62 er nu smittet på slagteri i Ringsted: 'Det viser med al tydelighed, hvor hurtigt det kan gå'

Danish Crown forventer dog færre smittede blandt de sidste 300 ansatte, der skal testes for coronavirus på mandag.

18 nye navne blev i dag føjet til listen over coronasmittede på Danish Crown-slagteriet i Ringsted, hvor et udbrud begyndte i søndags.

Dermed har 62 ud af de 600 ansatte, der indtil videre er blevet testet, vist sig at være smittet med virusset.

- Det er rigtig, rigtig mange, og det er især rigtig mange, når vi så sent som i søndags fik at vide, at den første var smittet.

- Det viser med al tydelighed, hvor hurtigt det kan gå, når coronaen kommer ind i en gruppe mennesker, der arbejder tæt sammen, siger pressechef i Danish Crown Jens Hansen.

Slagteriet i Ringsted er delvist lukket ned og kører på halv kraft. Normalt slagtes der omkring 35.000 svin om ugen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Danish Crown blev i sidste weekend informeret om, at en medarbejder på slagteriet var smittet med coronavirus.

Den pågældende medarbejder var indlagt med mistanke om en blodprop, men en rutinemæssig test viste, at han var smittet med coronavirus.

Mandag blev det så konstateret, at to andre medarbejdere var blevet smittet med coronavirus. Og siden er det gået stærkt i takt med, at de ansatte er blevet testet.

- Der er ingen tvivl om, at det har overrasket og chokeret os, hvor hurtigt det har spredt sig, siger Jens Hansen.

Udsatte kolleger testet først

600 ud af 900 medarbejdere på slagteriet er nu blevet testet. Og den sidste tredjedel af de ansatte skal testes på mandag.

Derefter forventer Danish Crown at kunne gøre status.

- Der er indikationer på, at vi er ved at få det her udbrud under kontrol. Nu er det næste vigtige step, at vi skal have 300 yderligere testet på mandag, og så har vi det endelige overblik.

Herunder kan du se fabrikschef Per Laursen forklare testproceduren.

Jens Hansen forventer ikke et nyt alarmerende antal smittede, når de sidste er blevet testet.

- I dag har vi fået over 400 negative test sammen med de her 18 nye (smittede, red.). Og det, at vi får 400 negative test, viser heldigvis, at vi ikke har et kæmpe udbrud på slagteriet.

Desuden er det blevet prioriteret at teste ansatte, der har været tæt på smittede, først. Og eftersom at de resultater nu er kendt, mener Jens Hansen, at der er grund til optimisme.

- De afdelinger, der blev testet i torsdags, er de afdelinger, hvor flest var smittet, og det var også der, at der statistisk set var risiko for flere smittede. Det har så vist sig, at det trods alt ikke var fuldstændig uoverskueligt. Og det ser vi som et positivt tegn.

Minister: Mange tiltag i gang

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) kommenterer her til aften udbruddet på slagteriet på sin Facebook-profil.

- Lad os bevise, at vi endnu en gang kan holde epidemien under kontrol, skriver Magnus Heunicke på Facebook. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Virus er med al tydelighed stadig både i Europa og i Danmark - og aktuelt altså med et udbrud i Ringsted omkring slagteriet, konstaterer han.

Magnus Heunicke skriver desuden, at de 900 medarbejdere i Ringsted skal testes gentagne gange.

Ministeren fortæller samtidig, at Styrelsen for Patientsikkerhed arbejder tæt sammen med Ringsted Kommune, Danish Crown, Region Sjælland og andre myndigheder for at opspore smitten.

Man har også fokus på et plejecenter i Ringsted, hvor en ansat er bekræftet smittet. Her skal både medarbejdere og beboere testes.

På kommunens øvrige plejehjem og i hjemmeplejen vil man få et tilbud om at blive testet.

Der er derudover udstedt påbud om besøgsrestriktioner på plejehjem i Ringsted.

Til at hjælpe med at udføre de mange test har Region Sjælland sendt en mobil testenhed til til Ringsted.

Facebook
Twitter