532 kilo hash brændt af i Nordjylland

Den største fangst af hash i Nordjylland nogensinde blev brændt af, da Nordjyllands Politi mandag fyrede op under mere end 500 kilo.

Nordjyllands Politi afbrændte mandag beslaglagt hash til en værdi på 30-40 millioner kroner et ukendt sted i landsdelen. (Foto: DR © DR)

Hvis luften over Aalborg et eller andet sted mandag havde en lidt anderledes lugt end normalt, så har det sin forklaring. Nordjyllands Politi brændte nemlig godt 500 kilo hash af et et ukendt sted i landsdelen.

De mange kilo blev beslaglagt i november sidste år, da hashen blev fundet i en hollandsk lastbil under en aktion i Hirtshals, skriver Nordjyske.

- I den her sag har vi på forsvarerens foranledning opbevaret beviserne, indtil sagen er blevet afgjort, det vil sige også at spørgsmålet om anke er afgjort. Og det hele har været her på politigården under behørig lås og slå, siger vicepolitikommissær Jakob Søndergaard fra afdelingen for organiseret kriminalitet under Nordjyllands Politi til Nordjyske.

Hash for 40 mio. kroner

Den 36-årige hollandske lastbilchauffør blev ved retten i Hjørring 26. april idømt tre års fængsel for at smugle 532 kilo hash ind i Danmark og forsøge at smugle dem til Norge via Hirtshals Havn. Og der er tale om en så stor mængde hash, at på gaden i Danmark ville have en værdi på 30-40 millioner kroner.

Destrueres et hemmeligt sted

Vicepolitikommisær Jakob Søndergaard vil ikke afsløre, hvor beviserne destrueres.

- Vi kører hashen ud til det sted, hvor vi får det destrueret, og der bliver det simpelthen brændt af, konstaterer vicepolitikommissæren, der kalder destruktionen for en ren rutinesag - også selv om det er det største parti hash, der nogensinde er blevet taget og destrueret i Nordjylland.

Kilde: Nordjyske

Facebook
Twitter