59 overlæger i åbent brev: Vi må aflyse flere og flere operationer

Ny organisering på supersygehus i Aarhus fører til aflysninger, mener lægerne. I dag danner ansatte ring om hospitalet.

(Arkivfoto) Flere overlæger på kirurgiske afdelinger på Aarhus Universitetshospital har skrevet et åbent brev til regionsrådet, fordi det bekymrer dem, at de må udsætte flere og flere operationer - ifølge dem på grund af ny struktur. (© dr)

I onsdags måtte overlæge Hans Jørgen Kirkeby gøre det igen.

Ringe til en patient, der egentlig skulle opereres og fortælle, at operationen var aflyst.

- Jeg bryder mig ikke om den situation, og den bliver jeg stillet i for hyppigt nu, siger Hans Jørgen Kirkeby, der har været overlæge på urinvejskirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital i 20 år.

Den mandlige patient skulle være opereret for inkontinens. En operation, han havde ventet på i syv måneder. Nu skal patienten vente i yderligere tre måneder.

- Jeg måtte ringe to dage før operationen og sige det, siger Hans Jørgen Kirkeby og forklarer, at en anden patient skulle opereres akut.

Overlæge Hans Jørgen Kirkeby oplever, at antallet af aflyste operationer er steget.

- Og det er jo fair. Men problemet er bare, hvis der ikke er en ny tid at give, eller hvis den nye tid er upålidelig. Så har man et problem, og man bryder en aftale med en patient, siger Hans Jørgen Kirkeby.

Dobbelt så mange aflysninger som sidste år

Det er ikke kun på urinvejskirurgisk afdeling, at kirurgerne på Aarhus Universitetshospital (AUH) må aflyse operationer.

I maj i år har hospitalet aflyst 461 operationer. Det svarer til 6,4 procent af alle operationer.

Det er dobbelt så mange operationer som for et år siden, hvor lægerne til sammenligning aflyste 3,1 procent af operationerne - altså 211 operationer.

- Det påvirker ens arbejdsglæde, og det bekymrer mig på patienterne vegne, for det betyder rigtig meget for dem, når vi aflyser eller flytter rundt på deres tider, siger Mariann Tang, der er overlæge på hjertekirurgisk afdeling.

Kirurger i åbent brev: Vi er bekymrede

Derfor er hun sammen med Hans Jørgen Kirkeby og 57 andre kirurger fra otte ud af hospitalets ni kirurgiske afdelinger gået sammen og skrevet under på et åbent brev til Regionsrådet, regionsrådsformanden og koncerndirektør i Region Midtjylland.

I brevet skriver lægerne:

- Vi har set os nødsaget til at skrive dette på baggrund af en dyb bekymring for vore patienter og de kirurgiske funktioner på AUH.

Lægerne skriver også, at ventetiderne er øget kraftigt for både kræftpatienter og patienter med godartede sygdomme, hvor "højt specialiseret behandling er nødvendig"

- Efterhånden kan behandling af patienter fra hospitalets almene optageområde ikke imødekommes, medmindre der drejer sig om akut kirurgi, skriver lægerne.

Lægerne har siden sommeren 2018 skrevet en lang række bekymringsmails til sygehusledelsen. Men da der endnu ikke er sket noget, har lægerne nu skrevet det åbne brev, siger Mariann Tang.

- Vi har prøvet af alle de officielle veje, men vi løber hovedet mod en mur, så jeg tror det er i desperation, for hvor skal vi ellers vende os hen, svarer hun på spørgsmålet om, hvorfor lægerne har valgt at skrive et åbent brev.

- Ny organisering er skyld i problemerne

Ifølge lægerne skyldes stigningen i antallet af aflyste operationer den nye centrale organisering, der er på det nye supersygehus. Den trådte i kraft i løbet af sommeren sidste år.

Den betyder, at det nu er en central enhed på hospitalet, der planlægger operationer på de forskellige afdelinger. Før var det afdelingerne selv, lyder det i brevet. Og nu er det ikke altid, at kirurgerne får en begrundelse for, hvorfor operationen er aflyst, forklarer Per Hostrup, der er overlæge på hjertekirurgisk afdeling.

- De aflyser en operation, uden at jeg ved hvorfor. Og det er en langt, langt sværere situation at skulle forklare en patient, at der er sket noget, som jeg ikke forstår, siger han.

Uddrag fra det åbne brev:

  • "Vi har set os nødsaget til at skrive dette på baggrund af en dyb bekymring for vore patienter og de kirurgiske funktioner på AUH."

  • "Denne nedlukning af operationslejer gør, at ventetiderne nu er øget kraftigt for både kræftpatienter, og patienter med godartede sygdomme, hvor højt specialiseret behandling er nødvendig."

  • "Efterhånden kan behandling af patienter fra hospitalets almene optageområde ikke imødekommes, medmindre der drejer sig om akut kirurgi."

  • "Det er vores pligt som læger, at gøre opmærksom på disse forhold, vi er vore patienters talerør."

Den afdeling, der nu sidder med planlægningen, har ifølge kirurgerne ikke noget patientansvar - det er stadig kirurgerne selv, der har ansvaret, siger Mariann Tang.

- De skal ikke selv gå ned og se patienten i øjnene og fortælle dem, at man skal flytte operationen. De har heller ikke noget praktisk besvær med det, og de har heller ikke noget økonomisk belæg for det.

- Så motivationen for at tage en ekstra operation en fredag eftermiddag ligger nok mere hos kirurgerne, fortsætter Mariann Tang.

Besparelser forude

Lægerne har skrevet det åbne brev i en periode, hvor hospitalsledelsen i forvejen har været i modvind på grund af kommende besparelser. Senere i dag danner ansatte en menneskekæde rundt om hospitalet for at vise deres bekymring over de kommende besparelser.

Men ifølge overlægerne bag det åbne brev, har deres budskab ikke noget med de besparelser at gøre.

- Det skal understreges, at nedenstående intet har at gøre med de kommende besparelser, indleder kirurgerne med at skrive.

Med brevet håber lægerne på en dialog, så forholdene bliver bedre.

- For vi er ikke imod, at man ændrer på, hvordan man planlægger operationsgangen, og jeg har heller ikke noget stærkt ønske om, hvem der skal bestemme. Men man må sige, at den ændring, der er nu her - den fungerer bare ikke, siger Mariann Tang.

Regionsrådsformand: Det har allerhøjeste prioritet

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) modtog brevet mandag eftermiddag, og han tager det meget alvorligt, siger han.

- Det er klart, at jeg selvfølgelig har stor interesse i, at den her afdeling kommer til at fungere, og det er øjensynligt ikke sket efter udflytningen til det nye universitetshospital i Skejby, siger han og henviser til den afdeling, der planlægger operationerne.

- Derfor har det allerhøjeste prioritet, at afdelingen kommer til at fungere, og det har jeg selvfølgelig en forventning om, at hospitalsledelsen tager hånd om.

Men det er jo nogle voldsomme stigninger, der er i ventetiderne, og det er vel i sidste ende dit ansvar?

- Det er klart, at driften af sygehusvæsenet jo til syvende og sidst er regionsrådets ansvar, og derfor skal vi også sørge for, at problemerne i forhold til organisering og ledelse og andet, der bliver peget på i brevet her, bliver taget alvorligt, siger regionsrådsformanden og fortsætter:

- Og der har vi en hospitalsledelse, som i første omgang skal tage sig af og håndtere de udfordringer her.

Antal aflyste operationer toppede i december, fordi hospitalet alene på en uge måtte aflyse 250 operationer, da der manglede sterile instrumenter til operationerne.

Facebook
Twitter