600 vuggestuepladser skal findes i København

Landets kommuner har sat byggeri af skoler og vuggestuer i bero og formår derved samlet set at holde sig inden for de kommunale budgetter. Det mærker de i kommunerne.

I den integrerede institutionen Pandekagehuset i Vanløse kan søskende lege sammen. Men i mangel på vuggestuepladser har kommunen besluttet at lave på børnehavepladserne om til vuggestuepladser. (Foto: DR © DR)

Søskende kan lege sammen i den integrerede institution Pandekagehuset i Vanløse. Men den konstruktion vil Københavns Kommune nu ødelægge og lave børnehavepladserne om til vuggestuepladser.

For landets kommuner kæmper i øjeblikket med at holde forbruget nede. I dag skal de være færdige med deres budget, og det har på forhånd været usikkert, om de ville overholde den aftale, de har lavet med regeringen om næste års økonomi, fortæller TV Avisen.

Brug for 600 vuggestuepladser

Samlet set er det lykkedes at holde anlægs- og driftsudgifterne inden for aftalens rammer. Men det har store konsekvenser ude i kommunerne.

Som for eksempel i København, hvor kommunen for at overholde pasningsgarantien, skal skaffe 600 vuggestuepladser.

Da kommunen ikke kan bygge nye institutioner, har man i stedet besluttet at nedlægge børnehavepladser for at lave dem om til vuggestuepladser. Og det går altså ud over institutionen Pandekagehuset i Vanløse.

Forældre med børn i institutionen Pandekagehuset er da også frustrerede.

- Jeg mener man må kunne finde en anden løsning end at lukke en velfungerende institution og så sende en masse børn ud i en uvis fremtid. Jeg synes, man er nødt til at kigge lidt mere på børnenes tarv, siger Søren Feldbæk Winther til TV Avisen.

- Vi er tvunget til at være kreative

Jan Andreasen, der er børne og undgomsordfører i Københavns Kommune, beklager da også beslutningen om at at nedlægge børnehavepladser.

- Med den situation, regeringen har sat os i, er vi tvunget til at være meget kreative og konvertere børnehavepladser til vuggestuepladser. Det er vi meget kede af på forældrenes vegne. Men med det anlægsloft, vi har, er det meget svært at leve op til garantien, siger han.

Men Erling Bonnesen, der er kommunalordfører for Venstre, sender bolden direkte tilbage til kommunerne.

- Børnepasningen skal bare fungere og give en tryghed omkring familien. Det er kommunernes opgave, og de har også fået pengene med til det, så det handler om god lokalplanlægning, siger Erling Bonnesen.