50 millioner skal lokke turister på restaurant til sommer

Beløbet er en del af en større sommerpakke, der skal hjælpe turistbranchen tilbage på benene.

En pulje på 50 millioner kroner til restauranter og caféer skal hjælpe med at lokke turisterne tilbage til de store byer. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Restauranter og caféer i landets fire største byer får lidt ekstra hjælp til at få sat gang i forretningen til sommer.

En restaurant eller café med placering i København, Aarhus, Odense eller Aalborg kommer til at kunne søge støtte på op til 50.000 kroner ud af en samlet pulje på 50 millioner kroner.

Det sker som en del af den sommerpakke, som regeringen præsenterer senere i dag.

- Jeg synes jo, det er fantastisk, hver gang der bliver kigget vores branches vej, siger Bjarke Just Nielsen, der ejer restauranterne Norrlyst og Lille Norrlyst i København.

Puljen er særligt målrettet de store byer. Og i arbejdet med den nye sommerpakke har regeringen været opmærksom på, at netop de store byer har brug for en særlig hjælp i år, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).

- Der er ingen tvivl om, at vi sidste år med sommerpakken gav en helt nødvendig saltvandsindsprøjtning til de små øer og sommerferieområder. I år kan vi se, at problemerne er tungest omkring vores store byer og særligt København, siger Simon Kollerup.

I sidste års sommerpakke blev der blandt andet investeret i at give gratis tog- og færgebilletter for at øge turismen på øerne og uden for byerne.

Og det har fået kritik, fra blandt andre Cecilia Lonning Skovgaard (V), der er beskæftigelses- og integrationsborgmester i København.

Hun mener, at provinsen oplevede kronede dage sidste sommer, imens København var præget af konkurser og tab af gæster og omsætning og derfor bør tilgodeses i år.

Lars Weiss (S), der er overborgmester i København stemmer i.

- København lever i høj grad af udenlandske turister. De kommer ikke til København i år og var der ikke sidste år, så derfor er der en hel branche, der lider voldsomt under den her krise, og derfor er der behov for, at de får en hjælpende hånd, siger han.

Overborgmesteren understreger samtidig, at der ligger en vigtig opgave i at få lokket danskerne til at besøge byerne til sommer.

Også Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) mener, at hjælp til byerne er afgørende.

- Vi er dem, der har tabt mest, når det kommer til turisme. Så det er ret vigtigt, at vi bliver hjulpet godt i gang igen, så det her ikke kommer til at koste yderligere arbejdspladser, siger han.

Sommerpakken i 2020 var på 700 millioner kroner. Det er endnu uvist, hvor stort et beløb der er i den nye sommerpakke.

Restauratør glad for hjælp til branchen

Nyheden om at restaurationsbranchen får en saltvandsindsprøjtning blev glædeligt modtaget af restaurantejer Bjarke Just Nielsen.

Restaurationspuljen er dog ikke uudtømmelig.

Med et samlet omfang på 50 millioner kroner og med mulighed for at søge om et tilskud på op til 50.000 kroner, giver puljen puljen som udgangspunkt mulighed for støtte til 1.000 restauranter. Hvis de altså alle sammen får det fulde beløb.

Men det bekymrer ikke Bjarke Just Nielsen, der bare er taknemmelig for, at der overhovedet er tænkt på restaurationsbranchen i sommerpakken.

Han har dog et håb om, at kommunerne og regeringen har lavet et system, så tilskuddet går til dem, der har mest behov for det.

- Det vil da være mest retfærdigt. Jeg ved, at der er mange af mine kollegaer, der ligger mere på grænsen, end andre gør. Så jeg håber, der bliver skelet til, hvem der har størst behov, og at det ikke er en først-til-mølle-pulje, siger han.

- Og om det er os eller naboen, der får glæde af støttekronerne, så tænker jeg et eller andet sted, at det støtter os allesammen.

Bjarke Just Nielsen ejer restauranterne Norrlyst og Lille Norrlyst i Indre By i København. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Erhvervsminister Simon Kollerup er sikker på, at man har ramt rigtigt med beløbet, og at man kan komme langt med puljen.

- En tilskudsordning i det her niveau er den rigtige hjælp til caféer og restauranter i København og i de andre store byer, siger han.

Horesta: ' Det er toppen af isbjerget'

I Horesta, der er brancheorganisation for hotel-, restaurations- og turistbranchen, er man glad for det særlige fokus på landets store byer.

Men et løfte om 50 millioner kroner til caféer og restauranter er ikke nok, hvis man vil øge turismen, siger Karen Nedergaard, der er formand for Horesta i Hovedstaden.

- Man får ikke meget for 50.000 kroner i dag. Jeg tror ikke, der er nogen, der kommer til København, fordi der nu kommer til at være billige cocktails på nogle restauranter, siger hun.

Samtidig forventer hun, at der kommer hjælp til resten af turistbranchen i de store byer - og ikke kun spisesteder.

- Turistbranchen er jo en kæmpe branche, så jeg forventer, at den her sommerpakke har meget mere at byde på, så man også tænker eksempelvis hoteller og events med ind.

Samme toner lyder fra Københavns overborgmester Lars Weiss.

- Jeg er sikker på, at der også er andre initiativer i den sommerpakke, som regeringen kommer til at præsentere. Restaurationer er en del af det, men vi har også en kultur- og oplevelsesindustri, der har oplevet de samme udfordringer, siger han.

I Horesta håber man på, at sommerpakken også kommer til at tilgodese resten af turismeerhvervet i de store byer. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Karen Nedergaard håber på, at sommerpakken bringer løsninger som eksempelvis tilskud, nedsat moms eller oplevelsesfradrag til at hjælpe branchen tilbage på benene.

- Det er rigtig ærgerligt at have holdt hånden under os og have hjulpet os med kompensation i de sidste 14 måneder og så pludselig slippe alt.

Men der er mange millioner tilbage i puljen, understreger hun.

- Jeg tror kun, det er toppen af isbjerget, så jeg glæder mig rigtig meget til at høre om hele sommerpakken, siger Karen Nedergaard.

Hele sommerpakken bliver præsenteret i dag klokken 12.30.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk