket ti dødsfald, der kan forbindes til fentanyl-lignende stoffer, der dog er væsentligt mere potente end det i forvejen kraftige fentanyl.

Siden er der ifølge Sundhedsstyrelsen ikke registreret dødsfald i forbindelse med misbrug af fentanyl eller fentanyl-analoger.

Der er også set eksempler på, at de fentanyl-lignende stoffer er blevet pakket i pakninger, der ligner noget fra et andet morfinpræparat.

- Der er således tale om en særlig risiko, hvor brugeren tror, det er noget andet, end det reelt er, og som gør brugen og reaktionen ved indtag uforudsigelig, skriver Sundhedsstyrelsen.

I vores naboland Sverige står situationen noget værre til. Her har 369 personer i løbet af tre år mistet livet på grund af fentanyl-lignende stoffer. De fleste dødsfald er sket blandt mænd mellem 25 og 38 år. Det yngste offer er ifølge Politimyndigheden i Sverige en treårig pige.

Ifølge politiet er nogle af de fentanyl-lignende stoffer op til 4.000 gange stærkere end heroin.

Lammer vejtrækningen

Fentanyl er ikke bare stærkt afhængighedsskabende. Det kan også have voldsomme akutte konsekvenser, når stoffet bliver taget under ukontrollerede forhold.

Uanset hvordan stoffet bliver indtaget kan det nemlig lamme vejrtrækningen. Ifølge Sundhedsstyrelsen er der set eksempler på, at vejrtrækningen er blevet lammet, allerede to minutter efter at stoffet er blevet injiceret i blodbanen.

Det samme kan ske, når stoffet bliver inhaleret.

Fentanyl er receptpligtigt, men der er i løbet af de seneste år set flere eksempler på, at fentanyl og andre stærke opioid-præparater er blevet stjålet.

I december blev der stjålet 46 kasser med stoffet fra et laboratorium på Aarhus Universitet, og i april blev der stjålet et par ampuller fra et sygehus i Aarhus.

Politiet opfordrer alle, der bliver tilbudt fentanyl af nogen, der ikke er læge, om at ringe 114.

Rettelse: DR er blevet bekendt med, at fentanyl kom på forbudslisten i 2016 og ikke i 2018, som der bliver sagt i videoen. Vi beklager fejlen. Også rubrikken er ændret. Tidligere lød den: '50 gange stærkere end heroin: Fentanyl har udløst amerikanske tilstande i Danmark'.

Facebook
Twitter